Title: To verdener
Author: Hjortø, Knud
Language: Danish
As this book started as an ASCII text book there are no pictures available.


*** Start of this LibraryBlog Digital Book "To verdener" ***


generously made available by Arkiv for Dansk Litteratur
at http://adl.dk)



Afskriverens bemærkninger: Åbenlyse trykfejl er rettet i denne
e-bog, men forfatterens stavning er i øvrigt bevaret. _Understreg_ er
brugt til at gengive kursiveret tekst.



 KNUD HJORTØ

 TO VERDENER


 KØBENHAVN
 DET SCHUBOTHESKE FORLAG
 J. L. LYBECKER OG E. A. HIRSCHSPRUNG
 1905


 J. COHENS BOGTRYKKERIER
 (GEORG A. BACH)



                        Tilegnet
                                K.



Med et halvspist æble mellem de tre forreste fingre og et helt
stort æble klemt ind i hånden med de to andre kom Helga ind i
klasseværelset, hvor frøken Schou allerede sad ved katedret. Helga
hævede hånden for at ta en bid til, da hun fik øje på lærerinden, og
med stærkt markeret bestyrtelse, der fik de andre elever til at more
sig indvendig, gemte hun sine æbler i lommen og var med et par lange
skridt på sin plads. Hun havde for længst fundet hvor det var, mens
enkelte endnu sad og ledte.

Jeg undres over Helga, sa frøken Schou efter nogen tavs stirren.

Helga så lige ud, hendes udstrakte pegefinger viste på det sted i
tyskbogen, hvor der skulde begyndes.

Synes du det klær en ung dame at komme spisende ind i klassen?

Jeg er ingen dame.

Nej, det skal gud vide; men du vil vist gærne være det.

Det vil jeg meget nødig.

Frøken Schou blev en smule bleg: Da må du ikke bilde dig ind, at du
er et barn, selv om du går med flætning ned ad ryggen. Hvor længe
har du for resten i sinde at blive ved med det?

Til jeg blir voksen.

I at være raffineret er du i alt fald den mest voksne her i klassen.

De, der sad på den forreste bænk, nød det blik, Helga sendte frøken
Schou, og de tænkte hver især: Tak! Det skulde bare ha været mig. Men
frøknen så ikke noget, hun begyndte undervisningen, idet hun skyggede
for ansigtet med den ene hånd.

Frøken Schou var den eneste af Skolens lærerinder, der havde
realklasserne lige op til præliminæreksamen, hun holdt god disciplin
og kunde fagene; hendes magre, anselige skikkelse bares oppe såvel af
et stramt korset som af myndighed og viden. Helga havde døbt hende
"Kundskabens Træ" og tegnet hendes karikatur i skikkelse af et
gammelt stævnet poppeltræ. Frøkenen havde fået at vide om denne
tegning, og det var nok ikke Helga, der særlig havde søgt at hindre
det. Man forstod overhovedet ikke alt det Helga tillod sig over for
frøken Schou, hun var da ellers ikke af de værste. Der var drenge,
der kunde ha lyst til noget lignende -- men de dyede sig.

Ingen huskede næmlig længere, hvordan frøken Schou for fire år siden
havde forelsket sig i det halvlange, trettenårige pigebarn, som Helga
den gang var, hvordan hun havde givet hende karakterer, som Helga
skammede sig over, og ros, der fik hende til at skære ansigt af
flovhed. Og så en dag, hun sad hjemme og var arrig og ked af det, kom
ånden over hende, og med stor indre forløsning lavede hun den omtalte
karikaturtegning. Den var knagende god og måtte vises, både af
kunstneriske og andre grunde. Siden den dag kom der mådehold i
karaktererne, og den megen ros blev til noget helt andet. Helgas
humør steg højt derefter, nu skyldte hun ingen noget, hun var en tid
slemt uartig, men efterhånden, som det blev en vane, og hun tillige
blev ældre, fik hun mere selvbeherskelse og lærte at udrette meget
med små midler. Men frøken Schou lærte ikke noget, hverken at
beherske sig eller at forvinde sin skuffelse.

Helga var en temmelig lang, ung pige med en ikke slet så lang
flætning ned ad ryggen. Hendes hår var mørkeblondt, og hendes øjne
var blå som slåen, duggen er gået af. Hun var af de lystigste blandt
skolens pigebørn, og det var derfor ikke at undres over, at hendes
flætning, der altid var fast knyttet om morgenen, tit blev løs og
lodden inden aften. Der var altid nok, der søgte hende, så hun
behøvede aldrig at søge andre; hendes væsen var mere livligt og
ubekymret end egentlig hjærteligt; men det, der gjorde hende til den
overlegne mellem kammeraterne, det var, at hendes lystighed --
ligesom visse simpelt indrettede maskiner -- kunde stanse på et
øjeblik. Når en veninde prøvede at tilrive sig hendes fortrolighed i
en glad, åben stemning, så fik hun at føle, hvor hurtigt og
fuldstændigt Helga kunde lukke sig; der var noget tillokkende og
utilfredsstillende ved hende på grund af den forsigtighed, hvormed
der undertiden måtte gøres kur til hende. Pigerne var tit
misfornøjede med hende, men de drenge, der endnu ikke var gået erotik
i, syntes, at hun var en gevaltig fest een.

Helga kunde let blive alvorlig, og da kom der en særegen magt i
hendes blik. En mand, der blev forelsket i hende, havde sagt hende
dette og ventede noget godt til gengæld, men læste i hendes øjne ikke
andet end væmmelse; det lykkedes ham aldrig at komme til at tale med
hende senere. Han antog derefter, han havde taget fejl, og fandt
hende i grunden højst usympatetisk. Når Helga blev vred, gik der en
lodret rynke ned gennem hendes venstre øjenbryn, så hårene strittede
ud af deres naturlige stilling. Dette urede i brynet kunde ses længe
efter.

Frøken Schou sad på katedret og lod sine øjne vandre rundt i klassen,
indtil de som sædvanlig endte ved Helga, og dær blev de i nogen tid,
indtil Helga utålmodig stirrede igen.

Lad være med den gloen, sa frøken Schou.

Helga så straks bort.

Hvorfor siger du ikke noget? Jeg ved godt, du sidder og mukker
indvendig.

Helga så op med et udtryksløst blik, som stod til hendes rådighed,
når det passede hende.

Jeg kan ikke lide det ved dig, at du kan være så artig udvendig.
Hvorfor viser du dig ikke så uopdragen, som du i virkeligheden er?
Men det er vel din måde at være voksen på. Tror du, den er yndig? Sig
noget, sid ikke dær, som om du var af træ.

De ved jo godt, jeg ikke må svare, sa Helga og vendte et par tomme
øjne mod katedret.

Da tør du udmærket godt mukke indvendig, det ved jeg. Uf, Helga, det
er det ækle ved dig, at du ikke er ærlig; du går og gemmer på en
mængde tanker, som ingen må få at vide, men jeg tror ikke, det er
noget godt, der bor i dig, jeg tror det ikke længere, desværre.

Helga la sit hoved ned på hænderne; hun følte det som om nogen med rå
begærlighed famlede efter noget, der endnu lå skjult i hendes sjæl.
Kunde det tænkes, at en anden skulde finde, hvad hun ikke engang selv
kendte? Hun huskede med uvilje noget, man kaldte fortrolighed. Når
den kom fra andre, var den nærmest tosset; når den forlangtes af
hende selv, så -- uha! Og hvor mange forsøg havde frøken Schou ikke
gjort for at vriste den fra hende? Hun krummede sig uvilkårlig sammen
for at dække sig.

Se op, lød det fra katedret.

Helga gjorde det ikke.

Frøken Schou kom ned og tog hidsigt om hendes hoved for at løfte det,
men denne berøring virkede anderledes på hende, end hun havde tænkt;
hendes stemme slog pludselig over.

Græder du, Helga?

Helga så rask op, rynken stod ned gennem det venstre bryn.

Hvad skulde jeg græde for? De kan jo ikke gøre mig noget.

Frøknen blev lidt mindre rank: Jeg mener det heller ikke så slemt;
det er altsammen for dit eget bedste. -- Hun smilede forsøgsvis.

Helga åbnede munden og lo lydløst. Hun så, hvor det gjorde ondt, men
hun vidste også, at nu var hun fri de første dage derefter.

Opmærksomheden havde lidt ved alt dette; drengene sendte sedler over
til pigerne for at få klaret nogle ubegribelige steder i den engelske
versjon, der skulde afleveres næste dag; særlig var Helga genstand
for et bombardement af spørgsmål.

Jeg ved ikke, hvad "bob" betyder, nederst på siden, stod der på en
lap, og da alle andre vanskeligheder var klarede, samledes
granskningerne om dette dunkle ord.

Helga formodede, at det betød et nik.

Nej, "bob" vil sige en orm, stod der på en seddel fra Dagmar.

Berta holdt på, at "bob" skulde oversættes ved klokkeringning, og
Marie, der aldrig kunde noget, foreslog at la det betyde en hund, for
de havde hjemme en hund, der hed Bob. Helga benyttede resten af timen
til at tegne en hund, der lignede Marie og hed Bob, og under dette
arbejde forvandt hun det pinlige indtryk fra før.

Den påfølgende matematiktime, hvor de havde hr. Jensen, begyndte med,
at fire efter hinanden blankede den ptolemæiske læresætning; det var
noget, man ellers ikke gærne bød hr. Jensen, men han syntes den dag
at være i en tilgivende stemning.

Så må vi ha dig herop for at vise dem det, Helga; du er af dem, der
kan.

Hun blev meget forbavset over denne jovialitet; hun var ikke af de
bedste i det fag.

Kom nu bare her; jeg kan jo se på dig, at du kan det.

Helga blev stædig over udtrykket i hans øjne.

Jeg tror ikke, jeg kan, sa hun.

Sludder, Helga; sådan et lyst hoved som du.

Men Helga vilde ikke høres, når han havde de øjne. Jeg vil helst
være fri, svarede hun med alvor, jeg er ikke videre forberedt.

Han smilede endnu, men hun så sådan på ham, at hans smil forsvandt,
og han blev opbragt, idet han følte sig gennemskuet. Det er også
harmeligt, når en mand på fem og tyve år i en bestemt hensigt smiler
til en ung pige på sytten. Hun kan vel sagtens smile igen; det er
ikke så svært i den alder; ellers står man der som en idiot, med sit
smil returneret, nægtet modtagelse.

Men hun er tilfældigvis ens elev, man behøver ikke at finde sig i
det. -- --

Hr. Jensens ansigt, der både var net og forstandigt, var
bundalvorligt, da han sa:

Så kommer jeg til at gi dig et nul.

Helga vilde nødig ha et nul, og hr. Jensen så nu aldeles ubøjelig ud;
men han havde udleveret sig ved at smile sådan; det holdt hun sig
til, så hun var alligevel ikke så ked af det.

Han skrev det nul i hidsighed, dyppede først den gale ende af
penneskaftet, så den rigtige, og satte en tyk streg under. Lidt efter
stod nummer fem oppe ved tavlen og forklarede den ptolemæiske
læresætning under frygtsomme sideblikke til hr. Jensens højre hånd,
der dirrende snoede overskæg.

Han har det ikke godt, hviskede Berta imidlertid til Helga; det er
siden sommerferien.

Nå, tak! Berta vidste også noget. Nu fik man måske sit døje med ham i
den første tid. Men -- -- ja, ja.

Du fik et nul, Helga, sa han ved slutningen af timen.

Hun så op til protokollen, hvor hun lige kunde skimte det anselige
nul.

Bed ham om at slette det, hviskede Berta, det er det, han vil.

Helga sprang lige op, sådan spruttede det Nej! inden i hende.

Det er første gang, jeg har været nødt til det, fortsatte han i en
tone, der kunde blive bevæget, hvad øjeblik det skulde være.

Jeg skal nok lære det til næste gang, svarede hun koldt og artigt.

Det tror jeg gærne, sa han, parat til at blive mild; det er ikke det.

Berta puffede hende i ryggen; Helga tog hende under armen, og de gik.

Der forsvandt en forventning fra hr. Jensens ansigt; han satte vredt
sin hat på og gik ned. Lidt efter kom han igen og lod en stor
blækklat falde lige oven på nullet.

Men i næste time skal vi ha det morsomt, erklærede Helga, da
frikvarteret nærmede sig sin slutning, og det var den almindelige
mening mellem pigerne, at det havde de en vis ret til; så skulde de
næmlig ha engelsk ekstemporal med hr. kandidat Grandlev, og da
pigerne var alene til det, plejede tonen at være noget friere end
ellers.

Hr. Grandlev var noget for sig blandt skolens lærere; han sa De til
de konfirmerede elever og behandlede dem nogenlunde som voksne, uden
for skolen næsten som ligemænd; det havde ikke altid de bedste
resultater, men gjorde ham i alt fald vel lidt og forskånede ham for
mere ondartede spilopper. Han var en fredelig mand, der antoges at
kunne en mængde sprog, ingen vidste med sikkerhed hvor mange, men
større betydning havde det for eleverne, at han undertiden gav dem
temmelig frie tøjler, og da la de mærke til, at han gik mere oplivet
ud af klassen, end han kom ind; deri lignede han ikke andre lærere,
men det måtte ganske vist også betænkes, at han ikke havde det så
morsomt hjemme i sin ungkarlelejlighed, hvor han tilbragte det meste
af sin fritid med at studere.

Hr. Grandlev kom ind i klassen, satte sig på katedret, rettede
med to fingre på sit humbug, trak sine mansjetter frem og så sig
om med en mine, som tog han afsked med noget, inden han begyndte
undervisningen. Så fandt han, hvor det var i bogen, men i samme
øjeblik, han lukkede munden op, sa Helga:

Hr. Grandlev, det er Maries fødselsdag i dag.

Så kan Marie begynde.

Skal vi ikke ha en historie? spurgte Dagmar.

Nej, det synes jeg ikke. Nå, Marie?

Det er sandt, foer Berta op, hvad betyder "bob" i den engelske
versjon? Der er ikke en eneste af os, der ved det, bevidnede Helga.

Nå ikke; det betyder en blyklump.

For eksempel på enden af en stok? spurgte Helga.

Nej; i enden af en medesnor.

Hvad hedder en blyklump på enden af en stok? spurgte Helga videre og
vædede blyanten mellem læberne.

Det ved jeg ikke. Skal vi så -- --

Jeg troede, det betød klokkeringning, meddelte Berta.

Jeg har oversat det ved en orm, sa Dagmar og så forurettet ud.

Kan det ikke betyde et nik? spurgte Helga og vædede atter sin blyant.

Hr. Grandlev -- Dagmar dukkede halvkvalt op fra sin bog --, Marie
tror, det betyder en hund, der hedder Bob!

Det sidste måtte hun skynde sig at sige, inden latteren overmandede
hende.

O morskabs dyb, lille Dagmar. Fik Marie så begyndt?

Marie tog fat på at læse op under frygtelige udtalekvaler, der fik
hr. Grandlev til at skære ansigt, og øjeblikkelig stak Helga en
finger i hvert øre og rystede fortvivlet på hodet. Det blev straks
efterlignet rundt om i klassen.

Skal vi ta de fingre ud af Helgas øren? Hvad sidder hun og skaber sig
over?

Det er ikke til at holde ud, forsikrede Helga, sekunderet af svagere
ekkoer fra de øvrige.

Så kan De gå videre. Og Marie kan imidlertid skamme sig noget.

Helga læste op, mens Marie svalede sine flammende kinder med
bogbindet. Men Helgas oversættelse begyndte således:

Næste dag løb skonnerten på grund med alle kanarifuglene, der tog sig
den frihed at brække skibet i stykker -- --

Hvad er det for noget vrøvl, Helga?

Det ved jeg ikke, men sådan står der. Her skal De selv se: Which, set
at liberty by the breaking up of the vessel. Det kan ikke betyde
andet, sluttede hun og så koldt og åndsfraværende ud i gården.

Tror De måske, at kanarifuglene kan brække et skib i stykker, hvad,
De komiker?

Ih nej, hr. Grandlev, det tror jeg skam ikke, men derfor kunde det
godt stå der. De siger selv, der står så meget vrøvl i bøger.

Ja, det gør De, hr. Grandlev, vedlagde Dagmar.

Bekræftende mumlen fra resten.

Ja, men der må dog være grænser for vrøvl, mon ikke?

N--nå! Det antog jeg ikke. De siger ellers altid, der er ingen
grænser for, hvad folk kan finde på at sætte i bøger.

Vel. I kraft af stædighed får man ret. Meningen er nu den, at skibet
blev slået i stykker af bølgerne, og at fuglene derved blev sat i
frihed.

Det kan jeg virkelig nok regne ud selv; men når det nu er mest
almindeligt, at det, der står i bøgerne, er noget vrøvl, så syntes
jeg, det var lige så rimeligt at ta det på den anden måde.

Uha. Sikken et bundløst væld af grinagtighed, De er. Gå så videre.

Hun så op til ham med et lille undersøgende blik og tog fat igen; men
midt i oversættelsen la hun pludselig bogen ned og sa med et vemodigt
udtryk, der fik alle til at le:

Nej, nu kan jeg virkelig ikke længere forstå, at vi ikke skal ha en
historie.

Ja, jeg synes også, vi skulde ha en hist-- grødede Marie, men så
stansede hun midt i en klump og rødmede.

Ja, ikke sandt, stakkels Marie, sa Helga og vendte sig om og
klappede hende på den ene kind. Hør, hvor pænt hun ber om det.

Vi kunde så høre Dagmar, sa hr. Grandlev og strøg et smil bort under
overskægget.

Dagmar var den ældste i klassen, atten år fyldt; hun var helt
udviklet, havde et mildt og moderligt ansigt og misundtes som Helgas
bedste veninde. Hun var lidt småt begavet, og hendes oversættelse i
øjeblikket var ikke af de bedste:

De æventyrlige -- sømænd skred følgelig frem til det -- østlige --
Island -- de østlige Islande -- --

Men herregud, stakkels Dagmar, begyndte Helga.

Helga tier stille!

Det er sandt, Helga tier stille, hviskede hun, og hr. Grandlev
skjulte et smil bag sin bog.

Nå, nej: øer, rettede Dagmar. Og ankom dær i et ikke videre
elskværdigt tempera -- humør. -- Hun så hjælpeløs op til katedret,
men der kom ingen hjælp. De andre piger, der vidste, at Dagmar var
blidt forelsket i hr. Grandlev, nød scenen med stille morskab.

Planen om flugt var opgivet, hakkede Dagmar videre, fjenderne rev
blyet af domkirken, en handling, for hvilken de smukt kunde forsvare
krigens nødvendigheder -- -- jeg forstår det ikke, hviskede hun
elendig.

Jeg synes, begyndte Helga spidst, og derefter mere dæmpet: Jeg synes
ikke, der er nogen mening i det, men man må jo ikke længere spørge om
noget, det er måske rigtigt nok, hviskede hun og noterede ivrigt. Men
det at få sine dumheder forevigede på den måde gjorde et så dybt
indtryk på Dagmar, at hun helt holdt op.

Kan De ikke mere, Dagmar?

Hun rystede på hodet og gled mat over på Helgas skulder og derfra ned
på sin plads.

Så er det bedst, at Berta tar det igennem en gang til og oversætter
det fra Dagmarsk til dansk. De såkaldte æventyrlige sømænd, Berta?

Men var det ikke rigtigt, hvad Dagmar oversatte? udbrød Helga
bestyrtet.

Nå, dær har vi nok igen Helga på arenaen.

Og De sa ingenting, og det var galt, og jeg har skrevet det op
_altsammen_! Hun holdt notebogen højt i været med en mine, som om hun
havde haft den ulejlighed at indhugge det i sten.

De har nok forårsdelirium i dag, bemærkede hr. Grandlev.

Det er noget sært noget, opponerede hun og la sig henad bordet og
viskede ud med stor hidsighed.

Kan De så tie stille?

Ja, når De ikke siger, hvad der er rigtigt, og hvad der er galt,
mukkede Helga med en blæsen, der skulde befri papiret for
viskelærssmulerne, og som samtidig gjorde det ud for en protest.

Men bevares vel, barn, sa han og stillede sig lige over for hende,
dette er jo himmelskrigende uartighed.

Hun rejste sig. De var omtrent lige høje: Jeg er også meget uartig i
dag, hr. Grandlev. -- Hun lo ikke; der var ikke engang et smil om
hendes halvåbne mund. Hele hendes sjæl lå i øjnene, det var, som om
de i dette nu ikke stod i synets tjeneste, men blot tjente til at
udslynge livskraft med.

Sådan må det være, tænkte han, pludselig at se en kilde springe frem
for sin fod, allerbedst som man går på den rolige jord. Han så ned på
hendes læber, der var gennemtrukne af fine furer som to stykker
appelsin, og han så igen på hendes øjne. Hvor mange ting huskede han
ikke nu, der var grå og falmede! Og langt borte fra den time engelsk
ekstemporal, som var det, der skulde passes, sa han:

De er vel en god pige, Helga?

Det ramte hende som et stød, hun sank ned på bænken, og udtrykket i
hendes ansigt var en betuttet skolepiges. Der fløj en hvisken rundt
om i klassen, som ingenting havde forstået: Mon Helga havde været for
slem?

Men det lod det ellers ikke til. Hr. Grandlev var meget venlig resten
af timen, men lystighed kom der ikke mere af.

Da det havde ringet, og de andre var kommet ud, gik Helga hen til
Grandlev og spurte:

Er De vred på mig?

Han vendte ansigtet om mod hende og sa, idet han rakte efter sin hat:

Nej, hvorfor?

Helga gik mismodig tilbage til sin plads.



Hver dag ved sekstiden så man Helga gå sin sædvanlige tur gennem
Søndergade, over broen langs fjorden og ud til anlægget. Der skulde
særlig strenge opgaver til at holde hende inde, og når det var storm,
kunde ikke engang udsigten til en dårlig karakter hindre hende i at
gå ud. Det var, når hun gik disse ensomme ture, at folk -- især damer
-- opdagede, at der var en del at udsætte på hende. Hun hilste altfor
skødesløst, hun nikkede upassende ligegyldigt til en, hvem hun
skyldte tak for sidst; andre kom irriterede hjem med det indtryk, at
hun ikke kendte dem mere. Hun skulde passe noget bedre på sig selv,
hun var ikke så mild, som en ung pige bør være. Hvis den og den var
hendes moer, skulde hun ikke få lov at gå alene på den måde. Det var
synd for den nette pige, men hun var aparte.

En blæsende oktoberaften kom Helga gennem Søndergade. Vinden pressede
på og vilde jage hende af sted, men i det øjeblik ønskede hun netop
at gå langsomt, hun svajede ryggen og hvilede nakken på den bløde
storm. Ved det sidste hus før broen, samlede hun skørterne med
venstre hånd, greb om hatten med højre og smilede forventningsfuldt
ved tanken om det, der nu skulde komme, og næsten med et spring var
hun ude på broen. Vinden kastede sig sidelæns over hende og fyldte
hendes øren med skrald, men alting var beregnet forud; hun styrede
urokkelig hen ad den planke, hun allerede havde udset. Således vilde
hun nu en gang gå over broen i storm.

Nede ved fjorden fik hun blæsten forfra og gik uvilkårligt raskere.
Sådan var Helga; hun sagtnede gangen i rygvind og fremskyndede den i
modvind. Hun måtte vriste sin vej fra stormen; den var et slags
uhyre, som bestod af lutter hænder og en kolossal mund. Den vilde
ikke la hende komme frem, og når den var mest stridig, sprang hun ind
på den, den måtte gi sig hele tiden. Træerne, der stod i en tynd
række langs fjordskrænten, havde det værre end hun; de borede deres
rødder dybt ned i grunden. Alt imens de skreg ynkeligt for livet,
slog de kløerne i jorden, som om de vidste, at den er det eneste, der
holder.

Det var et stort og hidsigt vær. Nede i rørene brasede det som af
tusende stege, der var over ilden på en gang, og mod vest var himlen
blåsort og gul, det så vildt ud. Helga fik en sur smag i munden ved
synet af dette gule; derved glemte hun alt andet, indtil hun kom i
tanke om nogle udmærkede sure bolsjer, der netop havde den farve. Det
var en sommerferie, hun havde fået en pose af dem, i Randers.

Men -- se så! Der var andre mennesker i skoven end hun. De kom hen
imod hende. Hun masede ind gennem krattet til venstre og vadede i løv
så brunt som rugbrødsskorpe. Brombærranker sprællede i været og blev
levende under hendes trin, de løftede hendes kjole og snoede sig om
hendes ben, så det kunde ikke nytte noget, hun blev hidsig og vilde
sparke dem væk; hun måtte pille dem ordentlig af. Længere inde tilbød
der sig en sti, der førte om bag granplantningen. Her var næsten
stille. Stormen, der først var blevet spaltet i løvskoven, blev nu
siet mellem grannålene, så den sønderdeltes til en fin blæsen. Helga
så et sammenrullet blad gynge frem og tilbage; vinden havde ikke
kraft til at vende det en hel omgang. Lange udhugninger gik som
korridorer igennem granskoven; for enden af hver sås et stykke
glødende himmel, der lignede et åbent fyrsted på en dampkedel.

Men nu var der igen et menneske i hendes skov. Det var sært, folk
kunde finde fornøjelse i at spasere på den tid af dagen og i sådan et
vær! Hun sprang over grøften for at nå tilbage til løvskoven, men
mennesket kom samme vej. Nu ærgrede han hende i den grad, at hun
måtte se, hvem det var.

Det var hr. Jensen. Nå, så skulde han få lov at bruge sine ben. Hun
brød igennem hegnet, kom ud på marken og gik et stykke tilbage. Han
kom også ud og gik den modsatte vej, spejdende og langhalset.

Æv, æv, tænkte Helga, og så gik hun for sjovs skyld hen på marken og
satte sig på en grøftekant.

Kom så, tænkte hun.

Han var der også straks. Hun bøjede sig forover og lyttede. Skridtene
lød så svampede; af og til gav engbunden et smask, når den slap hans
støvlehæle. Han havde nok nylig fået sine støvler forsålede.

Nu venter han sig nok en hel masse, fordi han har ødelagt min
spaseretur!

Godaften, Helga.

Uha! sa hun med al den bestyrtelse, hun kunde opbyde; så vendte hun
sig langsomt.

Det er bare mig, Helga.

Nå--å.

Blev du bange for mig?

Næ--æ.

Skal vi følges ad?

Det kommer an på, om vi skal samme vej.

Du skal vel hjem?

Ja, men det er ikke vist, jeg går samme vej som De.

Hvad vej går Du?

Hvad vej går De?

Du skal vel skynde dig hjem, for det blir mørkt. Det er bedst, vi går
igennem skoven.

Men jeg vil oven om skoven. Farvel så.

Vent lidt; så går vi oven om. Vi kan da følges ad.

Hvis jeg havde været forelsket i ham, tænkte Helga, så var det da
gået over nu. Et mandfolk, der er dum af forelskelse!

Jeg synes, du løb for mig inde i skoven.

Jeg løb ikke, fordi det var Dem, men når jeg spaserer alene, så kan
jeg ikke fordrage at træffe andre.

Tag mig under armen, sa han lidt efter, du må være træt.

Hvem tror De, blev først træt, dersom vi løb om kap?

Vi kan jo prøve.

Han er villig, tænkte hun.

Skal jeg fortælle dig noget, Helga? begyndte han igen.

Det ved jeg næsten ikke. Hvis det er noget morsomt.

Det er det, erklærede han ivrigt.

Mon?

Hvorfor går du nu over på den side?

Fordi her er renere. Ja, men nu går De jo i snavset.

Det gør ikke noget.

Med Deres ny støvler.

Hvoraf ved du, de er nye? hvad Helga?

Uha! Så snart jeg begynder på noget, vi kan komme til at snakke om,
så klynger han sig til det med en iver --

Du er vist ked af at følges med mig, Helga.

Ja.

Kan du ikke lide mig?

Nej.

Hvorfor ikke?

Hun vilde egentlig ikke ha sagt det, men på den anden side trængte
hun også til at sige det, for at han kunde blive fornuftig: Fordi De
kan godt lide mig.

Ja, Helga, det kan jeg også.

Nå ja, så løber jeg.

Men han fulgte med. -- Uha, sikken et mandfolk, tænkte hun; mon han
kan fri, mens han løber?

Så kom de ud på stien over engene. Det er dumt, tænkte hun, jeg vil
ikke løbe mere.

Nå, kunde De så løbe lige så stærkt som jeg?

Helga, jeg har kendt dig, fra du var en lille pige, og jeg har altid
holdt meget af dig, og nu er du en stor pige; vil du ikke blive min
hustru?

Nej.

Hvorfor ikke?

Æv, æv, tænkte Helga.

Kan du huske, da du var mindre, vi var altid så gode venner. På
skovturene for eksempel, du skulde altid ha mig med til at lege og
sådan noget; du syntes, det var så morsomt. Har du glemt det?

Nej. Men nu synes jeg ikke, De er morsom længere.

Han skiftede farve; rødme og bleghed bredte sig på steder, hvor de
ellers ikke plejede at findes; han blev hvid på kinderne og rød i
tindingerne; Helga mindedes i en fart et slagsmål, hun havde set, en
karl, der trak kniven. Hr. Jensen var ikke latterlig nu; han opførte
sig på en måde, som Helga aldrig havde tænkt sig eller hørt magen
til. Hun vidste ikke, hvor længe det varede, men hun måtte stå og
høre og se på det altsammen, for hun kunde ingen steder komme for
ham. Der var megen fortabthed og mange hede løfter i det; men Helga
blev ikke ør, hun vidste, det kunde ikke hjælpe; hun var bare lidt
ked af det tilsidst, da han et øjeblik ikke kunde mere, for da
forekom det hende, at det var noget i den stil, hun havde ønsket sig;
der kom en vis højtidelighed over hende, hun hørte efter med megen
opmærksomhed, skønt han nu talte ganske usammenhængende, og da han
holdt helt op, rystede hun sørgmodigt på hodet og begyndte at gå.

Han kom efter: Helga, sa han, må jeg få et kys?

Men da var al hendes højtidelighed forbi. At han ovenpå alt det, hun
ikke vilde sige ja til, netop skulde finde på at bede om et kys --
som var det sidste, Helga kunde tænke sig at gi --, det var så enormt
komisk, at hun måtte le. Og om ham havde hun altid troet, at han var
så begavet! Hun tænkte ikke på at ydmyge ham med sin latter;
stillingen var i sig selv lattervækkende nok, og hun var også
latterlig, der et øjeblik havde taget ham alvorlig og vilde gi ham en
plads for sig mellem de mænd, der havde sagt hende tossede ting og
var blevet gule og grønne og havde ladet deres knoer knage for hendes
skyld. Men nu vilde hun ikke svare ham et ord mere, bare for det.

Det gjorde hun heller ikke. Han spurte og spurte. Hvorfor tav hun,
hvorfor svarede hun ikke; hvorfor brød hun sig ikke om ham, hvorfor
vilde hun ikke sige, om hun brød sig om ham, hvorfor en hel masse.
Han tiggede om et ja, om et håb, om et lille håb, om et venligt
godnat, om et blik, om en lille hånd, og da han således havde nået
dybden af forelsket mands nøjsomhed, begyndte han forfra og forlangte
på ny alting. Han vilde ha, hun skulde forstå, hvad han var, og hvad
han blev regnet for i byen; hverken hans omgang eller hans indtægter
var en almindelig lærers, og i næste nu fortalte han om, hvordan han
vilde blive mere ulykkelig end andre mennesker, hvis hun virkelig sa
nej.

Han fik hende ikke alvorlig igen. Han var jo ikke rigtig klog, og
desuden regnede Helga virkelig ikke sig selv for så meget, at det
skulde kunne gøre en mand ulykkelig, om hun ikke brød sig noget om
ham. Han her kedede hende. Hun vilde hellere tænke på noget andet.
Fra skrænten ud mod fjorden strittede forvredne trærødder frem
overalt, det så ganske krampagtigt ud, det var ligesom store trolde,
der styrtede ned, og som greb vildt for sig med deres uhyrlige
hænder. Hun kunde godt tegne det.

Da de nåede broen ved enden af Søndergade, gik hun fra ham. Det
sidste, han blot vilde høre af hende, var, at hun ikke var vred på
ham, men hvad kunde det interessere ham, når hun ikke var så meget
andet, som han vilde ha, hun skulde være.

Hjemme ventede moeren med aftensmaden, mere tålmodig over datterens
udeblivelse, end andre mødre rimeligvis vilde billige det, men hun
var enke og havde kun det ene barn. Helga var sulten og meget oprømt,
da hun endelig kom. Det havde været en storartet tur; det var længe
siden, hun havde fået sådan en appetit af at gå; dette beviste hun
også i gerning, og det morede hende at spise; hr. Jensen skulde bare
se alt det, hun tog til sig; han sad formodentlig nu og bildte sig
ind, at det var hans pligt at ha tabt madlysten til ære for sin
ulykkelige kærlighed. Hun kunde næsten haft lyst til at ha inviteret
ham til aften og så spise lige for næsen af ham, alt hvad der var på
bordet.

Helgas overgivenhed fortsattes lidt efter i den energi, hvormed hun
gav sig til at læse leksjer, men hun var yderlig mat, da hun klokken
ti rejste sig for at gå i seng. I stedet for søvnen, hun havde glædet
sig til, kom alt det oplevede igen under andre former; hun var ikke
længere den overlegne; måske var der slet ikke noget at le ad; dette
var vel alligevel den lidenskab, hun havde hørt tale om, og hvis
tilværelse hun før havde betvivlet. Hun måtte nu også tænke på frøken
Schou. Først på den dag, hun vilde stikke fingrene ned under hendes
halslinning; hun kunde ikke lide det; det var da en sær fasong, men
da frøkenen så vilde kysse hende, havde hun slået fra sig i
pludseligt raseri, lige i ansigtet havde hun slået sin lærerinde, der
var blevet bleg og havde spurt, om hun var fra forstanden. Helga var
blevet flov over sig selv og kunde ha bedt frøkenen om forladelse,
hvis hun ikke havde villet klappe hende bagefter, men da hun
opdagede, det truede med mere, var hun rendt sin vej, og der havde
været scener med bleghed og rystende hænder, akkurat ligesom nu med
hr. Jensen.

Lidenskab? Helga havde aldrig kunnet lide det ord; nu blev hun bange
for det. Det var noget, der gjorde vild og latterlig; hun forstod, at
lidenskab skåner ingen. Frøken Schou var en begavet dame, og hr.
Jensen var en anset mand; hun havde hørt mange sige, at der kunde
blive et udmærket byrådsmedlem af ham en gang -- --. Helga kom
pludselig til at græde, det var så stygt og sørgeligt, ikke det med
hr. Jensen, nej, men der var noget blevet vanhelliget for hende; hun
følte nu med sikkerhed, at det havde været bedre, om hun slet ikke
var kommet til at tænke over dette endnu; sådan noget skulde hun ikke
vide; nu vidste hun, at der var en risiko, der omfattede hende eller
måske den mand, som -- --. Hun rettede sig ud i sengen og lå stiv som
en pind, for dette _vilde_ hun ikke tænke.



Det ringede, eleverne gik ned undtagen Helga, som var ordensduks. Hr.
Jensen kom ind og stillede sig ved katedret, hvor hun skulde til, hun
blev nede i den anden ende af klasseværelset. Så kom han derned, og
hun gik op og begyndte at ordne ved katedret, men da han igen kom
bagefter, krøb hun op i et åbent vindu og lænede sig ud. Her kan han
ikke, tænkte hun.

Han kom tæt hen til hende; hun hang med overkroppen ud over
legepladsen.

Pas på, du ikke falder, sa han.

Sikken et spektakkel, drengene laver, bemærkede hun. Hun vidste godt,
at han havde opsyn i det frikvarter.

Troede du ikke, jeg mente, hvad jeg sa forleden dag, Helga?

Jeg kan ikke huske, hvad De sa forleden dag.

Nu skal jeg sige dig noget, jeg har tænkt meget over det, vi talte
om. (Vi talte slet ikke om noget, tænkte hun, men De vrøvlede en
masse). Det var ikke din mening, den måde du tog det på, det er jeg
overbevist om, for du lo ad mig, og det er ikke latterligt, at jeg
holder meget af dig. Først blev du vred, siden lo du, men ingen af
delene var der nogen grund til; jeg har altså ikke fået noget svar
af dig endnu, ikke noget, som du kan være bekendt, og som jeg kan
være tjent med. Jeg har ret til, at du tar mig alvorligt, og jeg har
ret til et alvorligt svar af dig, for pjank kan jeg ikke tåle mere
af. Du skal ikke svare mig nu, men du skal tænke dig om, vi kan
træffes en gang i eftermiddag, og så venter jeg, at du vil vise et
andet væsen end i forgårs.

Helga var imponeret og harmfuld. Skønt han med megen selvbeherskelse
trådte et skridt tilbage, da han var færdig, så hun nok, at hans
hænder rystede. Hun havde heller ikke glemt, at der var en gang, han
opførte sig langt mindre værdigt og mandigt end nu. Men sådan friede
altså en lærer til en uartig elev, som han ønskede at gifte sig med.
Jo tak! Men nu havde Helga fået det lune, at hun vilde se ham ligesom
den aften; han skulde næmlig ikke komme nu bagefter og være stor.

Hun så hen på ham; han så nok ud til at ha en vilje, som andre måtte
bøje sig for, og fortrydelig over ham og halv skamfuld over sig selv
udbrød hun:

Kan De da ikke forstå, at jeg ikke er voksen endnu, efter den måde,
jeg svarer Dem på? Alt det, De siger, er slet ikke noget, man skal
sige til et barn.

Det skulde være en undskyldning, men han opfattede det anderledes;
han kom igen det skridt frem, som han før var gået tilbage, og lidt
til, og han så på hende med øjne, der var fulde af tilbedelse og af
nyt håb:

Jeg tar dig, som du er, Helga, du må være så meget barn, du vil, jeg
skal holde endnu mere af dig for det, når blot du -- -- --

Men nu var afstanden mellem dem større end nogen sinde; ham var hun
færdig med, han skulde ikke få sagt et ord mere. Den alvor, der kunde
ha gjort indtryk på hende, forlod ham, så snart hun sa et ord. Nej,
til ham havde hun fra nu af ikke andet end latter. Hun hørte ikke,
hvordan det nu blev til, at når der ikke var andet i vejen, så skulde
hun med fornøjelse få lov at være barn, så længe hun vilde; det
hastede jo heller ikke med at blive gift. Hun bøjede sig ud af
vinduet og råbte:

Er der ingen til at ringe der nede? Der skal ringes.

Drengene så op, hr. Jensen måtte gå bort fra vinduet.

-- Alle var på plads. Hr. Jensen kom hen til Helga:

Må jeg låne din bog?

De skal altid låne min bog.

Kom med den, siger jeg.

Helga lukkede den og skubbede den fra sig. Jeg kan altid lugte, når
De har haft mine bøger, mumlede hun.

Den første, der kom op, kunde ikke noget; Helga skulde komme og
hjælpe ham.

Jeg er ikke forberedt. Jeg var så træt, da jeg skulde til at læse i
Lørdags, af at løbe. Der var nogen efter mig.

En anden blev taget op; imens sad Helga og skar ansigt for dem
bagved; hun havde særlig ævne til at ligne en gammel kone med mange
rynker. Munterheden fik hr. Jensen til at vende sig.

Hvad er det?

Helga nikkede til Dagmar, og denne sa halvkvalt: Det var Helga, der
lavede sådan et morsomt ansigt.

Må jeg se det ansigt, Helga?

Nej.

Så får du en anmærkning.

Ja. -- Helga ønskede netop en anmærkning. Hvad var mere naturligt,
end at en lærer gav en uartig tøs en anmærkning, når hun lige havde
erklæret, at hun ikke vilde ha ham? Hun morede sig åbenlyst; der blev
røre i klassen; en enkelt dreng hengav sig ubehersket til sin
munterhed.

Stille! skreg hr. Jensen og foer hen imod ham. Drengen tav og dukkede
sig; han kendte hr. Jensens mandagslussinger.

Helga tegnede. En dame med en urimelig stor barm sad på en bænk og
påhørte med dryppende blikke en kærlighedserklæring fra en herre, der
lå på knæ foran hende; ved siden af stod hans høje silkehat; neden
under skrev hun:

Dig æ--ælsker jeg! Dig æ--æ--ælsker jeg!!

Billedet sendtes omkring. Eksaminanden oppe ved tavlen, hvis sind var
delt mellem forlystelse og frygt for lussinger, så den nye morskab
dukke frem, og skønt han ikke kendte dens art, var han lige med eet
den, der morede sig bedst og lydeligst. Han knækkede over på midten
som en tynd kæp, der er for stærkt belastet, holdt sig ved tavlen og
fnyste af grin, så stærk var hans tro, endda han ikke havde set. En
lussing på hundrede graders Celsius gjorde ham imidlertid atter til
en anstændig elev. Han genindtog retstillingen og begyndte med
kridtet at lede efter vinkel AOC.

Hvad er det for et papir?

Helga fik det straks returneret.

Det er en tegning af Helga, oplyste Dagmar.

Må jeg se den?

Nej. -- Helga krøllede den sammen i den hule hånd.

Han greb hende om håndleddene, men hun sled sig løs og gemte
tegningen i sin ene sko.

Hvor blev den af?

Den er i min sko.

Jeg vil ha den.

De vil da ikke ta mig om benene.

Der blev stærk uro i klassen. Eksaminanden smilede smærteligt. Han
lignede et billede, som et barn har været ved at kolorere, men hvor
kun den ene kind er blevet færdig. Han og hr. Jensen tog igen fat på
at søge efter vinkel AOC; de havde bægge lige svært ved at finde den.

Men idet Helga satte sig, kom tegningen som ved et uheld op af hendes
sko. Hr. Jensen kastede sig over den.

Han var virkelig sådan en fornuftig mand, det kom han til at tænke
på, nu da modsætningen mellem hans vanvittige optræden og hans øvrige
respektabelhed også blev ham selv påfaldende. Han måtte sætte sig
ned, og hele klassen beskuede tavs hans moralske nederlag. Helga blev
alvorlig, igen en gang følte hun sig berørt af noget vildt og
forfærdeligt; mon det ikke var rent galt at le af det? Bevidstheden
af at ha haft en triumf svandt bort, hun stod så ubetydelig og grim
over for manden, der sad og stirrede frem for sig med sådan et
udtryk i sit ansigt. Resten af timen gik i højtidelig stilhed. Hr.
Jensen var en agtet lærer.

Du driver det noget vidt, sa han til Helga, da de to var alene.

Det er jeg nødt til, svarede hun med bortvendt ansigt, ellers griner
de andre ad mig. Må jeg få min tegning igen?



Hvor er hr. Grandlev? blev der skreget.

Hvor er frøken Schou? blev der hvisket.

Helga løb ned ad perronen og fandt hr. Grandlev.

De må skynde Dem, sa hun, ellers blir der ikke plads. Hun tog ham ved
det ene ærme og stak resolut i trav med ham.

En kupedør fyldtes straks med en forvirret blanding af større hatte
og mindre ansigter.

Er her plads til os to? spurte Helga.

Vilde jahyl lød indbydende derinde fra.

La være med at skrige, rådede Helga; ellers får vi frøken Schou
herind.

Hvor skal hr. Grandlev sidde? spurte hun, mens hun endnu hang på
trinet.

Her! lød det adskillige steder fra, og flere brøkdele plads blev
gjort ryddelige.

Der er bedst ved vinduet, afgjorde Helga. Hun satte sig lige overfor.

Så gik toget, og realskolen kørte i skoven.

Grandlev forstod ikke, hvorfor han netop skulde være inde hos de
store piger; han plejede ikke at være særlig meddelsom uden for
skoletiden, men det morede ham i al stilhed at høre på dem, og det
havde de måske opdaget. Deres samtale var en lydmasse, der uafbrudt
varierede, og hvis enkelte ord ikke interesserede ham, men i dens
stadige vekslen fandtes udtryk for menneskelig-broget mangfoldighed.
I dette virvar af lystighed, bedske hentydninger, der sigtede og
ramte; gammelklog og fornuftig passiar og ubetænkt vås, der straks
fandt sin skarpt bevæbnede kritiker; af blide og hvasse stemmer, af
godt hviskende venindeskab og åbenbar hånlig fnysen mod den, der ikke
regnedes med -- i dette kaos af frisk fornøjelighed og ugidelige suk,
af bløde, klare røster, der lod ane om fremtidig moderlighed, og
stemmer, der uden nødvendighed sattes op til kattehyl -- i alt det
var der spirer til de voksne kvindestemmer, som en gang skulde
udvikle sig deraf; hver af dem vilde følge sine tonebeslægtede og
senere mere og mere harmonere med dem; de blide og de skarpe, de
matte og de friske vilde hver gå sine veje, og de vilde ikke senere
komme til at lyde sammen som nu. Men i dette stemmemylr var
begyndelsen til alt blandet i eet, og det stemte sammen ligesom en
sommermorgens mangfoldige lyde. Og her sad Grandlev og hørte på det,
som om det var en naturkonsert, han nød på sin morgentur. Som tanke
betragtet var det unægtelig primitivt, men som en eller anden
mangfoldighed, der bragte ens sind i sammensatte svingninger, var det
af værdi. Det var frisk som alt broget, hvor man ikke behøver at gøre
sig ulejlighed med at forstå enkelthederne. Han kom til at tænke på
den tid, da han begyndte at få ideen til sin doktorafhandling, der
havde noget med sammenlignende sprogvidenskab at gøre. Indtrykkene
fra de mange sprog havde været så forfriskende for hans sind, der
var blevet træt af adskillige års specialstudier, og nu mærkede han
en tilsvarende friskhed ved at lytte til et kor af pigestemmer mellem
fjorten og atten; der var ingen slags snak, der lignede denne i
stemningens omfang, men han havde aldrig i sine rent intellektuelle
dage tænkt, at det kunde ha udbytte for ham at høre på den. Måske var
det hans stille høren efter, som han særlig havde lagt sig til, siden
han var blevet lærer, der havde givet anledning til hans bekendte
studier over visse lydlige fænomener ved det danske talesprog. I så
fald havde disse bevidstløst passiarende unge pigers megen ordspild
dog haft en videnskabelig betydning; han smilede uvilkårlig og så op.

Hr. Grandlev sidder og kritiserer, sa Berta, og der blev med et
stille. Hvad tænker De egentlig ved at høre på al vort vås?

Å, jeg ved ikke; jeg tænker mig nærmest, at sådan må det ha lydt i
Babelstårnet, efter at sprogforvirringen var godt og vel kommet i
gang.

Nå! Ja, men så må De hellere sige os noget andet: Hvad hører der til
for at være voksen? Helga tror ikke, hun er det, og Dagmar mener nok,
hun er det. Hvad, hvornår er man så voksen?

Han mente, det var et relativt begreb, og søgte at forklare det, men
det relative interesserede ikke.

Jeg tror, Dagmar ved det, sa Berta.

Nej, erklærede Dagmar og rødmede.

Jo, sa Helga, man kan se det på hende.

Dagmar mener, forklarede Berta, at man er voksen, når man kan blive
forelsket.

Dagmar forsøgte ikke at benægte det; hun rødmede og så ulykkelig ud
og vendte blikket mod himlen, hvorved hun igen kom i ligevægt. Det
var Dagmars sidste udvej, når hun ikke vidste, hvad hun skulde sige
eller gøre: at se mildt til stjærnerne.

Jeg synes ikke, sa Helga, at det at være forelsket er noget tegn på,
at man er voksen; tværtimod. Ja, hvad ler De af, hr. Grandlev?

Jeg lo ikke, jeg så blot i ånden den myndige institutbestyrerinde,
som De en gang har i sinde at udvikle Dem til.

Er jeg myndig? spurte Helga med en så rolig og kold forundring, at al
samtale stansede i nogle minutter.

Ja vist er hun myndig, tænkte Grandlev, og da han så udtrykket i
hendes ansigt, var han nød til at beskæftige sig med hende resten af
kørslen. Det var ham ikke muligt at finde tilbage til sin forrige
tankegang. Det var ganske vist også dumt udtrykt, gik han videre,
idet han forestillede sig, hvordan hun havde opfattet hans
bemærkning; der var skrappe lærerinder på skolen, som det måtte være
fornærmende at blive sammenlignet med. Han havde blot villet udtrykke
sin anerkendelse af hendes væsens sikre og sunde ligevægt, men det
måtte jo ventes, at han slap dårligt fra det, da den art overvejelser
lå så langt uden for hans speciale. Han vilde gærne glatte på det,
men opdagede i det samme, at hun indgød ham en vis respekt, ti
hvorfor blev han ellers ilde til mode ved tanken om at skulle gøre
hende en slags undskyldning? Et mærkeligt faktum, værd at anholde.
Derved kom han til at huske på noget, så at sige noget udestående,
han havde med hende. Et par øjne -- et simpelt individ vilde sige:
et par øjne, hun havde lånt ham, men det var jo slet ikke ham, hun
havde set på den gang; henover hans hoved -- som om han aldeles intet
var -- havde hun slynget et stort og fuldt blik langt ud i verden;
han blev ganske lille under det; og skønt det ikke vedkom ham det
fjærneste, vilde det ikke la sig glemme igen. Han havde tænkt over
det og over hende med, hans interesse havde været ham selv
påfaldende; han havde forklaret sig sin mærkelige sindsbevægelse over
det nye og enestående, der var i at møde sådan et par øjne; der måtte
tages billigt hensyn til hans ringe erfaring på kvindeøjnenes område.
Det havde været ham overraskende, at hun beskæftigede ham så meget,
og han havde omhyggeligt udredet sig alle grundene dertil; han havde
skarpsindigt fået meget ud af lidt, hvad der var en af hans
videnskabelige specialiteter. Ja. Og hver gang han havde facit -- og
det var rigtigt --, så var der et par øjne for meget, de kunde ikke
skaffes bort. Han så dem til uventede, endog ubelejlige tider. De var
så rige på -- hvad? De så efter, ja de havde allerede set så meget,
_som han ikke kendte_. De drev ham ud at spasere, når han havde andet
at gøre; de fik ham til, i ren videnskabelig utilfredshed, at lægge
bøgerne og gå fra dem; nu havde han opdaget, at der var noget, de
ikke vidste. Men ret beset var det ikke nogen overmåde intelligent
opdagelse.

Han tænkte sig resolut alle muligheder; han plejede ikke at gå af
vejen for sandheder, ikke en gang for sandsynligheder. Men her fandt
han ingen grund at bygge nogen hypotese på; han var ikke forelsket,
han kunde se på hende med den største koldblodighed. Hendes øjne var
udmærkede, men _det_ udtryk havde han ikke set siden, og det var jo
det, alting var bygget på. Nå, hvor kunde man så bygge på noget, der
måske viste sig en gang om året? Hvis det var hans form for den
berømte kærlighed, så kunde den passe sig selv, han skulde ikke tænke
på at træffe nogen som helst foranstaltninger i anledning af den.

Der var et spørsmål, som han aldrig kunde blive klar over: Gjorde han
alt for meget ud af dette attenårige pigebarn, eller var hun mere
værd, end han havde nogen anelse om? Det stod ham ikke klart, om det
var latterligt, at han var så optaget af en skolepige, eller om hun
muligvis var den rigeste af de to og kunde le ad hans lærde
fattigdom. Een vished havde han erhvervet sig den dag: Hans øjne var
matte og savnede udtryk; de havde set og læst meget, men øjne kunde
også bruges til andet, som ikke skulde foragtes; ti var det et
sømmeligt resultat af det sete og læste, at han slog sine øjne ned
for hendes? Han kunde ikke lide denne tanke, den gjorde ham, der var
stærk i kundskab, til den ringere, og dog er kundskab såre god; han
havde altid følt sig som den, der i visse henseender er bedre og
stærkere. Men ringere var han, og det i en komisk grad. Sad han ikke
her og anstillede disse lange betragtninger i anledning af hende,
mens hun for længe siden var færdig med ham og nu talte ivrigt om
ting, der intet havde med ham at gøre. Men det kunde også blot
bevise, at han var den, der tænkte dybest over foreteelserne, og deri
var ikke noget mærkeligt.

-- Da de gik fra stasjonen ad skoven til, kom Helga til at gå ved
siden af ham.

Nu ved jeg altså, hvad De mener om mig, sa hun lidt besværligt.

Han blev behageligt overrasket ved, at hun ikke havde glemt det
endnu. Hvad er det egentlig, De sigter til? spurte han.

Det, De sa om mig som institutbestyrerinde.

Nå ja. -- Nu var han ikke længere så ivrig efter at forklare hende
sin mening med de uheldige ord. Hun var et barn, at hun hængte sig i
sådan noget. -- Det var ikke ord, jeg la nogen som helst betydning i,
Helga. Tænk ikke mere på det.

Hun kom til at fryse over hele kroppen. Med sådan et par ord smed han
hende langt væk som noget ligegyldigt uden nogen som helst betydning.

Å, jeg havde bare tænkt mig, De mente noget med det. Ellers vilde jeg
ha sagt Dem, at -- --. Men det er jo slemt nok. Hvad gør vi ved det?
De ved det vel ikke. Nej. Farvel da.

       *       *       *       *       *

Helga er nok i dårligt humør, sa Berta, da de store piger efter
frokosten lå oppe på udsigtsbakken og snakkede og røg cigaretter.

Hvem har bildt dig det ind? spurte Helga.

Du siger slet ingenting, svarede Berta.

Det er fordi, jeg tænker på noget, jeg har oplevet i den skole, hvor
jeg gik, før jeg kom hertil.

Å, lad os høre det, bad de allesammen.

For mig gærne. Bestyrerinden i den skole kaldte vi Sule-Rikke, fordi
hun var så fed naturligvis, og så var der også en fedtet, langhåret,
bleg teologisk kandidat, som hed Amerikansk Olje. Så en dag skulde
vi ha Oljen til historie, og vi blev enige om, at jeg skulde stoppe
en sko ind i kakkelovnen, så det lugtede, så der ikke var til at
være, for så kunde vi blive fri for ham og få gymnastik i stedet for.
Men om forladelse, Sule-Rikke fik det hoved på, at hun vilde ha os i
første time, og hun var ellers ikke til at gøre sjov med. Men jeg
havde jo været der med skoen, og hun sad på katedret og gloede og
snusede og gjorde ved, og så sa hun, hvad det var for en lugt, men
det var der jo ingen, der vidste.

Så blir I her en time i eftermiddag og lige sådan i morgen, til jeg
får at vide, hvad det er, og hvem der har lavet det.

Og så op med vinduerne, og dær sad vi. Sule-Rikke hun hentede sig et
uldent sjal, så var hun klaret. Vi gumlede noget på dette her, og der
kom sedler hen til mig, at jeg skulde sige, hvordan det hang sammen.

Ja, ja, tænkte jeg, når I ikke holder bedre sammen, så skal jeg nok
huske jer til en anden gang, og så rejser jeg mig og siger, at det er
mig, der har puttet en sko i kakkelovnen.

Vil du så ta en ildtang og ta den ud med? sa Rikke.

Jeg fiskede skoen op og bar den ud, så røgen stod omkring. Hun gabede
på mig hele tiden, men sa ingenting. Hun skældte aldrig ud.

Var der flere med til det? spurte hun så.

Det er mig alene, der har fundet på det, sa jeg.

Det vil jeg gærne tro, sa Rikke og så hel venlig ud af arrigskab. Så
kan Helga sætte sig ned på sin plads igen.

Den er god, tænkte jeg, og så gik vi videre i fransken. Jeg blev
hørt, men jeg kunde det så godt, at Sule-Rikke blev violet af
ærgrelse.

Men da frikvarteret kom, sa hun til mig: Det er jo kedeligt, at du
ikke kan blive flyttet op i næste klasse, men det er din egen skyld.

Bagefter kom de andre og skulde være medlidende, men det skulde jeg
naturligvis ikke ha noget af. I timen efter fik vi så Amerikansk
Olje, og Rikke gik ude på gangen og lurede, for der var tit spetakler
i hans timer, men den gang var der nu ingen. Det var heldigvis koldt
den dag, så hun måtte trave godt til for at holde varmen, og lidt før
timen var forbi, kom hun ind og spurte, om der havde nogen været
uartig, og skævede hen til mig, men der havde nok ingen været, og om
nogen ikke havde kunnet sin historie, men Oljen mente ikke, der var
nogen. Og Rikke kom hen og skulde høre mig om igen, men det fik hun
ikke noget ud af, så hun måtte nøjes med at glo på mig. Siden den dag
var jeg ikke mere med til at lave kunster, de andre måtte gøre det
alene, og på den måde gik det efterhånden i stå. Det var såmænd ikke
morsomt. Til sidst en dag holdt Sule-Rikke en lovtale over mig,
hvordan jeg havde forbedret mig, det var da hendes værk, og det var
hun stolt over, for i grunden holdt hun så meget af mig, især nu da
jeg var sådan, som en sød, ung pige skal være. Men det var endnu
værre, at jeg var kommet i kridthuset hos Amerikansk Olje, det var
siden han kunde styre mig, det var han naturligvis forfærdelig
taknæmlig for. Han smilede altid så fedtet til mig og vilde gærne
røre ved mig med sine oljefingre. Han var alligevel fælere end Rikke.

Hvorfor det? spurte Berta.

Å, han var da, eller skulde ha været et mandfolk. Han friede til mig,
det vil sige, han var ved at begynde på det. Jeg skulde ha været Fru
Amerikansk Olje. Jeg skulde komme til ære og værdighed. Uha, jeg
føler mig hel fedtet endnu, når bare jeg tænker på ham.

       *       *       *       *       *

Dagmar gik alene inde i skoven med sænket hoved og de foldede hænder
hængende ned foran sig; hun vidste ikke, hvor hun var, og hun vilde
heller ikke sætte pris på, om nogen kom og fortalte hende det,
medmindre det var en bestemt, som hun nok vidste. Egenlig legede hun
røvere og soldater og var selv røver, men det havde hun glemt for
længe siden. Hun kom til at tænke på det, da hun så en skikkelse
rejse sig bag et træ, og hun følte, at hun ikke gjorde sin pligt. Da
hun fik løftet sine vemodige øjne op fra skovbunden, opdagede hun, at
skikkelsen var Helga.

Ser jeg forbrølet ud? spurte hun.

Har du grædt?

Nå, du kan altså ikke se det. Er jeg grøn om munden? Jeg tror nok,
jeg har tygget græs.

Lad os gå hen til en grøft og vaske os. Hvordan er det, du ser ud,
Helga?

Jeg er vel ikke køn i dag? Nej, jeg vil gærne tro det. Hvad har du
bestilt?

Ja, nu leger vi jo. Ellers har jeg talt med hr. Grandlev.

Om kærlighed? Sa du, at du er forelsket i ham?

Nej, svarede Dagmar smigret og flov. Det er jeg da heller ikke.

Du skulde bare ha sagt ham det. Så skulde du se -- --

Hvad så? Å, Helga, sådan noget snak.

Så havde han vredet halsen om på dig, for han kan ikke lide dig.

Men Helga, hvad er der i vejen?

Uha, lad være. Jeg er ikke oplagt til at være kælen. Det er også
noget vrøvl; han elsker dig næmlig, han har selv sagt mig det, for
mig fortæller han alting.

Det er ikke sandt.

Skal vi gå hen i grøften og drukne dig af ulykkelig kærlighed? For du
tror ikke, det var løgn, hvad jeg sa, og det er det desværre. Jeg kan
holde dig i benene så længe. Kom så. Hodet først.

Dagmar lo gennem tårer, og det klædte hende. I dag er du ikke rar. --
Hun smilte undskyldende i anledning af det stærke udtryk, hun brugte.

Ja, du blir hel grim i dit pæne ansigt af at se på mig, og jeg blir
endnu værre af at se på dig. Når jeg en aften møder dig og Grandlev
nede ved fjorden, skal jeg smide jer i vandet, og når I så er blevet
begravede i een grav, så sætter jeg mig oven på som en kulsort ugle
og tuder og gnistrer med øjnene, og hver nat går der et menneske fra
forstanden af skræk ved at komme forbi og se mig.

Skal vi ikke gå tilbage til de andre, Helga?

Nej, jeg vil blive her og øve mig i at tude. Når I blir gift, skal I
ha et gæsteværelse stående, dær skal tante Helga bo, når hun kommer
og besøger jer. Gå så med dig.

Må jeg ikke blive lidt hos dig, Helga? Jeg trænger sådan til at tale
med dig, hvis du bare vil være fornuftig ligesom et andet menneske.

Nej. Jeg skal også hen og brøle noget mer, så jeg har ingen brug for
dig.

Men hun græd ikke, da Dagmar var borte. Hun satte sig på et gærde i
kanten af skoven og så ud over en mark og tænkte: Hvad så?

Langs en bivej gennem marken stod en række gamle, stævnede popler,
hvis forunderlige hæslighed pludselig blev hende indlysende. Der
strømmede noget igennem hende, noget velgørende, der spændte og
trykkede; begyndelsen til et smil åbnede hendes læber.

Et ujævnt geled af lemlæstede kroppe, fulde af knuder, der gærne
kunde være ar efter sygdomme, der havde ædt lemmerne bort. En
sørgelig allé af spedalske, der rokkede fremad mod et sted, hvor der
kunde tænkes at være en almisse at få. De krummede sig allesammen i
en eller anden retning, som om de lyttede efter noget, men deres
stakkels hjælpeløse udtryk fortalte, at de intet opfattede. De var
berøvede alt, indtil det blotte skrog; nogle kummerlige duske med
grimme, gule blade strittede til værs, det var deres føletråde, det
eneste, de havde tilbage, hvormed de kunde skønne sig til, hvad der
foregik omkring dem. De viftede ikke med deres grene som andre træer,
de ytrede ikke noget med deres blade, og hvis de raslede et øjeblik,
så lød det ganske skeletagtigt, ikke som en livsytring.

Helga var betaget af dette billede på stum og blind elendighed; hun
følte, at tilværelsen rummede meget, hun endnu ikke anede, men som
hun burde kende, som en gang vilde åbenbare sig, og medens hun sad
dær ubevægelig i en tung og rig stemning, havde hun en stærk
foruddannelse om kommende rigdom.

-- -- Råb inde fra skoven vakte hende; hun sprang op og så sig
undrende om. Hun gik lidt og kunde ikke rigtig orientere sig i sine
egne stemninger. Nu da hun gik tilbage ad den samme sti, forekom det
hende næmlig, at hun egenlig var i dårligt humør, men ved hjælp af
lidt eftertanke viste det sig, at hun bare havde båret sig temmelig
tosset ad over for Dagmar, hvad der så var gået af hende, men det var
ellers ligegyldigt. Hun lod sine fødder slæbe gennem løvet, og på
hendes ansigt var et stillestående smil, mærket af et lykkeligt
øjeblik, der er blevet koldt og endnu holder sindet fast i en
erindrende stivnen. Hun bar sit legeme fremad, som om det var en
uvedkommende byrde, der skulde med, og som for resten heller ikke
vejede noget.

Inden hun nåede det sted, hvor de skulde samles, kom hr. Jensen hende
i møde.

Hvor har du været, Helga?

Dær henne ad; hun gjorde et kast med hodet, der meget ubestemt angav
retningen.

Jeg kan ikke forstå, du er rendt fra os andre. Er det virkelig for at
undgå mig, at du gør det? Hvad har du taget dig til?

Men ikke for alverden kunde det falde Helga ind at fortælle, at hun
havde set på gamle poppeltræer. Måske var der eet menneske -- ja
måske; men at han her kom netop nu og muligvis vilde fri om igen, det
var sandelig groft. Hun fik en anelse om, hvor tosset det ene
undertiden kan følge efter det andet her i verden. Derfor vendte hun
sig og gik rask ind ad mødestedet til.

Men så hændte det samme om igen i form af frøken Schou.

Tillader du, jeg følges med dig?

Helga så forbavset på hende.

Du spaserer meget med hr. Jensen, sa frøknen, rolig i bevidstheden
om, at hun her kunde møde med moderlig overlegenhed og fortjente at
blive påhørt med taknæmlighed. -- Jeg vil bare gøre dig opmærksom på
det; du har vel som sædvanlig ikke tænkt over det, men det er lidt
påfaldende, folk taler om det.

Helgas tidligere stemning mødtes her med fornæmmelsen af stor
plathed, men resultatet af blandingen var ikke færdigt; hun tav.

Du er vel ikke fornærmet? Nå, det har du da heller ingen grund til;
men hvis du for en gangs skyld skulde ha lyst til at overveje, hvad
jeg siger, så vil du indse, hvorfor denne spaseren ikke er heldig.

Kampen i Helgas sind endte med lystighed; hun lo uden at lægge bånd
på sig, indtil hun fik kvalme ved at se frøknens ansigt, hvor et
samtidigt udtryk af overlegenhed og underlegenhed frembragte en
besynderlig og flov virkning.

Også hende løb Helga fra. Hun var egenlig både vred og afskyligt til
mode, da hun nåede pavillonen; det var slet ikke morsomt alligevel,
selv om hun havde let. Hun hadede menneskene, sådan som de kom den
ene efter den anden -- --.

Grandlev rejste sig fra et af de små borde.

Men hvad er der dog i vejen med vor Helga? sa han. De ser jo helt
ulykkelig ud.

Helga blev varm. Det var så velgørende, at han straks så, at der var
noget, der trykkede hende. Og med det samme var det væk.

Der er ingenting, sa hun og så op på ham.

Nå nej; jeg tror virkelig heller ikke. De er nok rask til at skifte
ansigt.

Ja, heldigvis, svarede hun overgiven. Men skal vi ikke danse, hr.
Grandlev?

Jo, vi skal danse. Kom De bare med mig.



Eksamen nærmede sig. I fjerde klasse fik den engelske grammatik en
sidste overhaling. Eleverne havde nu opgivet alle slags løjer; hvis
der forefaldt noget morsomt, var det kun i anledning af et dumt svar;
ellers gik det ganske fagmæssigt til; enhver var optaget af at få
med, hvad der ikke tidligere var blevet forstået, eller fastslå det
kendte for sidste gang. Kun Helga var udeltagende; hun var blevet så
underlig i den senere tid; hun vilde ikke gå aftenture med Dagmar,
ikke repetere sammen med Berta, og i timerne lukkede hun ikke sin
mund op.

Grandlev undrede sig også over, at hun ikke svarede sammen med de
andre.

Forstår De det ikke, Helga? spurte han.

Hun stivede sig af mod rygstødet og så op med panden fuld af rynker.

Det gør jeg nok, sa hun.

Hvad vil det sige?

Det ved jeg ikke.

Hm, De har tid til at være uhøflig. Lad os håbe, det morer Dem.

Hun følte den trods, der steg op i hende, som noget velgørende. Bare
han vilde håne hende rigtigt; hun trængte sådan til noget, der var
bittert, og som sved.

Vær så venlig at sige, om De forstår det, jeg gennemgår. Hvis det
anstrænger Dem at benytte en høflig tone -- hvad det vistnok gør for
tiden --, så svar, som det er Dem bekvemmest.

Det ved jeg ikke; det har jeg slet ikke tænkt over.

Han stod foran hende med den engelske grammatik i hånden.

De forbavser mig unægtelig, skønt jeg har dårlig tid til at være
forbavset over Dem. Er det sådan, De for fremtiden skal være? Er det
med det sind, De skal gå ud i verden og -- nå et eller andet mål? For
nogen øjeblikkelig grund til Deres opførsel gives der jo ikke.

Helga følte alvoren i hans stemme; men hun vidste ikke, hvor langt
hans spørsmål egenlig rakte; der kunde ligge så meget i det. Havde
hun kun turdet se på ham. Hun kunde blive god, hvornår det skulde
være, dersom hun blot vidste -- -- men måske ønskede han bare at
ydmyge hende.

Nå, sa han; det var ellers ikke Helgas fremtid, der interesserede os;
vi vil hellere gå over til de ubestemte stedord.

Dermed var hun afskåret fra at sige mere, og hun var dog endnu ikke
mættet i trods, hun var endnu ikke tilfredsstillet i ydmygelse.
Hvordan skulde han forstå det? Han måtte jo tro, hun bar sig sådan ad
for at være uartig mod ham, og så var det af en hel anden grund. Hvor
var det ikke dumt, at hun var så gammel, at han ikke kunde rykke
hende i håret.

Nu måtte hun se op på ham, mens han var optaget af grammatikken --
og så mødte hun hans blik. Det var ikke vredt eller bebrejdende, men
søgende, uundgåeligt; hun tog ikke sine øjne til sig, det var ikke
hendes sædvane, men dette blik ramte hende som en fysisk smærte;
ingen havde nogen sinde set på hende med den magt i sine øjne, det
trængte så voldsomt ned i hende, og da hun straks efter lukkede
øjnene, blev det ligesom siddende der nede, det tog en uhyre plads
op, hun var ikke længere sin egen herre og kendte ikke rigtig sig
selv igen. Hun blev så træt over hele kroppen, og hun frøs. Dersom
hun nu havde været hjemme, kunde det ha været dejligt at ligge på en
sofa og blive ved at ha det som nu. Imidlertid gjorde hun sig det
bekvemt dær, hvor hun sad, og hun blev helt ked af det, da det
ringede, og hun måtte af sted.

Grandlev blev tilbage; måske vilde han tale med hende, irettesætte
hende, eller hvad det nu var; hun skyndte sig i rystende hast med at
samle bøgerne, det kunde ikke gå an, at han talte til hende; hun
havde ikke spor af herredømme over sig selv. Hvad kunde der ske? Men
hun tabte bøgerne; den ene af eleverne gik efter den anden, de blev
alligevel ene. Hun havde aldrig været så bange.

Hvis der er noget, De ikke forstår, Helga, sa han tæt ved siden af
hende, så vil jeg naturligvis gærne hjælpe Dem.

Jeg forstår godt -- -- --. Hun forsøgte at rynke panden, men den
glattedes straks igen ud af sig selv, så træt var hun.

Nu var hun bunden af hans stemme, kunde ingen steder komme. Hun anede
ikke, hvad det kunde falde hende ind at gøre om et øjeblik, hun var
umyndig over sit eget sind. Men så opgav han hende heldigvis og gik.

Det kan da vel ikke være meningen, tænkte han, mens han gik, at jeg
skulde være forelsket i dette halvvoksne pigebarn, hvis kultur er så
yderst primitiv.

Helga løb hjem, hele vejen, det varede fem minutter. Hun vilde ligge
på sofaen med ansigtet nedad og lukke øjnene og blive borte. Men som
hun løb, fik hun smag for hurtig bevægelse; den passede alligevel
bedre; hun smed bøgerne ind ad døren og gik en lang tur.

I begyndelsen var det dog tungt at gå. Det var ligesom egnen om
hendes hjærte var fyldt med vådt sand, men det blev lettere under
gangen; hun mærkede, hvordan byrden svandt ind i omfang og tyngde,
til sidst var der i dens sted noget, der bar oppe; nu kunde hun slet
ikke blive træt. Det vilde gøre godt at ha mange grøfter at springe
over lige i træk. Det skulde blot ha været i hendes barndom nu, på
den store eng hjemme ved gården.

Det var så godt og frisk, sommeren var så ny endnu. Vinden puslede
varmt i hendes nakkehår, som vilde den lege, hun kom til at smile ved
det. Der var i hendes sind en smærtelig højtidelighed, der gjorde, at
solskinnet så helt anderledes ud, end det plejede; men det undrede
hende slet ikke, at verden således havde skiftet udseende. Hun havde
det, som den der har oplevet noget stort og afgørende, og som
derefter ser på tingene med andre øjne.

Men det vigtigste var, at der i dag var sket noget, der bestemte
hendes fremtid, lige meget hvad der ellers fulgte på, lykke eller
skuffelse. Nu bar hun noget i sin sjæl, som en anden havde lagt deri,
måske kunde ingen af dem gøre for det, men det var dog sket, som ikke
kunde være anderledes. Hun bøjede hodet med stolt og hemmelig
undseelse: Hun var ikke længere sin egen; men til gengæld havde hun
del i en anden, som muligvis slet intet anede om det hele.

Det første hun sansede, da hun kom hjem, var, at hun var forfærdelig
sulten, og da der var rådet bod på det, følte hun sig egenlig meget
ulykkelig; løftelsen var borte. Men nu skulde der læses leksjer, så
kunde der væres ulykkelig bag efter.

Hun samlede de bøger sammen, der skulde bruges, og ordnede dem
metodisk i en bunke, de sværeste øverst, de andre aftagende i
vanskelighed ned efter, og så tog hun fat, læste undertiden højt,
hvis det kneb med opmærksomheden, og tiden gik. Den gik måske ikke
let, men moeren kunde ingenting mærke på hende. Ved hendes højre albu
steg bøgerne til værs; det blev en hel bunke, den kunde hun.
Aftensmaden tog ti minutter, hun repeterede indvendig, mens hun
spiste, og gik videre, som om der intet ophold havde været.

Klokken slog otte. Otte. Så gik han tur. Helga blev varm og god, hun
stansede midt i et uregelmæssigt verbum og besluttede, at hun vilde
altid være rar mod ham, hun vilde begynde straks, nu i aften og
derefter blive ved. Hun måtte ud og træffe ham.

Hun blæste de udpillede øjenbryn af bogen, fik tøjet på og løb ned ad
trappen. Ved det næstnederste trin stansede hun og kom i tanke om
noget: Nu gjorde hun jo netop det, hun var blevet enig med sig selv
om, at hun ikke vilde gøre. Den bestemmelse havde hun altså glemt,
endskønt den ikke var ret mange timer gammel. Hun kunde næmlig ikke
være bekendt at nærme sig ham efter den opførsel, hun havde vist.

Hun rystede på hodet, idet hun gik, hun syntes absolut ikke om sig
selv, og hun var ikke rigtig glad mere. Da hun gik igennem gaden, så
hun sky og uvillig på folk, hun mødte; mon de allerede vidste noget?
Nu var hun da hjælpeløst forelsket; hun så op og smilede, det var i
grunden så sørgeligt.

Uden for byen var der desværre tre veje, som der kunde være tale om.
Hendes øjne blev tørre, mens hun spekulerede over, hvilken af dem hun
helst skulde prøve. Den i midten havde måske mest sandsynlighed for
sig, fordi den var en slags middelvej, men hun kunde ikke bestemme
sig, hun fik hjærtebanken af angst, mens hun tøvede, og samtidig med,
at hun bag ved højtideligheden fandt sig selv latterlig, forekom det
hende, at der efter dette valg fulgte noget, der ikke kunde gøres om.
Hun valgte den vej til højre og gik til med lange, hurtige skridt.
Men mens hun derved fjærnede sig fra de to andre veje, de to andre
muligheder, og fik lyst til at vende om og prøve en af dem, indså
hun, at det var unyttigt altsammen; hun kunde derfor lige så godt
blive på den vej, hvor hun var.

Hvad var det for en forventning om store ting, der havde drevet hende
hjemme fra? Nu viste der sig intet andet end den slappeste
kedsommelighed, og det blev heller ikke helt godt, fordi hun
opdagede ham langt borte, ti da den første hjærtebanken var gået
over, forstod hun jo nok, at der kunde ikke ske andet, end at han gik
forbi hende og tog hatten af. Hvorfor havde hun ikke kunnet tænke sig
det, da hun sad hjemme? Men hun var nu en gang komisk den aften, og
siden bevidstheden derom imod sædvane ikke gjorde hende mere
fornuftig, så kunde hun gærne blive ved. Hun vendte derfor om og gik
så langsomt, at han var nød til at indhente hende. Endnu kunde hun af
og til se sig om efter ham; han var ikke langsynet, men hun måtte dog
være forsigtig, og der forløb en uhyre tid med mange skiftende
stemninger, fra det øjeblik hun sidste gang vendte sig om, indtil hun
hørte hans trin bag ved sig.

Godaften, Helga, sa han alvorligt og venligt, idet han gik forbi.

Så kunde hun gå hjem og i seng og spekulere over det; hun glædede sig
til det, men det var ikke så rart, som hun havde tænkt sig, for nu
kunde hun hverken løbe fra det eller læse sig fra det, hun var
hjælpeløs midt i det. Nu kom også de øjne igen; de var ikke ret
strænge eller hårde, men de var så stærke, de havde sådan en magt
over hende. Ingen havde sådan regeret over hende som de øjne. Hun
vred sig i sengen, så hendes underlagen blev som et tov, men hun slap
ikke fra de øjne. Hun måtte hellere se at forlige sig med dem.

Hun tænkte på den sidste skovtur; de var inde at danse Lanciers
sammen. Han stod med hende i hånden, når det ikke var deres tur; hver
gang de havde været ude, beholdt han hendes hånd. I de sidste ture
rystede den forfærdeligt, og hun vidste ikke, hvad hun skulde gøre;
hun turde ikke trække den til sig. Hun prøvede at gøre den stiv, hun
strittede med fingrene, men det kunde ikke gå an; desuden blev den
straks ustyrlig igen. Men han opdagede ingenting; det kunde hun skele
sig til.

Hvor de havde haft det godt med ham i den første tid, Dagmar, Berta
og hun. Han snakkede så tit med dem i frikvartererne, og når han var
i godt humør, kunde han drille meget morsomt. Men det var forbi. Når
eksamen var overstået, skulde han forloves med Dagmar. Helga brød han
sig ikke om, vilde ikke en gang skænde på hende. Han kunde vel ikke
se andet, end at hun var uartig; det var alt, hvad Helga var.

Det var rigtigt af ham, at han foretrak Dagmar, for hun var den
bedste af de to, men han burde blive ved med at bryde sig lidt om
hende ligesom før. Nu da der slet ingenting var, syntes hun, at lidt
var så uhyre meget. Måske kunde det lidt være blevet til mere, hvis
hun havde gjort noget for det. Flere andre mænd, som hun bare havde
ladet være at støde bort, var blevet forelskede i hende -- -- --

Hvad var det? Hun var så træt i benene; hun trak dem op under sig og
mærkede, hvordan blodet strømmede ned igennem dem; hun havde nok som
sædvanlig stemmet dem mod fodenden af sengen. Og mens hun nu lå, så
hun med eet hans ansigt for sig, så tydeligt som om han virkelig stod
ved hendes seng. Hun forstod, at dette var en slags gave, hvor den så
kom fra; hun lå ganske stille og nød det og var helt glad. Han viste
sig i profil; hun kendte godt den flip, han havde på. Hver eneste
småting var der, også den lille brune plet ud for øret. Udtrykket var
det, han havde, når han stod ved vinduet og fulgte med i bogen;
øjnene var sænkede. Hvad mon det var for en dag, hun sådan havde
stirret på ham? Hun vidste, at det ansigt havde hun fra en bestemt
lejlighed.

Det blev stående, det forsvandt ikke straks igen, men det kunde jo
forsvinde, inden hun anede noget. Hun sprang ud af sengen, tændte
lampe, hentede karton og blyant og satte sig op i sengen og tegnede
med sit atlas over knæene.

Panden og håret kom straks, næsen lykkedes, skægget var også let nok,
hagen tegnede hun uden at tænke over det. Men øjnene -- --. Hun
lukkede sine egne; jo hun havde dem så nøjagtigt for sig. Et par
raske streger -- -- nu var det allerede ham. Hun trykkede hænderne
ind mod sit bryst, hun blev så beklemt og overvældet -- --. Øjet blev
færdigt, det så eftertænksomt nedad, rynkerne strålede i et fint
knippe ud fra øjenkrogen. Hun kunde kæle for det, men det skulde
først være færdigt. Hun lavede resten af hodet, håret gik ikke ret
langt ned på halsen, det var så pænt. Og øret var fint; han havde
ikke disse gule, magre læderøren, som så mange mænd har, de var
fyldige og sad passende tæt ind til hodet.

Hun pressede papiret ind til sig, men tog det straks ud igen og så
efter, om det var knækket. En lille fold på kinden gik hun efter med
et knivsblad, til den ikke mere kunde ses.

Hun lå lidt og så på billedet, og efterhånden gennemtrængtes hun af
den bevidsthed, at hun her havde begået et slags rov, hun havde
taget noget fra ham, ligesom tillistet sig, hvad hans var, og han
anede ikke noget derom. Det var ikke rigtigt imod ham.

Nej. Men han skulde en gang komme til at holde af hende; han skulde,
hun var så vis på det nu, og hun var heller ikke sådan, som han
troede, det skulde snart vise sig. Og så kom den dag, da hun vilde
fortælle, hvad hun havde gjort med ham, hvad hun ligefrem havde røvet
fra ham. Det skulde være noget af det første, han hørte af hende, når
det andet var sket.

Hun kom til at se på sin knyttede hånd, der lå hen ad tæppet; hun
betragtede den med forbavselse og tænkte så med et pludseligt smil:
Den skal tegnes neden under, i hjørnet af papiret.

Den var hun snart færdig med; hun vidste godt, hvad den skulde
betyde: hendes vilje, hendes forvisning om fremtiden. Nu havde hun
ingen tvivl længere. Alt var helt godt.

Hun satte navn og dato under, slukkede lampen og la sig magelig til
rette for rigtig at tænke på ham, og i næste øjeblik sov hun.

       *       *       *       *       *

Mon hr. Grandlev ikke skulde komme lidt tidligt i dag, tænkte hun, da
hun gik i skole næste morgen. Den lyse stemning havde holdt sig, hun
havde kritisk gennemgået tegningen ved dagens lys og fundet den god.
Det var en stor lettelse, for straks da hun vågnede, havde hun en
grim, nøgtern fornæmmelse af, at den duede ikke, at det hele var
noget aftenpjank, der ikke har noget at betyde, når det blir dag
igen.

Så snart hun så hr. Grandlev, vilde hun gå lige hen til ham og bede
ham om forladelse, og så skulde det være godt, ligesom i gamle dage.

Han stod virkelig på trappestenen og så hen efter, hvor hun kom,
hendes hjærte blev i samme nu uroligt som en sovende fugl, der rammes
af et hagl. Men hvad var det? Kunde det hænde netop i dette øjeblik?
Han gik sin vej, først tøvende, syntes hun, så bestemt og hurtigt.
Skulde hun løbe efter ham? Nu gik han ind i en butik.

Det blev tomt og gråt om hende. Hun kunde mærke, hvordan alle hendes
glade forventninger faldt til jorden, de rislede ned om hende som
regn; hun gik langsomt hen til trappen, men ved hvert skridt tabte
hendes tilværelse i værdi, hun var ikke meget værd, da hun nåede
trappen. Hun var ligesom huul indvendig, sjælen var drevet ud, hun
var kun et hylster af et menneske, der ingenting følte. Det var sådan
en stille fornæmmelse, næsten som en bedøvelse.

De andre kom og sa godmorgen. Han kom også, men så ikke til hende;
hun samlede sine bøger op og blev fortvivlet levende. Alle de gode
forventninger, der var faldet af hende, kom igen og blev til noget
ondt og ruskende vildt. Hun kunde gærne græde, mens hr. Grandlev
henvendte en spøgende bemærkning til Berta; hun vilde ikke græde,
derimod vilde hun følges med ham op ad trappen, så kunde han se,
hvordan han slap for det.

Han ventede til sidst, hun ventede også til sidst og gik lige ved
siden af ham; det måtte gærne ærgre ham. Men hun glemte alt andet,
da han spurte:

Hvordan går det så med humøret i dag?

Det går storartet, svarede hun, og i det samme blev hun forundret
over sig selv. Hvis hun havde fået tænkt sig om, vilde hun jo ha
givet et eller andet livstræt svar. Hun _var_ også livstræt, da hun
gik foran ham ind i klassen.

Han var alvorlig og stille. Helga blev hørt og klarede sig; han sa
ikke noget i den anledning. Hun så flere gange opmærksomt på ham og
tænkte på sit billede; det var nu godt, og det var blevet så godt,
fordi hun i det øjeblik havde troet, han brød sig om hende. Det
vidste hun nu, at han ikke gjorde, men så havde hun det billede. Det
var skænket hende, det var en gave, som hun skulde være glad for og
nøjes med; den skulde gøre det ud for alting; der kom ikke noget
efter. Hun havde fået sin del, som der står.

Lykkelige Dagmar!

Hun var meget tilbøjelig til åndsfraværelse hele tiden, især i
frikvartererne, når de andre larmede rundt om. I de sidste to timer
blev hun også noget søvnig, og fantasien antog da sådanne former, at
hun måtte undre sig og blev vågen igen.

Da skolen var forbi, og hun gik hjem, stansede hun ved trappen og
skar ansigt ad den. Kammeraterne måtte gærne se det; ingen vidste,
hvad det betød.

Hjemme fik hun straks tegningen frem. Det var ham. Om mange år havde
Dagmar ikke så god en erindring om ham, kun et stakkels fotografi,
der ingenting var i sammenligning med dette. Men det var alligevel
kun en skitse, hun vilde lave en kultegning efter den, større, mere
omhyggelig, og når hun var fem og tyve år og gammel jomfru, skulde
det billede hænge på hendes væg.

Men kultegningen vilde ikke lykkes. Hun prøvede tre gange, og da var
det tetid. Alle tre forsøg blev brændt.

Hendes sind var splittet og bittert den aften; hun kunde ikke sove,
skønt hun var så træt. Hun var i en hæslig stemning, som hun ikke
forstod. Intet var godt at tænke på, men noget ulykkeligt kunde hun
heller ikke opdage. Hun sov uroligt, og i hendes drømme var der
slagsmål, en gang vågnede hun ved, at hun drev sin knyttede hånd mod
væggen, så der gik hul.

Næste eftermiddag mere kultegning. Hun anvendte sin yderste omhu, tog
linje for linje og fik virkelig tegningen kopieret. Den var meget
nøjagtig, men den duede ikke.

Nu vilde hun ikke mere. Hun trak den nederste komodeskuffe ud og
væltede indholdet op; det var mest tegninger. Dær lå også hendes
poesibog. Hun havde revet de fleste af venindernes mindeord ud og
erstattet dem med tegninger og delvis tilhørende tekst. Det vilde
næppe ha smigret veninderne, om de havde set det. På bunden af den
skuffe blev tegningen lagt. Nu skulde der ikke tænkes på den
foreløbig.

Det var en befrielse. Om aftenen kunde hun tænke på ham med udelt
sind, lige til hun faldt i søvn.



Niels Grandlev sad på en grøftekant, bøjet under vægten af en
beslutning.

Han var ikke ret vant til det arbejde at beslutte; i flere år havde
det ikke været nødvendigt at ta ny beslutninger, ti uden forandring
som alting gik, var de gamle gode nok. Men nu er pokker løs, som han
sa til sig selv. Nye disposisjoner måtte træffes, han havde ingen
fred i sin vante tankegang, og nødvendigheden af det, der skulde
gøres, bøjede hans skuldre -- han gjorde sig selv opmærksom på denne
omstændighed.

Var han den mand, der kunde udføre den påtænkte handling -- eventuelt
den dumhed -- uden at tilsætte for mange garantier for fremtiden? Ti
han vilde overveje det ganske ulyrisk, eftersom følgerne af en
handling er en ganske ulyrisk ting.

Men han kom ikke ret langt i sin ulyrik. Derimod var der en hånd, som
han havde holdt i sin, den aften da skolen havde bal ude i skoven. De
to dansede Lanciers sammen, og han havde ikke kunnet slippe hendes
hånd, da først han havde opdaget, hvordan den var. Glødende varm var
den og så let, at den syntes at være immateriel. Det var, som om han
havde haft hånden fuld af ildsluer, så bløde som dun. Den var ikke
rolig et øjeblik, fingrene sitrede uafbrudt; de var som små dyr, der
stak de varme snuder til for at prøve, om de kunde slippe ud. Det var
en forklaret hånd, en saligs hånd. Og frem for alt var det en
oplevelse af høj rang, der indtog en fornæm plads i hans bevidsthed,
som alle fremragende oplevelser gør. Den fortrængte andre indtryk,
som ellers ikke var uvigtige, den havde magt og betydning, det måtte
erkendes. At han ikke havde tænkt sig noget sådant muligt, det var
naturligvis foruroligende, da han satte megen pris på sin egen
erkendelse og plejede at rette sig efter den alene, men når nu dette
nye delvis fortrængte erkendelsen fra dens trone, så -- --

Han vilde gærne tænke det fornuftigt igennem. Der var jo også mange
andre betænkeligheder. Men han havde ganske vist ventet af sin
fornuft, at den vilde gi ham et bestemt svar i denne sag. Det kom
ikke. Han var nået til det punkt, som en gang nåes af de fleste
mennesker, der har den ofte skæbnesvangre ævne at overveje, før de
griber: Det, han nu vilde gøre, var det bedste, der kunde times ham,
og det var den største dumhed, der kunde tænkes. Disse to opfattelser
vekslede som et urs dikken. Hans vilje greb til og slap igen. Dog
vidste han i grunden nok, hvad han vilde -- eller hvad han blev nød
til.

Og i dag var eksamen forbi, han skulde rejse, eller hun rejste, og en
dræbende sommerferie forestod. Hvordan var det, hun havde sagt farvel
til ham i dag? Overgivent. Havde hun mærket noget og morede sig over
ham? Hun havde sagt noget, hvoraf det syntes at fremgå, at der var en
blomst her ude et sted, som hun skulde hente, og om han vilde med ud
og se den? Han sad næmlig her og ventede på hende, om han ellers
vilde være ved det. Det var det eneste visse.

Og dær kom hun. Det var en rigtig aftale, han huskede det godt.

Goddag, råbte Helga. Vil De med hen og se nogen smukke brudelys, som
jeg ved?

Han så ubestemt hen for sig, som om han ledte efter noget at gå sin
vej efter, tænkte hun. Men han sa ja så glad, at det lo i hende. Så
gik de ved siden af hinanden; af og til stødte deres hænder sammen,
og de så på hinanden og kom til at gå endnu mere ujævnt ved det.

Var det ikke frækt af mig, at jeg sådan inviterede Dem ud på en tur
sammen med mig? spurte hun, og der var en gyngen i hendes stemme af
indre lystighed.

Frækt? sa han og tav derpå. Hun lo. Troede han, at hun trængte til at
få det undersøgt?

Vinden blæste varmt og stærkt. Når hun la hodet tilbage, var den som
et kærtegn. Der var en flyvende hede i været, der tog hende. Hun lo
stille og modstræbende, for at holde igen på stemningens overvældende
rigdom.

Det var godt, vi kom herud, var det endelige resultat af hans
overvejelser.

Da lo hun for alvor. Hvor var han god og naiv med sin ligefremme
tilståelse. Og så gik han dær så værdig, som om han ikke vilde stå
ved, hvad han havde sagt. Vidste han ikke, at hun forstod ham? Hun
blev ved at le; det tog magten over hende.

Men, Helga, sa han og lo, mens han så glad og undrende på hende.

Ja, pinte hun frem. Jo. -- Nå og hvad så? spurte hun og stansede brat
foran ham, fuldstændig alvorlig; men det gav et stød gennem hende, da
hun så, hvordan hans ansigt straks forandredes efter hendes, han var
øjensynlig ikke med. I det samme brast hun i latter, som hun denne
gang ikke kunde styre. Hun sprang over grøften og lo sig hjælpeløs. I
dag skal han le hele dagen, skreg det i hende, om han så aldrig har
gjort det før.

Brudelys, sa hun og rejste sig.

Ja, kom så, sa han.

Hun sprang tilbage over grøften, sådan at hun lige strejfede ham.

Kom så, råbte hun og løb foran. I dag kunde hun sige alting.

Han gik tavs bag efter. Han syntes, hans stemme lød lidt fattig. Hun
skulde tale og gå foran, øjeblikket var hendes. Helga beherskede
tiden.

Hold lige dær. -- Helga rakte en hånd bagud, idet hun bøjede sig ned
efter blomsterne.

Varm og fast var denne hånd, ikke luftig, ikke legende flammer som
den anden. En resolut hånd. Og hvor holdt den fast. Bør en mand ikke
altid kende en kvindes hånd, før han kan tro på hende? Denne hånd
lyver ikke, den er rolig. Den anden var en drøm, dette er den
virkelige. Den forjættede hånd.

Helga gav sig rigelig tid til at plukke sine blomster. Flere gange
greb hun også ved siden af; al hendes sjæl var i hans og hendes to
hænder.

Der blev ikke sagt noget. Han blev borte imens, sank tilbage til et
gammelt, uglædeligt minde. Det var så fattigt og længe siden. Det var
en, der ventede, at han vilde fri; hun indledede selv, og meget snart
efter gik han bort; og da måtte han jo ha et håndtryk, en lille tør,
rå træhånd. Den karakteriserede hende. Hvis hun havde kunnet række
ham en hånd som denne her -- --

Næ -- sa han og trak været dybt.

Helga stod foran ham med den ene hånd fuld af brudelys. -- Nå, ikke
det? sa hun. Slip så da.

Hvad er der? spurte han forundret. -- Hendes hånd faldt ned som en
død ting.

De sa nej; De kunde ikke holde det ud længere.

Å ja, ved De, hvad jeg tænkte på?

Hun vidste det. Lige som han spurte, så vidste hun det, hans ansigt
havde sagt det i samme øjeblik. Et minde var gået gennem hans sind,
en sammenligning var foretaget, og det var glemt igen, da det havde
givet til resultat, at hun, Helga, var bedre, var den rette.

Jeg ved godt, hvad det var, sa hun; derfor fik jeg ikke flere
brudelys, og derfor fik jeg de allergrimmeste, fordi jeg nok tænkte,
De kunde ikke holde det ud.

Mens han så på de øjne, som han havde set en gang før i sit liv, kom
han til at forstå dybden i denne overgivenhed, den hede styrke i
hendes latter. Det var ingen løssluppen latter, men en velbehersket
ytringsform for et ungt sinds selvbevidste kraft. Han var mere
betaget af hende end nogen sinde, og dog tav han. Var det hans sag at
påkalde en naturkraft, som måske en gang blev hans herre, mens hans
egen rolle endnu ikke lod sig forudse. Han kunde uforbeholdent
beundre et menneske, der i sin latter og overgivenhed ruttede med den
styrke, som en anden møjsommeligt tilsatte i sine studier, men han
var endnu i stand til at holde sig tilbage ved hjælp af en vissen
tankegang, og han følte det med liden glæde.

Lad os gå hen til kilden og få noget vand, sa hun; jeg er tørstig.

Det er jeg også, sa han.

Hun lo. Det var det, jeg vilde høre ham sige, tænkte hun.

Hun løb i forvejen, som om hendes tørst ikke længere var til at holde
ud. Hun havde fået den ide, at hun vilde stå der henne og se ham
komme. Men efter hvad han kunde se, da han kom, var hun helt optaget
af at drikke.

Han fyldte den hule hånd og stod så og betragtede den en tid.

Drik, mens det er koldt, sa hun alvorlig, De var jo så tørstig.

Men dette gjorde endnu stærkere indtryk på ham, end da hun lo; i
hendes alvor var der som en tagen tilbage af noget, der var givet.
Han tog hendes hånd.

Lad os sætte os ned, sa han.

Hun så fra hånden op til ham. -- Ja, lad os det, sa hun med barnlig,
forknyt stemme.

Han lo, som var det en kostelig komedie, og lod en stor dråbe vand
falde ned på hendes hånd.

Den vil blive bragt til at fordampe på grund af den stærke varme, og
til sidst vil den komme i kog, forklarede han.

Hun så til med sit opmærksomste ansigt, som om det var et fysisk
forsøg.

Jeg synes, det varer så længe, sa hun; den har ikke begyndt at snurre
endnu.

Han kendte ikke sig selv nu; i dette øjeblik var de to børn, og ingen
af dem vilde for nogen pris falde ud af rollen. Han holdt hendes
hånd, og hans tankegang var allerede påvirket deraf. Han mindedes en
klasse mennesker, der frem for andre prises salige, og så var al hans
bevidsthed samlet om en vanddråbe på en hånd.

Den vilde ikke til at koge. Der var ikke andet for at gøre, han
anbragte forsigtig en pegefinger midt i den og gav sig til at røre
den ud, som om den var en klat maling. Han bredte den ud over en
stadig større flade, blæste på den, og så var den væk. Hendes øjne
udtrykte lutter beundring over denne mageløse kunst.

Nej, der skal mere vand på, sa han. Dette her blir ikke til noget.

Han trak hendes arm hen forbi sig, for at den kunde komme nærmere til
vandet, og hun fulgte lydig med. Han hældte vand på den hånd, han rev
stykker ud af strålen og stænkede med, til sidst holdt han den helt
ind under strålen.

Den skal blive kold, ikke? sa hun.

Jo. -- Han tog om håndleddet og rystede den, som var det en klud. Så
følte han på den, og de så på hinanden.

Nej, sa hun med en beklagende hovedrysten og rynker i panden. Den kan
ikke. -- Hun lod den våde hånd hænge slapt ned, det hørte også med
til legen. -- Helgas hånd kan ikke blive kold, klagede hun.

Han løftede den våde hånd op på sin skulder, den anden kom selv; det
var bare deres leg, der blev ved, sa hendes ansigt, og grebet af den
stemning, hun havde skabt, tog han hende på sit skød og kyssede hende
som et lille barn.

Lad os tørre den lille hånd af, sa hun noget efter. Hun lod den
stritte ud i luften som noget, der ikke måtte være med i legen.

Han trykkede den op mod sin kind, men hun trak den hastigt og
forskrækket bort og klappede kinden undskyldende med den anden hånd.
Så vendte hun sig lidt fra ham, hun trængte pludselig til at se
verden igen, solskinnet, alting, hvordan det så ud nu.

Nej nu skal vi ikke være børn længere, vel? -- Hun lo igen ligesom
før.

Le med, sa hun med en lille bønlig, klynkende mine, da han ikke var
kommet ud af alvoren endnu. Og så lo han. Han gjorde alt, hvad hun
vilde.

Denne dag er Helgas, tænkte han.

Skal vi gå lidt? spurte hun. Hun tog hans hånd ganske fint med et par
fingre. Sådan vilde hun følges med ham; hun vilde gå og se på ham og
tie. Hun anstillede ikke sammenligninger mellem ham og andre, det
kunde hun ikke, men hun vidste godt, at alt var kommet sådan, som hun
havde ventet det. En stor kærlighed måtte begynde på denne måde. Hvor
nyt og overvældende det end var, så forekom det hende dog som noget
gammelkendt, hun var straks hjemme i det, uden usikkerhed og uden
højtidelighed. Dette var det store og sjældne, der fra nu af var
hendes daglige liv.

To kys! Hun kunde rulle sig sammen om dem som et pindsvin og gemme
dem; hun følte dem endnu; de var i hende ligesom hans øjne den dag,
da hun begyndte ikke at tilhøre sig selv alene; han erobrede hende
med sine kys, helt.

Fler!

Hun så forskrækket til ham. Det var ligesom hun havde skreget. Hun
fik den sjove, mut impertinente mine på, som hørte hendes yngre dage
til; han kendte den straks og smilede.

Den Helga begraver vi, sa han. Hun er død.

Kys hende, inden vi putter hende ned.

Som sagte, varme dråber kom hendes kys, mens hun holdt hans hoved
mellem sine hænder. Han var egenlig meget alvorlig, men hun lo jo, så
han tænkte ikke over, hvad han selv var.

Skal vi hen og se til vore brudelys? spurte hun.

Ja, vore brudelys, gentog han; men hun forstod ikke noget særligt ved
det ord; hun trængte blot til at være dær, hvor de havde stået lige
inden -- --

Fungerer en mands tanker klart, grublede han, så længe hans hoved
befinder sig mellem en elsket kvindes hænder. Hvis ikke, hvad vil
dette så blive begyndelsen til?

       *       *       *       *       *

Det var mørkt, da han kom hjem. Han tændte lampe og gik lidt frem og
tilbage mellem sine høje reoler. Mens han stod og så ned mod lyset,
opdagede han to lange hår, der havde snoet sig om en knap. Han
pillede dem forsigtigt af og beså dem, og det skaffede endelig hans
følelser luft:

Ja sandelig, tænkte han, må en honnet pebersvendetrøje undre sig, når
der om en af dens knapper findes viklet et par lange, unge,
blondladne kvindehår!



Niels Grandlev forlod i sin tid universitetet med store og vel
begrundede forhåbninger. Når andre på hans vegne udkastede
fremtidsplaner, så tav han, men at han en gang skulde ende som rektor
ved en af landets lærde skoler, det var i alt fald det mindste, han
ventede af sig selv, og mod dette mål stilede han, allerede inden han
havde taget sin eksamen. Han havde også sin egen teori om, hvordan
målet skulde nåes: Alene i kraft af viden. Han vilde tilegne sig den
mest mulige indsigt -- og indsigt var for ham ensbetydende med kultur
--; den skulde arbejde for ham; det var hans stolthed ikke at ha
anden anbefaling.

Lige fra sin barndom havde han altid hørt sin forstand fremhævet, og
ævnen til at forstå blev tidligt hans stolthed. Da han allerede som
latinskoleelev mærkede, at sprog faldt ham lettere end matematik,
besluttede han, der dog vilde være sprogmand, at ta matematisk
artium, for i alt fald at skaffe sig den intellektuelle træning, som
de eksakte videnskaber gir, og hans forstand svigtede ham heller
ikke, skønt den ventede udmærkelse ikke opnåedes, men det offer
bragte han gærne sin udvikling.

Efter at han havde taget embedseksamen, blev han privatlærer i
København, og nu begyndte han mere bestemt at arbejde hen mod sit
mål; han fik artikler optaget i et lærd tidsskrift, og de vakte
den interesse, han havde ventet. Det var netop på den tid, da
en betydningsfuld omvæltning havde fundet sted inden for
sprogvidenskaben; studiet af sprogenes lydforhold og af deres
betydningsindhold var æmner, der sysselsatte alle unge filologer;
Grandlev kastede sig især over det sidste. "Ordenes Liv", som en
fransk videnskabsmand kaldte det, var hans hovedinteresse. Efter at
han på dette område havde dokumenteret sig som moderne forsker, tog
han fat på et nøjere studium af kunsthistorien og gjorde bagefter en
udenlandsrejse for at se det, han havde læst om. Det æstetiske
udbytte af rejsen var vel ikke stort, men vigtig var bevidstheden om
indvunden viden. De gamle mestre begejstrede ham just ikke, men det
forlangte han heller ikke af dem; han forstod dem så vidt, som han
trængte til. Han måtte vide noget om ethvert udtryk for menneskelig
duelighed; deri bestod efter hans mening det at være humanist.

Den doktorafhandling, som han med tiden skulde skrive, havde han
endnu ikke fundet æmnet til; den kom sandsynligvis til at dreje sig
om sprog-sammenligning, og indtil videre la han et par andre sprog
til: polsk og litauisk, samt udvidede sit kendskab til de romanske
sprog; så indfandt ideen sig vel nok.

Syv og tyve år gammel søgte han første gang embede ved en
statslatinskole. Der blev ansat en ældre mand, der af formående
venner anbefaledes til ministeren. Hans vigtigste kvalifikasjon var
i virkeligheden den, at han sad småt i det og havde mange børn.
Grandlev syntes ikke om det; det var jo de små kårs sejr over
intelligens. I sin ærgrelse søgte han til en kommunal realskole i
provinsen, hvor han blev ansat.

Det var en overilelse. Han indså det først i det øjeblik, da han
holdt kaldsbrevet i sin hånd, og det var jo ganske uanstændigt af en
mand som ham at overile sig. Desuden havde han overskåret sin
forbindelse med hovedstaden, hvad det aldeles ikke var klogt at haste
med. Han anholdt det som sin første dumhed og bestemte, at det skulde
være hans sidste. Så gik der fire år; han vandt sig en ganske
respektabel anseelse både for kundskaber og praktisk duelighed; hans
studier over dansk sprog var velsete i tidsskrifter, og han la planen
til sin doktordisputats, der skulde behandle Paralelle og modsatte
Betydningsudviklinger inden for de Indo-europæiske Sprog. Når han
søgte næste gang, skulde det blive umuligt at forbigå ham.

Han var en og tredve år, da der tilbød sig en gunstig lejlighed.
Denne gang var han sikker nok; ministeren udtalte sig uforbeholdent.
Da kom der fra højere sted anmodning om at ansætte en cand. phil.,
der havde haft et meget betroet hverv, og han blev kaldet.

Grandlev tog sig denne skuffelse meget nær; hans teori om, at viden
alene er mægtig til at bringe sin mand frem, var altså urigtig; han
havde tillagt den for stor betydning udad til, derfor vilde han
heller ikke søge mere, ti hvis det ikke var en lov, at duelighed gik
frem for alle andre hensyn, så vilde han -- en mand, der elskede
love -- ikke være med, hvor tilfældigheden var rådende.

Og dog kom han til at friste den samme tilfældighed endnu en gang,
og det næsten uden at vide eller ville det. En redaktør af et stort
provinsblad, hvem han havde lært personlig at kende, spurte
ham lejlighedsvis, om han ikke kunde ha lyst til at være
litteraturanmælder ved hans blad, muligvis også ved flere andre.
Grandlev, som ikke anede nogen skæbnens list i denne forespørsel,
erklærede sig villig, ti det stemmede dog altid mere med hans
interesser end at være skolelærer i en provinsby. Siden hørte han
ikke mere om sagen, og da han et halvt år efter traf sammen med
redaktøren, fortalte denne på et spørsmål fra Grandlev, at han havde
taget en anden mand til anmælder; han forklarede lidt genert, at han
egenlig ikke havde ret meget til overs for denne mand, men han havde
i sin tid været en god venstremand og gjort sit parti tjenester;
senere havde han desværre, på grund af økonomiske vanskeligheder,
forsøgt sig hos højerebydende, der ikke ganske var af samme parti, og
dær var han i længden blevet fundet uanvendelig, nu kom han igen;
lidt reduceret var han jo, stor familie; det var ikke næmt at afvise
en mand, der bad så indtrængende for sig, en gammel partifælle og ven
-- desværre. Og da nu hr. Grandlev sad i en god stilling i forvejen
-- -- --

Når man er tredve år, ved man naturligvis, at der er ynkelighed til;
man vil gærne tro, at en meget stor procentdel af den såkaldte
menneskelige karakter falder ind under dette begreb, men der er
alligevel ikke nogen personlig inderlighed i den viden, før man selv
har haft et kraftigt sammenstød med ynkeligheden; først da antager
den livets form i ens bevidsthed, mens den før var en omtrentlig
formodning.

Niels Grandlev besluttede at blive i sin by. Der var mange, der
syntes, at det var dumt; han fik nok, hvad han ønskede, når han blot
vilde prøve om igen; det var jo kun et kedeligt tilfælde, der havde
hindret ministeren i at kalde ham, og ministeren vilde gærne bøde på
det, når lejlighed gaves. Men Grandlev havde allerede resigneret og
opgivet den planlagte fremtid, han havde smilet i sin ensomhed og
tænkt, at det, der var sket, måske slet ikke var tilfældighed, men
_lov_, og hvis det var lov, da vilde han ikke være den mand, der
hindrede ynkelighedens lovmæssige triumf; han vilde nøjes med den
fine hævn at sidde begravet et ubekendt sted i landet og i al stilhed
være deres overmand, der blev foretrukket for ham.

På den måde blev Niels Grandlev filosof, hvorved man vistnok må
forstå en mand, der henter mindst halvdelen af sin visdom i
beskuelsen af verdens dårskab. Han resignerede og begyndte samtidig
at blive til en særling, som det går enhver, der gir afkald på noget
af betydenhed, ti det er sært, abnormt at resignere. Hans sind
kølnedes til filosoffens temperatur, der ligger nogle grader under
det handlende menneskes, og han vænnede sig til at mene, at han ikke
var bestemt til handling, da hans underordnede stilling og fagenes
simpelhed ikke gav ham den anledning til initiativ, som han havde
ønsket.

Så rendyrkedes han som tænker; han udviklede sit særlige anlæg: at
fatte. Begavelse var efter hans mening ævne til at forstå, og tanker
var fænomenernes sidste og fineste ekstrakt. Tanken er handlingens
udødelige form. Han søgte i sin læsning helst til de forfattere, hos
hvem det oplevede er blevet til tanke; han havde den største respekt
for Goethe, som han først nu lærte grundigt at kende, og han fandt,
at Poul Møllers Strøtanker er den bedste bog, dansk skønlitteratur
har frembragt.

Hans by fandt ham underlig, næsten besværlig, da han tilmed tog
doktorgraden, selv om det bødede lidt på det, at han omtrent samtidig
forlovede sig ligesom et andet menneske. Men hans omgangskreds var
kun lille og uden videre betydning, skønt han ikke var aldeles
blottet for selskabelighed. Han kunde la være at tale om sig selv, og
han havde store kundskaber, som han kunde tie med. Når man spurgte om
noget, fik man det at vide og ikke en anselig masse i tilgift; der
var plads til ham i en stue. Men en mand, der har givet afkald på
noget betydeligt, passer ikke i en provinsby, selv om hans
resignasjon er nok så grundig -- med mindre han resignerer ved hjælp
af spiritus, for så er der altid samfølelse for hånden. Men Grandlev
slog sig på bøgerne.

Ved omgang med mennesker afslibes man til de former, der er de mest
almindelige, og det anerkendte præg gør en til et gangbart menneske,
men bøgernes lærling er i samfundet stillet på lignende måde som den
vilde, hvis umiddelbarhed han ofte har. Af bøger kan man lære meget
godt, men ikke det gode at kunne behandle mennesker. Man kan lære
ondt af bøger, men ikke den ondskab, som erfaring kender og veed at
gøre så god brug af. Omgang med bøger kan fordærve ens åndelige
sundhed og gøre en til en uvederhæftig nar, men den upålidelighed,
der er praktisk anvendelig, gir bøgerne ikke. Bøger kan være slet
selskab, man skulde sky, men de lægger ikke skjul på noget; de
forebringer uden svig det, de har at meddele. De lukker måske ens
sind for meget, som man kunde trænge til, men de lærer ikke nogen at
lukke af for sine stemninger. De vænner deres folk til at tale rent
ud. Man blir ikke diplomat af at omgås mange bøger; snarere gør de
oprigtig, som samliv med naturmennesker. Bøgernes mand er en
kultiveret vild, der har den hæmning på sig, at han besidder en tung
og fint kruset hjærne, der nødigt tillader ham at handle efter
indskydelse.

Derfor er folk underlige ved den, der kommer inde fra bøgernes
urskov. De ved ikke, om han er koldere eller hedere end andre, men
hverken hans kulde eller hans hede er af samme natur som deres egen.
Dog enes de fleste i at kalde ham kold, idet de ikke forstår, at hans
sjæls brand sidder et andet sted end deres. Han har samlet det meste
af sin livsvarme i sin hjærne, hvor der måske er lige så hedt som i
de andres blod. Men medens deres varme frembringer handlinger, så
frembringes der tanker af varmen i hans hjærne.

Hvem kan afgøre, hvilket der er varmest, tanke eller handling?

Men mens han alvorligt grublede over dette problem, var han blevet
forelsket i og forlovet med et attenårigt pigebarn, uden at det
forinden var lykkedes ham at udfinde den lov, der nødvendiggjorde
denne tilsyneladende urimelighed.



Helga kunde ikke begribe, hvordan hun skulde få talt om det billede
af Grandlev, hun havde liggende i sin komode. Flere gange havde hun
set til det, og hver gang med en underlig uro, skønt det virkelig var
godt. Han burde ha det at se, det var så simpelt; han skulde også ha
at vide, hvad hun havde tænkt den aften, det vilde han blive glad
ved. Men nu var der imidlertid kommet noget mere til. Når hun tænkte
nærmere over det -- og hun havde tænkt så meget i de sidste måneder
-- så skulde han også ha at vide, hvad der lå bag ved, han skulde
sige, om det var godt, være en slags dommer skulde han -- han havde
jo set så meget -- og hans ord skulde være en afgørelse. Så mange
ting fulgte af, at han fik det billede at se -- --. Hun kunde ikke
vise ham det. Det var næsten kedeligt, at han vidste så meget om de
store kunstnere og deres værker; undertiden ønskede hun, han havde
haft lidt mindre forstand netop på det. Han kunde jo så meget andet,
tænkte hun i et anfald af mismodig skinsyge. Hun kunde blive uvillig
mod ham ved tanken om, at han skulde udtale en afgørende dom om en
sag, som hun helst havde været ene om at bedømme.

Men det skulde gå ærligt til; han havde ikke fortjent
hemmelighedskræmmeri fra hendes side, og en dag fandt hun på et
middel, der banede vej til det vanskelige æmne: hun vilde bede om lov
til at prøve, om hun kunde tegne ham. Hun forsynede sig med papir og
blyant og gik op til ham, i glimrende humør over sit udmærkede
indfald.

Grandlev smilede eftergivende, da hun kom med sin anmodning; han
havde hørt tale om hendes anlæg for tegning, og desuden var hun så
uimodståelig. Han blev anbragt ved sit skrivebord med en bog og fik
ordre til at se optaget ud, hun rykkede et lille bord hen til
skrivebordet, så hun havde ham i profil.

Der gik nogle minutter, han læste virkelig, og samtidig hørte han
hendes blyant bevæge sig flittigt over papiret. Det tog mere tid, end
han havde tænkt, hun mente det nok alvorligt med det portræt. Han
glemte at læse og fik lyst til at se hendes ansigt, men blev straks
ilde berørt ved rynkerne i hendes pande og det skarpe, stirrende
blik, der mødte hans. Det havde han set før, og det skulde ikke komme
igen. Han begyndte at tale for at få hendes sædvanlige ansigt at se.

Men hun tyssede på ham, kort og bydende, og der var i hendes øjne en
kraft, som vilde betvinge ham, syntes han; han smilede for at jage
kulden bort, men hun så misfornøjet ud, den vrede rynke delte hendes
venstre øjenbryn.

Nej, behold den mund, du havde før, til jeg er færdig; ellers kan jeg
ikke. Og drej hodet igen.

Af hans Helga var der intet tilbage. Foran ham sad en myndig kvinde,
som rimeligvis var hans kone en gang i fremtiden.

Nu må du være færdig, sa han; jeg synes ikke om dette her.

Ja -- -- godt. Lad mig lige ta den rynke. Det var rigtig dig.

Det var ikke længere hyggeligt inde hos ham. Helga kunde gøre en hel
stue kold med det væsen; hun skulde ikke tegne ham mere. Han rejste
sig og gik hen i baggrunden af værelset, men det lod ikke til at
forstyrre hende, hun arbejdede videre, som om han sad der endnu,
nakken og halsen blev færdig. Så kastede hun blyanten med en fornøjet
latter, fløj ham om halsen og svingede ham rundt, så en del af
misstemningen spredtes, men han satte sig rask ned på en stol, fordi
han fandt, at denne bevægelse ikke svarede til hans sindstilstand.

Se her; er det ikke meget godt?

Han nærmede sig langsomt og ligesom forsigtigt. -- Jo, du har jo --
--. Han mødte hendes blik; der var ingen tvivl, intet spørgsmål i
det, hun var tydeligt nok sikker i sin sag. Han var ganske kold.
Denne glæde vedkom ikke ham, ligesom hendes kulde fra før ikke var
ham god. Han indrømmede tilstedeværelsen af en vis misundelse, men
han havde også en fornuftig grund til at være på sin post mod noget,
der kunde berøve ham en del af hans retmæssige lykke. Havde hendes
øjne ikke talt så koldt og så varmt til ham om denne uventede og ham
uvedkommende ting, så skulde han gærne ha indrømmet hende talent for
at gøre hende en fornøjelse.

Man kan nok se, du har lært at tegne, sa han endelig. Så meget som
det dær er der jo mange, der kan. Men det er godt, Helga.

Ja, sa hun forlegent og bittert, jeg tror ikke, at jeg er nogen stor
kunstnerinde -- eller blir det.

Det gør du vel ikke, svarede han og la mærke i den bog, han havde
læst i.

Hun sad med to så fortabte hænder i sit skød; det gjorde ham ondt for
hende, men han vilde ikke vise hende det nu, så at hun straks gættede
årsagen; denne lille skuffede forfængelighed skulde først glemmes.

Jeg blir ikke til noget, tænkte Helga. Jeg skal lære husholdning, jeg
skal giftes, og så er jeg færdig. Å, jeg er tosset.

Hun rejste sig og smilede som en dame, der husker på, at hun er i
selskab. -- Har du ingen tegninger fra dine yngre dage? spurte hun.

Det havde han; hun måtte gærne se dem.

Du har nok også anlæg for tegning, bemærkede hun.

Ja. Jeg var en af de dygtigste, så vidt jeg husker.

Hun fortav, hvad hun tænkte og sa: Det er altsammen efter fortegning.

Det ynder du formodentlig ikke?

Nej. Jeg havde altid et farligt vrøvl med min tegnelærer om det. Til
sidst blev han vred og sa, at jeg kunde for ham lave, hvad jeg havde
lyst til; så tegnede jeg min knyttede hånd og viste ham. Siden den
tid gjorde han ikke nar mer. Jeg har sådan en øvelse i at tegne
knyttede hænder; må jeg en gang prøve at tegne din?

Nej, nu vil vi snakke fornuftigt, Helga.

Fornuftigt, nå. -- Han trak hende ned på sit skød og kyssede hende.
Hun så op med et halvt ironisk smil. Snak så, sa hun.

Hun er egenlig ikke videre imponeret af mig, tænkte han, men han
fandt ikke noget at sige hende.

Dær går en hundehvalp ude, sa Helga lidt efter. Er den ikke kostelig?
Se, hvor den skynder sig, og så falder den og jager snuden hen ad
jorden med sådan et klagende lille suk. Der er ingen dyr, der i den
grad minder om små børn.

Kunde du ha lyst til at tegne den også?

Hun vidste ikke, hvordan hun skulde forstå hans spørsmål, men hun
syntes ikke, det var rigtigt af ham at spørge, når hun netop var
optaget af ønsket om at kunne tegne den. Hun svarede med en lidt
bitter lystighed:

Du kunde la mig få et fotografiapparat, så kunde jeg gå omkring og ta
alt det, jeg er glad ved at se på. Jeg kunde nok levere dig nogle
bedre hunde end dem, du har hængende på din væg.

Dem har du ikke kritiseret før i dag. Hvad er der i vejen med dem?

Nej, jeg kan ikke lide friserede hunde i dag. Men jeg skulde forære
dig billeder af landsbyhunde, som vilde undre dig; du kan tro, jeg
har kendt køtere i min tid, da jeg var noget, der var noget ved.

Hvor langt ligger den -- guldalder tilbage i tiden?

Da jeg var hjemme på gården. Den slags dyr får jeg aldrig mere at se.

Stakkels Helga. Og jeg er desværre kun et menneske, oven i købet ikke
aldeles fri for at være friseret. Havde jeg endda været en køter med
lange børster -- --

Ja eller en gal tyr. Jeg kender ikke mage til udtryk, som det hos en
tyr. De går altid og brygger på ondt og får ikke lavet halvdelen af
alt det, de egenlig har lyst til, fordi de aldrig kan bestemme sig.
Vi havde en hjemme -- --. Hun så på ham med et vemodigt ansigt, så
han kom til at le. -- Den var en gang efter mig; det var første gang,
den kom i tanker om, at den vilde gøre fortræd, og så blev jeg den
udkårne, men den kunde jo ikke klatre, og det kunde jeg. Så sad jeg
oppe i et træ og gloede, og den stod neden for og gloede, og sådan
tilbragte vi en time med at beundre hinanden, indtil der kom nogen.
Jeg vilde gærne ha tegnet de øjne, den sendte mig; jeg har aldrig set
noget så rasende og elendigt. Det gjorde mig næsten ondt for den.

Mens han sad og overvejede, at minderne fra hendes barndomshjem var
en af de vigtigste kilder til hendes væsens særegne varme, og at
hendes følelse for ham næppe betød så meget for hende, løftede hun
pludselig hodet fra hans skulder og kyssede ham hæftigt.

Det er så rart at tale til dig om alt det, sa hun sagte. Jeg blir
meget mere borte i det så, end når jeg bare tænker på det. Det er
ligesom det vil mig noget, som det havde ærende til mig. Er det noget
snak?

Det ved hverken du eller jeg endnu. Du venter dig så mange ting, men
de fleste af dem er bestemt til at visne i det øjeblik, du tror, du
har dem. Denne mangfoldighed synes du er rigdom! -- jeg tror næsten,
jeg har kendt en lignende -- men når du en gang har måttet opgive det
meste af det og kun beholder en eller to ting tilbage, som optager
dit sind udelt, så vil du måske erkende, at netop den indskrænkning
er rigdom. Det er ikke nødvendigvis en skuffelse at opgive, det kan
også være en art sjælelig hygiejne. Hvis du ikke forstår det, vil det
ikke sige andet, end at du sikkert har lyst til mere, end det var
gavnligt for dig, at du kunde overkomme.

Det kan godt være. Nu vil jeg gå hjem og tænke lidt over det. Må jeg
ta nogle af dine kunstnerbiografier med?

Hvorfor? Vi har jo gennemgået dem.

Ja, men det kunde være, _jeg_ også kom i tanker om noget, når jeg så
på dem alene.

Aha, trang til selvstændighed eller til frigørelse, tænkte han. --
Tag med, hvad du vil, sa han med en kølighed, han ikke la skjul på.

Kan du ikke ret godt lide Helga længere? spurte hun med et komisk
bekymret ansigt.

Jo vist, du er jo min solskinspige, når du husker på det.

Se, det smil vilde du slet ikke ha været af med, men det slap sådan
fra dig. Farvel, store mand.

Farvel, Helga.

Hvorfor kalder hun mig stor? tænkte han, da hun var borte. Er det et
elskværdigt hykleri den første dag, da jeg mest påfaldende føler mig
som den lille?

Han tændte en af de tynde sigarer, han plejede at ryge før
aftensmaden. -- Jeg har fået en vis lyst til at analysere hver eneste
bemærkning, hun kommer med, og det er dog næppe frugtbringende. Jeg
synes ikke, min videnskabelige metode virker tilfredsstillende, når
den anvendes på hende. Ha, ja. Det er vist det, hjærtemennesker i
deres triumferende enfold kalder videnskabens fallit. Vel. Lad den
også sætte noget til i konkurrencen med den anden magt; den har råd
til det. --

Han lod den ene hånd løbe hen over bogryggene for at trykke dem ind;
den stod for langt frem. Den bevægelse havde i mange år været den
eneste form for kærtegn, han kendte.

       *       *       *       *       *

Helga sad hjemme i sit værelse og sammenlignede de to billeder, det
gamle og det ny. Hun _vilde_ synes bedst om det gamle, det havde hun
bestemt, det vilde hun blive ved med. Men det billede skulde ikke
vises ham, og dets historie skulde han aldrig høre. Hun var nedslået;
hans sidste ord havde været en bitter trøst for hende, det var sagt
med en myndighed, der gjorde hende lille. Det vilde nok visne; hun
troede ikke mere på alt det, hun havde indbildt sig; hans ord havde
gjort det til tomt fantasteri, så stor var han. Men det var godt. Når
det skulde visne, så var det bedst straks. Men det billede skulde han
ikke se; det var vel synd, men hun kunde ikke.

En tåre faldt på papiret under hendes hænder.

Sikken et plask, tænkte hun og skar ansigt.

Hun kastede bægge tegningerne i skuffen, drev den ind og drejede
nøglen om med et harmfuldt vrid.



En mand, der ikke kender noget til kvinder, vil i reglen -- for så
vidt han tænker over sig selv -- tidligere end andre mænd nå et
tidspunkt, da han føler sig vis på, at hans udvikling er afsluttet.
Der kan ganske vist ske meget endnu, men hans karakter er formet;
hvad derefter hænder ham, er tilstødelser af forskellig art, men det
er ikke begivenheder, der har omskabende virkning på hans sind.

Denne vildfarelse har formodenlig den betydning, at den virker
bevarende på den intellektuelle ro, der unægtelig skal til for at
bære den ensomhed, som absolut ungkarlestand er. En klar vildfarelse
holder længere end en dunkel forstået sandhed, men den retter sig
selv i det øjeblik, da den første, alvorlige forelskelse kommer over
manden i ensomheden. Han vil erfare, at livet endnu har mange
overraskelser i gemme til ham, og en tid står han, den færdige,
usikker og uforstående som en begynder. Kærligheden rammer hans sind
med en varme, der snarere forvirrer end beriger; hans tanke blir som
et æg, der er ruget på i fire og tyve timer -- gennemtrukket af
tråde, som der ingen rede er i. Hans skarpe forstand knækker sin
spids på det nye og bløde. Han vil synes, at kærligheden trods alt er
en ubekvem ting for den, der er faldet til ro; han har aldrig tænkt
på den og kunde være død uden at føle savnet af den. Den fratager ham
det sikre fodfæste og får ham til at røbe mange ting, både for sig
selv og for den anden part, som bægge er lige dårlig tjent med at få
at vide. Er det afgjort, at der kommer noget godt ud af det hele
røre? Ti den påstand er ingenlunde bevist, at "fred er ej det
bedste".

Kærlighed er ujævn, mest til at begynde med. Den griber hæftigt og
slipper hastigt og gir på den måde dobbelt lejlighed til at opleve
det usædvanlige og til at røbe sig helt ned til bunden af sjælen.

Niels Grandlev havde ikke så mange ledige stunder nu; hans resultater
kunde derfor falde lidt overfladiske ud. Sin meste fritid var han
sammen med Helga, og da doktordisputatsen var overstået, mente han
nok, at han kunde la studierne ligge indtil videre. Han kom hjem fra
en videnskabelig triumf for at tilbringe den følgende tid i gylden,
sorgløs lediggang sammen med sin kæreste. Men det blev ikke ganske
den fred, han havde ventet. Han, som havde beskæftiget sig med
påvisningen af videnskabelige love, kom ind under kærlighedens
regimente, der forekom ham lovløst. Det bragte ham ind i allehånde
tvivl, først om mange ældre ideers værdi, senere også om deres
rigtighed. Grandlev havde aldrig været meget højtidelig i sin
selvbedømmelse; nu kunde det falde ham ind, når bekendte flittigt
titulerede ham doktor, at han kunde ha anvendt sin tid til noget
bedre end at skrive lærde afhandlinger. Han meddelte sig selv, at
kærligheden var i færd med at gøre ham til en renegat mod hans
tidligere overbevisninger, og da det gamle syntes at tabe i værdi,
kastede han sig helt og holdent over i det nye; han troede på
kærligheden som på et under, og han fik sin belønning: der kom en
tid, da kærligheden virkelig var noget fuldkomment, ti salig er den,
der skynder sig at tro.

Det var altså sket, at livet en gang bød på noget, der var uden
mangel eller lyde. Han var ikke mere den samme, efter at den vished
havde gennemtrængt ham.

Derfor skulde deres forhold også være så fuldkomment som muligt; de
skulde forstå hinanden -- så stærkt hang han endnu ved det gamle, at
han mente, _det_ var fuldkommenheden -- og han begyndte at fortælle
hende alt, hvad han vidste om sig selv. Hun var forelsket og
videbegærlig og havde store tanker om, hvad der kunde bo i en mand
som ham, og hun kom virkelig til at forstå ham ganske godt. Han
udredede for hende alle sine meninger og sine meningers udvikling,
hvis det interesserede hende; hun havde fortjent alt det, han kunde
gi hende. Mens de sad ude i skoven og skrællede hver sin appelsin,
skitserede han en af sine videnskabelige ideer for hende; bagefter
forekom det ham, at den havde tabt i værdi, men han tænkte ikke
nærmere over det og bad så hende om at fortælle noget fra sin
barndom. For det var et æmne, han ikke kunde blive træt af at høre
om, og skønt han aldrig fik et klart billede af dette virvar af køer
og kalve og lader og stænger og kartoffelkældre og halmstakke, så
mærkede han dog godt, at hendes barndom havde været rigere end hans;
dær kunde hun hente minder af alle slags, der svarede til den
stemning, hun i øjeblikket var i. Det var hendes store overlegenhed.
_Hans_ liv begyndte først at få indhold, da han nåede op mod de tyve,
og der kom sammenhæng i hans viden; dær tog hans minder fat.

Men det varede endnu længe, før betydningen af denne forskel gik op
for ham; hun hentede en uendelig sum af friskhed fra sin barndom,
mens han aldrig tænkte på sin, der havde været så stille og ens --
men det lå ikke for. Alt var endnu så fuldkomment; kærlighed og
forståelse virkede sammen om at drage dem nærmere til hinanden.

Mens han undrende modtog dette som et mirakkel, han aldrig havde haft
nogen grund til at vente, mærkede han ikke, at han krænkede en
naturlov, og studsede første gang, han fik dens tilbageslag at føle.
Ti to mennesker, der lever et inderligt samliv, hindrer let hinanden
i fri åndelig selvudfoldelse, på samme måde som to træer, der vokser
tæt op ad hinanden, får flade kroner der, hvor de berøres. Til en ret
selvstændig udvikling kræves der en vis hensynsløshed. Reaksjonen
begyndte hos hende, og efter at de i et par dage ikke havde kunnet
finde vej til hinandens fortrolighed, fik de så endelig deres første
trætte. Han blev aldeles overrumplet; han hørte en bedømmelse af sig
selv, som han ikke havde ventet at høre af hendes mund; det harmede
ham, og han udtalte sig ved denne lejlighed ikke ganske med en dr.
phil.s værdighed.

Sådan en trætte har den betydning, at man får hinandens gensidige
mening at høre; hidtil har man overøst hinanden med behageligheder;
nu blir man skrabet for usunde indbildninger. Under fredelige forhold
siger man vel også en vis mængde sandhed, men der er forskel på
kærlige sandheder og oprigtige do. Hidsigheden, som hos sunde
mennesker er udslag af en højere livskraft, bevirker, at man får
alting sagt; man erfarer den gavnlige forskel på fortrolighed og
oprigtighed.

_Han_ havde det største udbytte af denne uenighed, hvilket var
lærerigt, men ikke behageligt. Det var altså resultatet: når man
skænker en kvinde sin beundring, får man hendes kritik til gengæld.
Hendes hensynsløshed var jo ligefrem afskrækkende, og det syntes, som
om hun selv var glad ved den; hvor havde hendes øjne været
pragtfulde, mens hun gjorde ham delagtig i sin opfattelse af ham. Han
havde også været vred -- hvad der ikke skulde gentage sig -- men han
havde taget sig noget farveløs ud i sammenligning med hende. Hvordan
vilde hun bøde på det, hun nu havde gjort?

Næste gang, han traf hende, var hun så glad og indtagende, at han
glemte det ubehagelige indtryk fra sidst, og der var en fornyet
friskhed over hende, som havde tabt sig noget, da deres samliv var
allermest inderligt. Han lærte at indse betydningen af det, der var
sket, efter at det havde gentaget sig nogle gange. Undertiden var
det, som om han helt og holdent havde fået magten over hendes sind,
og hun, der ellers var frisk og lystig som et regnvær om sommeren,
kunde blive så mat og eftergivende mild, at han ikke kendte hende
igen og blev betænkelig. Var det muligt, at han med sin tankes vold
kunde erobre denne sjæl, mens den endnu kun var halvt udviklet? Med
erobring følger altid en vis underkuelse, og han havde ingen
menneskelig ret til at drage hende så nær til sig, at hendes frie
vækst hindredes. Han vidste selv, hvad sjæl er, og han gyste tilbage
for sjæletvang som for en unaturlig synd. Det var jo hende, der uden
at vide det havde advaret ham; deres første sammenstød var hendes
reaksjon mod et andet menneskes altfor store nærhed. Hun havde tit
nok talt om sin uvilje mod andres fortrolighed og nærgående venskab;
ham undtog hun naturligvis, sa hun, men det var _hans_ pligt at
forstå den ikke tilsigtede advarsel, som i virkeligheden lå deri.

Så lod han hende efterhånden få større frihed, og med en vis
tilfredsstillelse bemærkede han, hvordan hun forstod at passe
afstanden og lejlighedsvis skød ham fra sig med sin kritik, når hun
fik ham på altfor nært hold. Hendes ejendommelige friskhed beroede
for en stor del på, at hun instinktmæssig holdt en bestemt afstand
mellem sig selv og andre. Det inderste i hende var ikke uden videre
noget, man kunde gå hen og begribe, det var ikke en intellektuel
opgave, lige så lidt som en blomsts duft er en gåde, der er til at
løse. Han brugte omtrent et år til at forstå hende så vidt, men han
fandt ikke den tid dårlig anvendt. Samtidig var han bleven meget
klogere på sig selv. Ved at sammenholde sig med hende opdagede han,
hvor han var krum og indviklet af tankegang; hun dømte hurtigt og
sikkert og ændrede ikke senere sin dom, mens hans bedømmelse bestod
af mange punkter og stadig trak i langdrag på grund af nye
tilkommende nuancer. Han manglede ikke personlighed, men den var
skjult under et filtret tankevæv; den ytrede sig ikke straks og i en
blok, når der var brug for den. Hans indflydelse over hende var også
højst usikker; han kunde få hende nærmere ved ord, som han ikke
tænkte over, og hun forblev ikke sjælden ligegyldig ved vel
overvejede tanker, hvormed han søgte at klare det for hende, som hun
i øjeblikket grublede over. På samme måde kunde han aldrig slutte fra
det ene samvær til det andet; han vidste ikke, om hun næste gang var
nær eller langt borte. Han var ikke _manden_, ikke forholdets herre.
Sådan havde det været lige fra først. Den dag, de blev forlovede --
den stod for ham som noget varmt og luftigt, der kunde huskes i
enkelte heldige øjeblikke, og som aldrig kom igen -- havde hun med en
magt, hun ikke vidste om, forsøgt at omskabe ham i lighed med den
enestående sommerdag. En lys tavshed havde bredt sig over hans sjæl,
en ny glæde havde gjort hans sind let som den blå dis langt ude over
skovene. Een dag i sit liv var han lige med et i færd med at blive et
nyt menneske; sikkert lå der en bestemt hensigt i den forandring, men
han duede ikke til den; senere havde han igen sat sig tungt ned på
sin tankes massive, firkantede granit. Og sommerdage kunde komme igen
med deres lyse leende tavshed, disen kunde ligge over skovene nu som
før, og Helga var der -- altsammen kaldte det på ham, og han
forvandledes ikke. Han sad og stablede sin kampestens-logik i været,
han tænkte med mange tons vægt -- -- --. Helga, som han elskede, gik
og plukkede blomster i sine hænder, der var som varm sommerluft; hun
kom hen og rakte ham en hånd, og de gik; han slæbte på alt sit,
forvandlingen forsøgte sig ikke på ham mere, han var faldet tilbage.
Mærkede hun slet ingenting? Vidste hun ikke, at hun havde været ved
at omskabe ham fuldstændigt, og at det ikke var lykkedes, ikke kunde
lykkes?

Imidlertid levede Helga i lykkelig uberørthed ved siden af hans
forskellige opdagelser. En gang imellem faldt det hende ind, at han
vel ikke var den mand, hun havde tænkt sig; hun havde troet, at han
vidste alting, og så var der ingen, der tiere end han sa: det ved jeg
ikke. -- Mere tænkte hun ikke over den ting. Men der udgik fra ham en
velgørende ro, tiden blev så lykkelig og ens, og hun kunde nu med
større overlegenhed betragte de mennesker, som hun nødigst af alle
vilde ligne, og som hun aldrig ønskede at komme i nærheden af. Der
var nu hr. Jensen, der havde kastet sig ind i en tåbelig forlovelse
og berøvet sig alle ordenlige folks agtelse; der var en anden, der
plagede hende med desperate breve, efter at hun var bleven forlovet,
og der var den værste af samtlige forelskede: frøken Schou, der teede
sig ganske som et mandfolk. Hun havde senere gjort en ny tilnærmelse,
der var ment fuldstændig dameagtig; det var et grimt øjeblik, da
Helga for sidste gang fjærnede frøken Schou langt fra sig.

Helga var glad for, at hun aldrig mere skulde komme i berøring med
disse hæslige mennesker. Der var bedst, hvor hun var, og det faldt
hende ikke ind at overveje, om hun nogen sinde kunde få lyst til
forandring. Den dybe fred gjorde hende godt, hun voksede stærkt og
ubevidst som en plante; hun optog ligesom planten det, der var
gavnligt for hendes udvikling; for alt andet viste hun samme
instinktmæssige ligegyldighed som plantens rødder over for, hvad der
ikke er tjenlig.

Hun blev så jævn og reel i denne lykkelige tid; det gør lykken, den
holder os nær til den jævne jord og befrier for fantasteri. Helga
opgav sin forventning om en stor, kunstnerisk fremtid; Grandlev havde
ret, og hun vilde ikke fylde sig med indbildninger om, hvad hun
skulde drive det til; hun var og blev ikke andet end en dilettant.

Men netop derfor vilde hun blive ved at ta undervisning i at tegne og
male -- var resultatet af hendes overvejelser; der var ingen fare ved
det, hun ventede sig ikke noget stort af det, og hvorfor skulde hun
ikke lære den smule, hun kunde? Ingen kunde fortænke hende i, at hun
gærne vilde være en flink dilettant.

Denne tankegang, som Grandlev ikke fik noget at vide om, beroligede
hende ganske; hun arbejdede videre med en god samvittighed og uden
sindsbevægelse, og der gik et helt år, inden hun igen stillede nogen
fordring til livet, som hun syntes havde skænket hende alt, hvad hun
overhodet kunde forlange.



Helga vågnede op med et langt pust, så sig forundret om og lod bægge
arme, der lå under nakken, falde ned på dynen. Flætningen lå over
hovedpuden som et flosset reb og lignede en af de tampe, som gamle
mennesker bruger til at hale sig over ende med, når de skal op. For
at kunne se ud ad vinduet måtte hun vende sig om; det var et stille,
sølvgråt oktobervær; efter den lille firkant himmel, hun så, vidste
hun nøjagtigt, hvordan det var uden for. Hun la sig igen til rette i
sin seng. Det var slet ikke fordi, hun havde lyst til at blive
liggende længere, men der var noget i vejen med hende; i dag var det
endda værre end de andre dage. Hun så sig om på sine vægge: jo. Der
var noget galt; hun kunde altid kende det på, at tingene ikke så ud,
som de plejede. I dag var de helt fremmede. Det var næsten, ligesom
hun kunde være syg; hun prøvede at huske, hvordan _det_ var, men hun
kunde ikke; måske var det en slags sygdom, det hun nu fejlede.

Hun så ud på himlen en gang til. Det var jo også Søndag; hun og Niels
Grandlev plejede at gå morgentur om Søndagen. Men det var slet ikke
det, hun trængte til; det var grimt tænkt af hende, men hun kunde
ikke gøre for det, og det var i alt fald sandt. Det vanskelige humør,
hun havde haft de sidste dage, faldt pludselig tungt på hende. Og dog
var været i dag netop, som hun helst vilde ha det, når blot hun måtte
være alene om det. Men det var jo Søndag.

Langsomt og misfornøjet kom hun ud af sengen; hun klædte sig stille
på, og der var heller ingen fornøjelse ved at vaske sig. Nu fejlede
hun ikke noget andet, end at hun var ond, for hun vidste, at denne
udmærkede dag nødvendigvis måtte blive spildt for hende. Hun vilde se
noget mere af den, inden hun klædte sig helt på. Hun tog sin
frisertrøje på og la sig i vinduet.

De røde teglstenstage, der i det fugtige vær havde fået en hedere
farvetone, virkede på hende som en smærtelig rystelse, der opløste
noget af tyngslen i hendes sind. Hun tog det ind med opspilede øjne
og åbnede også munden, som naturmennesker og børn plejer at gøre, for
ikke at gå glip af noget. Hun så ud over et rødt hav af stivnede
bølger og kom i en stor og smærtelig spænding. Men de blege, snavsede
mure neden under var væmmelige, dem vilde hun ikke se på. De skyer,
der havde leveret nattens regn, stod endnu massive og skiferblå over
stasjonsbygningen, og urskiven grinede frem, hvid og livløs som et
ligs ansigt. Længere borte lå en del småhuse og gemte inden for deres
kalkede, gult væskende mure en fattigdom, der lige havde nået byens
grænse og ikke kunde komme længere. Men deres mossede tage var såre
dejlige. De dybe, grønne mospuder svulmede i vel udstoppede rundinger
og kunde dårligt komme til at brede sig for hverandre; de måtte
skyde sig oven ud i deres uhyre frodighed, og der var ikke rift eller
flænge i de bløde hynder, ingen falmede steder. Deres saligt kølige
grønhed vinkede en hed sjæl til hvile!

Helga følte det, som om hun lå der ude, og branden i hendes sind
dæmpedes til en varm styrke; hendes blik stirrede kraft til sig fra
det grønne, til der ligesom ikke var mere; hun havde det i sig selv.

Telefontrådene gik som fine blyantstreger hen over himlen, og røgen
fra brænderiskorstenen krøb besværligt op gennem piben i store, runde
klumper, og senere så man dem vandre ud mod horisonten som en flok
sorte får.

Lige under Helgas vindue lå deres have, hvor alt så betynget ud i
fugtigheden. Georginerne løftede med anstrængelse deres gule eller
violette hoder over den forpjuskede græsplæne; alle asters stod skævt
i bedene og hældede hver til sin side. Kastanjens blade lå omkring,
rustne og hullede som gamle stegepander, men brændnælderne havde
endnu ikke tilsat noget af deres grønhed, de hævede sig ranke op
gennem al den vissenhed, der dryssede ned over dem, og rystede den af
sig igen, hver gang der kom en smule blæst.

Og så ud i det altsammen! tænkte Helga og rejste sin halv påklædte
skikkelse fra vindueskarmen.

Hun vilde gå alene; det kunde ikke hjælpe, hun formanede sig selv,
for hun kunde umuligt ha nogen med sig i dag; hun skulde gærne
forklare ham det bagefter, hvis det skulde være, men nu gjaldt det
blot om at komme af sted. Det var det eneste, hun fejlede: hun skulde
ud og spasere i det vær, og der skulde ingen være med hende. Hun
blev så glad, at hun vilde ta den nye kjole på lige fra om morgenen
-- når hun selv måtte råde, klædte hun sig hellere efter sit humør
end efter nogen anden anledning.

Hun tog tøj af og på, hun sprang omkring som en vogterdreng, der har
fået et par ny lærredsbukser, men hun måtte skynde sig, for hvis der
nu kom en hindring i vejen -- --. Hun blev ikke god på den, som
hindringen kom fra. Hendes hjærte tog til at banke, og hendes hænder
rystede, mens hun hægtede sig, og da hun klappede sit hår til rette
under hatten, havde hun formelig feber; hun så sit eget ophidsede
ansigt i spejlet og mumlede halv højt: du skaber dig jo, tøs.

Hun løb fra morgenkaffen; moeren fik ikke lejlighed til at udtale
nogen forundring; Helga var ude af døren, inden hun ret vidste af
det.

Alting var så svampet og drivende af væde; det var det rigtige
efterår, som i følge blegsottig hævd er trist. Helga vidste, hun
vilde finde det ved fjorden og ude i skoven; derfor skyndte hun sig
gennem byen. Vandet var det første, hun så; fjordens blå kyster tog
sig uvirkelige ud i det fjærne; disen løftede dem op, så de syntes at
hænge på himlen, men midt i alt det udviskede havde vandet en
forunderlig klarhed, som det lå under tågen, der ikke berørte dets
blanke overflade; det så ud som is i tøvær. Undertiden rørte noget
sig dernede, og en enlig bølge gled tyst som et bredt smil over
fjordens rolige ansigt.

Længere ovre lå skoven og spejlede sin barbariske pragt i vandet. Som
en flok sigøjnerkællinger, der har ladet deres fantasi fråse i
brogede klude, som de har hængt på sig, hvor der bare kunde være
nogen -- sådan stod træerne nu, pyntede lige før det hele var forbi,
i farver, der ikke var skønsomt sammenstemte, men skreg mod hverandre
i brutale disharmonier, fra feberrødt og kadavergult, helt ned til
ådselbrunt, og masser af usundt grønt, alle de farver, sommeren
har, og dog ingen af dem; alle med en afskygning, der talte om
større vildhed, om dødens nærhed, om forfaldets sidste store
kraftudfoldelse. I morgen kommer måske den storm, der lægger det
meste af det hen ad jorden; derfor gælder det, mens det er tid, at
udfolde alle herlighederne; det ser ud som sundhed, men det er ikke
bestemt til at vare, derfor er der ingen orden; selve forvirringen,
de desperate farver, viser, at det er den nære undergang, der får
livet til at blusse så vildt op. Nu ses det, hvor store summer af
kraft der har virket året igennem; deres hværv er omme, de kan rase
ud og blive til intet. Hverken forårets grønne harmonier eller
sommerens solbrændte ro har røbet så meget af naturens vælde som
efteråret; de har brugt og opsparet kraft, de har holdt hus med
værdierne, de har viselig gemt til i morgen, hvad der ikke fik
anvendelse i dag, for at den størst mulige gavn kunde komme ud af
det. Det velhavende forår og den fornuftige sommer var sundhedens og
visdommens tid; nu er udbyttet opsamlet, døden nærmer sig, naturen
stråler i syg og vanvittig lidenskab, fornuft behøves ikke længere.
Skoven er tragisk, som store tings undergang altid er; den dør i et
farveskrig, der er en protest mod døden; den samler i sin sidste
krampe alt, hvad den formår at opbyde, og slænger det om sig, ti
dens visdom er forbi samtidig med, at dens hverv er fuldbyrdet, men
dens livskraft er ikke udtømt, derfor kan den ikke hensove blidt;
mindet om et stort værk, den har efterladt, gør dens dødsstund vild.

Helga skyndte sig ind i skoven; hun havde hast med at nå den, og dog
var der besvær ved at gå, mangfoldigheden gjorde hendes sind tungt.
Det varede en tid, inden indtrykkene fordelte sig, så hun igen kunde
komme i ligevægt. Men da var nydelsen også fuldkommen; hun var til
mode som et menneske, der en dag uventet finder noget, han højlig
trængte til, han synes med det samme, at det er det, han så længe har
gået og ledt efter og følt savnet af. Hvad var det hele værd, før jeg
fandt dette? tænker han.

Helga vandrede skoven igennem i alle retninger. Når hun havde set et
sted og undret sig, kom hun i tanker om et andet, som hun også godt
kendte; hvordan så det ud i dag? Og overalt var der virkelig noget
nyt at se. Imens var alle vante forhold faldet ud af hendes
erindring; des mere ublandet var den stærke følelse af sjælden
højtidelighed. Hun gik dær alene og kom ingen ved; det faldt hende
heller ikke ind, at der kunde være tale om andet; der eksisterede i
dette øjeblik ikke andet end hende og skoven; alt det, hun så, var
hun ene om; ingen kunde komme og sige: Giv mig det halve!

Hun stod og så op i et træ og forestillede sig, hvor grøn man kunde
blive indeni hænderne og på knæerne, hvis man klatrede derop, da hun
opdagede Niels Grandlev, der kom langs fjorden hen mod skoven. I
samme nu var hendes tanker revet bort fra alt andet, hun kom ud af
ligevægten og følte sig ond mod ham, der forstyrrede hende i den
største nydelse, hun længe havde haft. Kom han her for at tale om
bryllup? Måske vilde han hente hende, for at de kunde gifte sig med
det samme! Hun fik tid til en mængde onde tanker, mens hun ventede på
ham, for naturligvis ventede hun på ham, som det var hendes pligt;
hun skulde ikke rende hen og gemme sig. Det faldt hende slet ikke ind
at overveje, at han aldrig havde talt om deres bryllup, fordi han
mærkede, at hun helst ikke vilde høre tale om det endnu. Hun kunde
ikke tænke sig andet, end at han kom dær for at kræve andel i noget,
der kun var hendes, for at fratage hende retten til at gå ene ud og
se, hvad hun var ene om at se og ikke vilde ha andre med til. I det
øjeblik skabtes hendes selvstændighedsfølelse bevidst og ustyrlig, og
det er ikke en følelse, der gør een god til at begynde med.

Hun var sig bevidst, at hun betragtede ham med onde øjne; hun var ked
af det for hans skyld, for han havde bedre fortjent, det så man
straks på ham, men hun kunde ikke gøre for det. Idet han kom netop
nu, havde han grebet ind i noget, han ikke måtte røre ved.

Hans holdning forandredes ikke i nogen måde ved, at han opdagede
hende; han kom nærmere i samme tempo og sa blot: Godmorgen.

Jeg tænkte nok, at du var i skoven, vedblev han og så hende ind i
øjnene.

Nu kommer du vel herud for at hente mig?

Jeg kommer herud, ja. Hvis jeg så traf dig, kunde det jo være, vi
fulgtes ad. Jeg vågnede næmlig også med lyst til at komme i skoven.

Jeg gik alene herud, for jeg troede ikke, du stod så tidligt op.

Det kan vi godt antage, jeg ikke gjorde. Hvis du skulde ha brug for
det som en undskyldning, mener jeg.

Det var aldeles ikke min mening at undskylde mig!

Vel. I så tilfælde må jeg gøre dig opmærksom på det overflødige i at
fremsætte den antagelse, at jeg ikke var stået så tidligt op.

Å ja, du har jo altid ret.

Men det at ha ret er ikke det bedste, mener du. Du ved noget, der er
bedre; er det ikke sandt?

Jo, svarede hun, og mens hun så på ham, forstod hun igen ikke sig
selv. Var det ham, der havde den største magt over hende, eller var
det noget helt andet? Hvor var hun dog uselvstændig! Hun så sig om i
skoven, men den var ikke som før.

Hvad er der dog, Helga? udbrød han mere varmt, fordi han syntes, hun
kom til at se dårlig ud.

Å, du -- det er ikke andet, end at jeg er så sulten. Det har jeg
først lagt mærke til, mens jeg har stået og talt med dig.

Lad os så gå op til pavillonen og spise frokost. Siden kan jeg igen
gi dig tilbage til den ikke-materielle verden, som jeg rev dig ud af.

Hun var meget oprømt, mens de spiste, men hun talte ikke om det, som
han ventede at få noget at vide om, og det gjorde ham tavs. Da de
fulgtes ad ned til vandet, var hun også blevet stille. Hun gik og så
hen for sig med store øjne og skilte læber. Han troede, hun havde
helt glemt hans tilstedeværelse, men i virkeligheden foregik der
stadige svingninger i hendes sind, idet hun inderligt ønskede, at hun
kunde blive fuldstændig optaget af een ting og så glemme den anden --
enten ham eller det andet, der i dag havde fået sådan en magt over
hende, for nu vidste hun bestemt, hvad det var, og hun vaklede mellem
disse to, der syntes at skulle afgøre hendes fremtid. Og som hun nu
indså med fuld klarhed, at bægge dele var et menneskes hele liv værd,
så følte hun ingen ret glæde, fordi hun måtte dele sig mellem dem.

De satte sig på en bænk ved stranden, hun tog hans hånd, men hendes
anden knyttedes ensomt på hendes skød, og hendes hoved sænkedes
grublende, ikke på hans skulder. Han følte vanskeligheden i at være
den mand, der bør gøre eller sige noget, som kan hjælpe, ti hjælp var
fornøden. At finde det ord, der kan falde i et grublende pigesind som
løsningen på den gåde, hun ikke selv forstår, det er lige så let som
at skyde til måls i bælgmørke. Det, man i sin tid sa og gjorde hende
til den lykkeligste pige i verden med, det er der jo ingen brug for
nu, ti hendes hoved sank ikke ned på ens skulder, men et andet sted,
og det betyder noget. Man er måske et forstandigt menneske og veed
mange udmærkede ting, som det kunde være værd at sige, men hører hun
noget af det, og hvor mange gode tanker skal man fremdrage, inden man
kommer til den, der gør sin virkning? Eller skal man slet ikke sige
noget, ikke være tanke, men vilje, pånøde sig og besejre hendes tavse
kulde ved hjælp af den erotiske næveret? Eller var det allerbedste
at møde hendes kulde med endnu større kulde, så at hun måtte blive
varm, hvis hun ønskede at vinde een tilbage?

Det er et problem, der i almindelighed ikke agtes værdigt, til at der
ofres megen omtanke på det, og dog afhænger adskillige menneskers
samliv af, om der gøres noget alvorligt for at løse det. Fysisk
erotik hjælper over meget, men slår ikke til i længden, ti et
spørgsmål, der har kraft, vil besvares, og et problem, der visner
uden svar, efterlader et hul i sjælen. Der er mange kvinder, hvis
sjæl består af sådanne ulykkelige huller.

Niels Grandlev, der af sine egenskaber bedst kendte og satte mest
pris på fornuften, mente, at de kunde tale fornuftigt om det og
således komme over det, for han kendte hende godt nok til at vide, at
det var noget meget alvorligt, der optog hende. Det er jo så
rimeligt, at en mand, der har tid tilovers og er forelsket, blir
specialist i de forskellige udtryk i sin kærestes ansigt.

Der er langt imellem os nu, sa han stille, midt i al deres tunge
tavshed.

Hun trak været dybt som en, der vågner. Ja, sa hun.

Hvis du fortalte mig noget af det, du tænker på, så fik vi bægge mere
fornøjelse af det.

Det er jo ikke vist, der er nogen fornøjelse ved det.

Det er i alt fald noget, der skiller os i dette øjeblik, og derfor
har jeg en vis ret til at få at vide, hvad det er.

Hun så forundret på ham, et fraværende, upåvirket blik.

Måske "ret" er et for brutalt udtryk; jeg mener blot, at vi hidtil
ikke har ladet noget stille sig imellem os, men vist hinanden fuld
oprigtighed, og det er vel vor mening at blive ved med det. Jeg har
også altid fortalt dig, hvad jeg tænkte på, når det interesserede
dig.

Det er noget andet. Du tænker kun noget, der er mening i.

Fortæl kun. Jeg skal finde mening i det. Men du har måske ingenting
at sige, ingen fortrolighed at skænke mig.

Å, jeg kunde tale i timevis, hvad det så blev om. Jeg er indvendig
fuld af vrøvl, som jeg helst vil tie med. Men jeg kunde fortælle dig
masser, som jeg måske slet ikke mener, og det vilde du så kalde min
fortrolighed, du skulde analysere og sortere det og sætte
videnskabelige noter til. Nej, du kan sagtens, du behøver ikke at
vrøvle, fordi du er færdig med dit, og veed, hvad du veed.

Før har du ikke været så bange for at tale med mig. Nu ved jeg i alt
fald, at du skjuler noget for mig.

Det svarede hun ikke på, men lidt efter rettede hun sig og sa med det
hurtige og bestemte tonefald, hun havde, når hun sa noget, der syntes
hende vigtigt:

Du, ved du hvad, nu skal jeg sige dig noget: Jeg har egenlig ikke
spor af karakter. Jeg vakler på den ynkeligste måde og veed hverken
ud eller ind. Kunde det ikke tænkes, at der skete noget, der tvang
mig til at gøre det, der er det rigtige? Der måtte kunne ske noget
stort og voldsomt, der ikke spurte, om jeg vilde eller ikke, men
drev mig. Jeg trænger til det. Det andet er ikke nok.

Det andet -- det vil sige mig. Jeg er ikke en magt, der tvinger og
hindrer al vaklen. Jeg er ikke noget absolut, der intet tillader ved
siden af.

Hun betragtede ham koldt og forstående og tav. Men den tavshed var en
ydmygelse.

Hvorfor siger han det? tænkte hun, især hvis det er sandt.

Dersom jeg vidste, hvad det er for to ting, du vakler imellem -- --.
Det ene er formodenlig mig, og det andet -- --?

Å, det er slet ikke sådan et reguladetristykke. Der er så meget, som
jeg ikke synes skulde være der, og som bare gør det uklart og
ingenting er alligevel. Jeg har jo dig, kan man sige; skulde der så
være mere? Hvorfor er jeg -- -- en hel masse, som jeg ikke ved hvad
er? Er det meningen, at jeg skal bruge det til noget, eller er det
pjank, der hører til, fordi man kun er et kvindfolk? Når en af mine
veninder kommer over mig med sin fortrolighed, så synes jeg, _det_ er
pjank. Lige sådan her måske? Og hvem ved noget om det?

Det vilde være underligt, Helga, om alle dine længsler allerede var
virkeliggjorte; der ligger meget endnu, som venter på, dets tid skal
komme. At du ikke har mærket det før, kan forklares ved, at du har
været så stærkt optaget af mig; det er du i mindre grad nu, så kommer
det andet frem, der har mindre med mig at gøre; du synes at undre dig
over, at du ikke længere er helt og holdent optaget af mig, men det
er dog ganske naturligt. Du må også ha andre interesser, og det er så
meget bedre; forhåbenlig kan deraf udvikle sig flere fælles
interesser mellem os, når du en gang blir i stand til at tale med mig
om det.

Fælles interesser, tænkte hun. Og hun tilføjede højt: Hvis alting
kunde ordnes bare ved, at man talte om det og forklarede det -- --

Er det da ikke idealet af samvær?

Kære, hvad fornøjelse har du så af, at jeg ikke er nogen mand?

Dette her er komplet mislykket som samtale betragtet. Vi er to
mennesker, der efter bedste ævne søger at forvirre hinanden med ord.

Det gir jeg dig ret i.

En gang havde jeg den udmærkede egenskab, at jeg forstod dig, Helga,
om du ellers husker det. Det var dit udtrykkelige ønske at blive
forstået. I dag er jeg besværlig på grund af samme egenskab. Måske er
der også noget vist klodset i det; husk på, at jeg kun er en mand;
jeg opfatter dig muligvis lidt for meget som et reguladetristykke,
mens du helst skal begribes i utydelige omrids; ligesom visse
kunstværker skal du anes, men du tåler ikke at forklares. Gik vi så
hjem?

Ja.

De gik rask til, for de var kommet til at fryse af at sidde stille.

Du svælger i tavshed, sa han, irriteret men roligt, da de var næsten
hjemme. Dog forstår jeg måske lidt mere, end du tror, det skal du
vide i al din hemmelighedsfuldhed. Dit sind er delt mellem lyst til
kærlighed og lyst til -- -- den anden ting. Hvis jeg nu var en af de
stærke, brutale mænd, du drømmer om, så begik jeg voldeligt indbrud i
din hemmelighed, jeg trådte halvdelen af din tilværelse i sønder for
at fylde den anden halvdel med desto rødere lidenskab. Du vilde ofre
det andet og ikke hade mig derfor. Men den art kærlighed er hverken
almindelig eller ønskelig. Farvel. I dag skal vi sagtens ikke ses
mere, men når du bliver oplagt til mig, så -- --

Han rakte hende hånden og vendte sig bort for at gå; i det samme
mærkede han hendes læber på sin hånd, og han stansede forbavset, helt
forandret over Helgas mund, som han kendte så godt, men ikke på den
måde. En hel tankerække var tilintetgjort, smæltet som en fast ting,
der er bygget af is og så kommer i varmen. Hvad var det nu, han vilde
sige? Hvorfor gjorde hun det? Hvilken logisk forbindelse -- --?
Hendes øjne var mørke som slåen langt hen på efteråret, de fyldte
rummet om dem bægge med vidunderlig kraft; han blev svag og god og
forvirret. Hun havde ret; på en eller anden hemmelighedsfuld, men
overbevisende måde var retten bleven hendes. Den stærkeres ret.

Hvad er der, Helga? spurte han endelig fortabt.

Jeg ved ikke. -- Mere sa hun ikke, men hvor hendes læber -- de altid
lidt blege læber -- var veltalende, idet de skiltes ad!

Farvel.

Hvordan har det sig med begrebet ånd? tænkte han, mens han gik. Måske
huskes et par læber, endnu efter at de betydningsfulde ord, de
udtalte, forlængst er glemt. Udtrykket i to øjne har muligvis større
magt end den tanke, som var samtidig dermed. Hvad skal vi da tro om
ånden, som ene siges at vare evindeligt?



En begavet kvinde bør ikke vælge en intellektuel mand; hun erhverver
sig hurtigt en vis overfladisk forståelse af ham, som ingen
forståelse er. Hun fatter instinktmæssigt hans tankers former uden at
interessere sig for hans enkelte ideer. Det ligner dig at sige sådan,
det svar har hun altid på rede hånd; mere trænger hun ikke til at
sige om den ting. Hun går ud og ind i ham. Efter hendes opfattelse er
hans sjæl som en rugmark; der er en forbavsende grøde, men det ligner
hinanden altsammen. Denne mand blir aldrig den overlegne, og det, hun
har lært af ham -- for naturligvis har hun fået en stor del af sin
åndelige udvikling ved ham --, er gået så dybt og grundigt ind i
hendes bevidsthed, at hun har glemt, at det ikke altid har været der.
Han kommer således til at repræsentere et overstået stadium, på samme
måde som en god lærer; han var nyttig i sin tid; men nu kan hun nok
selv.

En handlingens mand derimod vilde hun altid være i stand til at
beundre, ti dær ser hun overlegenheden tydeligt for sig, og kvinder
ligner børn deri, at de får det stærkeste indtryk af, hvad der er
anskueligt. Men en klog mand gifter sig med den kærlige enfold, dær
finder han vel ikke forståelse, men i alt fald villig stræben
derefter, og er det mon ikke mere værd end den begavede kvindes
flygtige konstatering af, at det ligner een at tænke sådan og sådan?

Værre endnu blir det, hvis han besidder den indsigtens lidenskab, der
gør, at han ikke kan la være at meddele hende alle sine opdagelser.
Det er meget skadeligt for ham selv, men han forstår med sådan en
inderlighed, at han må gøre hende delagtig i forståelsen, og hun er
jo den begavede kvinde, der kan følge ham, når hun har lyst. Han skal
endelig vise hende, hvordan tænkning undergraver deres forhold; det
er meget uklogt, men det er så interessant!

Mens Grandlev kom til disse og mange andre resultater, gik Helga
ensomme ture i de halvmørke eftermiddage. Det blæste rigeligt og godt
i den tid, hun lærte at holde af det. Novemberblæst er god for mange
ting -- selv om den er blandet med en smule regn --; den braser på
som en vædder og flår som en gal kat, men den renser for
sentimentalitet og blæser al dun og fnug af sindet, den tvinger til
at ta lange skridt og sætte foden fast i jorden. Den råber højt og
tar mange lyde med sig fra gårde og veje, det er en snaksom vind. Den
sender menneskene friske hjem i deres stuer, med klare øjne og med
rensede stemmer. Den buldrer forgæves på hos mange, der sidder inde
og gemmer på mugne stemninger i deres lukkede sind.

Helga gik ude hver eftermiddag mellem fire og seks, hun kunde ikke få
nok. Hun fulgte helst den smalle gruskant langs bivejene, der som
fede, stribede slanger snoede sig svagt glinsende ind i mørket og
blev borte. Markerne rejste sig på bægge sider som sorte mure. Hvert
eneste lille hus omgav sig med den hemmelighedsfuldeste puslen;
halmstakke, der var blevet langhårede i løbet af efteråret, var fulde
af al slags hvisken; det var en hel historie at komme forbi et eller
andet. Fra og til gårdene kom vogne med gødning og roer; hjulene
pløjede sig sødt og fedt gennem det dybe ælte, undertiden knirkede
det fra en roetop, der blev kørt over, og fra åbne stalddøre bares
den varme, søde mælkelugt stundom helt ud på vejen. Det var sin
barndom, hun levede om igen, men langt stærkere, idet hun nu samlede
den op i spredte træk, der kom tilfældigt imellem hinanden, og som
dog hørte så inderligt sammen. Det var bedre end barndommen, det var
så stærkt, at hun måtte være alene om det. Dersom hun ikke havde
været alene, så vilde det hele haft en ganske anden betydning, og
slet ikke den, det kom an på. Det betagende og hemmelighedsfulde ved
husene, hun kom forbi, beroede på, at der ikke var en med, som hørte,
hvad der hviskedes; det var hendes alene, som alt, hvad der var godt.
Hun befæstedes i ensomhed i denne tid, og hun erfarede, hvor godt det
var. Og den skumle uhygge, der begyndte ved de yderste huse, vilde
ganske være gået tabt i en andens selskab.

For det var egenlig den, hun gik efter; den gjorde det billede
levende i hende, som hun ønskede at se.

Det forestillede en sen oktobereftermiddag. Et halvt gennemsigtigt
mørke lå som tyndt, gråt flor over en gruppe sorte legemer, eet
større og flere mindre. Midt i gruppen var der en lygte, som een
holdt; den belyste svagt nogle fremrakte og opløftede menneskearme,
ben, der bøjede sig listende, og hoders ængsteligt spejdende
holdning, men lyset faldt skarpt på en tyrs pande; spidsen af et horn
dannede centrum i lyskresen, og nær ved sås en tyk dusk krøllet hår
og et lille ondt, rødt øje -- hele det vældige tyrehoved bar et
udtryk af rådvildt ondsind. Rundt om stod menneskene med reb hængende
ned fra de løftede hænder; de var krumme af angst og forsigtighed; de
beherskedes ganske af det sigtende horn og det røde øje længere
tilbage, der var hornets onde sjæl. En brat bevægelse så meget som to
tommer kunde få alle de krøllede muskler til at rette sig og slynge
menneskene mange alen bort.

Helga tegnede det billede gang efter gang, men det blev ikke godt
nok, og det kom igen og mindede hende, når hun gik sine ensomme ture
i mørkningen. Nye enkeltheder kom til: knoldene, der kastede skygge
hen ad jorden; mændenes ben, der sås at ryste i de jordgrå
lærredsbukser, og poplen bagved, der fremviste sit legemes knyster og
rynker i det usikre lys. Men det var navnlig tyrehodet, der voksede i
hendes sind, det blev til en ide. Grandlev havde en dag fortalt hende
noget om _bunden ondskab_, som enkelte mennesker eller hele
samfundsklasser kunde bære på i lange tider, indtil en begivenhed
vakte den, eller en mand med særegne ævner vejrede den, gav den en
bevidst vilje og slap den løs. Den bundne ondskab var et af
samfundets farligste fænomener og havde ofte en uhyre, langsomt
sammensparet kraft at opvise, når den endelig blev vakt.

De ord havde gjort indtryk på hende; hun kom til at tænke på dem,
hver gang hun så tyren for sig; dens brede pande og nakkens mægtige
profil, der lige skimtedes, skulde tale om, hvad ondt her kunde
udrettes, når det stupide ondsind blev til vilje.

Men hvad kunde det nytte altsammen, dersom hun ikke magtede at tegne
det! Hun måtte udtrykkelig minde sig selv om denne omstændighed, især
når hun var mest hentagen af sine syner, men det formåede dog ikke at
ødelægge stemningen. Hun var tilfreds i sin ensomhed, greben af den
nye ide, hvis varme var så stor og virkelig, at hun endnu kunde bære
den blot i tanken uden at lide under, at den ikke vilde blive til
virkelighed i et kunstværk.

Når man er under påvirkning af ideens varme, synes menneskene kolde,
og da man ikke kan meddele sig til dem, forekommer de kedelige og
overflødige. Helga kom til at gøre den erfaring, og hun blev noget
vanskelig at omgås. Madlavningen, som det hed sig, at hun lærte hos
sin moer, gik rent i stå; hun brændte og sved alting, ikke at tale
om, hvordan hun smudsede sig til. -- Den dårligste kokkepige blir
altid mest snavset, plejede moeren da at sige. Selv sådanne småting
som at lægge kringler vilde ikke gå for hende. -- Jeg tror, jeg har
elektricitet i fingerspidserne, kunde hun undertiden sige. Dermed
kastede hun dejen, stoppede nogle færdige kringler i lommen og gik ud
for at spasere. En halv time efter kom hun måske hjem med en mængde
vissent løv og brombærranker. Det skulde blive til storartede
broderimønstre, forklarede hun, og det var jo glædeligt, for brodere
var hendes talent og moerens stolthed, skønt hvorfor tog hun så ikke
timer i det i stedet for i tegning, som dog ikke førte til noget? Så
tegnede og broderede hun resten af eftermiddagen, indtil hun kastede
det hele bort og begyndte at gå op og ned i værelset og tromme på
borde og vinduer. I sådanne øjeblikke måtte moeren tænke på sin
afdøde mand, der havde haft det på lignende måde. Så var Helga også
godt nok oplagt til at trættes, ligesom faeren.

-- Skal du ikke snart til at tænke på dit udstyr, Helga? spurte
moeren en dag.

Udstyr, sa Helga og stansede sin marsj. Det ved jeg ikke, svarede hun
med en vis kraftanstrængelse.

Nå. Så ved jeg ikke, hvad du bestiller al den tid, du er på dit
værelse om dagen. Jeg tænkte, du broderede noget -- -- eller du
kommer jo med så meget; det skal vel bruges til noget, må jeg antage.

Helga blev harmfuld over den følelse af egen unyttighed, der kom over
hende ved moerens ord.

Hvorfor skal det bruges til noget? Det skal bruges til, at så går
tiden.

Hm. Det synes jeg den gør godt nok også uden narrestreger. Grandlev
og jeg sad og talte om udstyr i går, da du var ude.

I to? Er han ved at brodere noget da, eller skal han til at ha en
symaskine?

Hør, Helga, du er da vel ikke ked af det allerede?

Nej, moer, det har ikke noget med det at gøre. Jeg trænger bare til
at være lidt underlig først. Vilde han gærne giftes?

Det talte han ikke om. Han nævnte slet ikke dig -- sådan.

Nå. Det kan jeg også bedre forstå. Han er vist ikke videre tilfreds
med mig nu. Men det skal nok komme. Først så -- --. Hendes øjne søgte
ud ad vinduet, ud i det blålige tusmørke.

Du har så meget for dig selv; det er ikke rart for os andre. Vi ser
nok, at der er noget, men vi får ingenting at vide. Jeg troede
ellers, at når du var blevet forlovet med sådan en klog mand, så
kunde der ikke komme noget i vejen; han må vel kunne lære dig alt,
hvad du har lyst til. Derfor var jeg så glad for det. Din faer
savnede jo altid sådan, at han ikke fik lært så meget, han helst
vilde. Men nu ser jeg næsten aldrig, I taler sammen. Du er vist mere
ivrig med den tegnen.

Hvorfor tror du det? Du ved jo, at det, jeg får for, tegner jeg altid
her inde.

Ja, jeg ved jo ikke, hvorfor du lukker dig så meget inde. Men kan det
da blive til noget, tror du?

Det kan blive til lidt, bare en lille smule, moer. Når jeg blir gift,
kan jeg jo ha tegnekursus med unge damer -- og mandfolk med, hvis det
skal være. Jeg skal sige dig, tegning er ved at komme på moden, og
jeg vil følge med tiden; det blir snart meget finere at kunne tegne
godt end at kunne brodere.

Synes du virkelig, det er værd at ofre så megen tid på det, bare for
at komme til at undervise nogle pigebørn, som ikke har noget rigtigt
at ta sig til?

Å nej. Men jeg må jo hitte på noget at gi mig af med, selv om det
ikke er til nogen nytte. Når vi skal ha pige, hvad skal jeg så forslå
tiden med?

Ja ja. Bare det må blive til noget, der er mening i. Du har ikke
været pjanket før, men nu ved jeg ikke rigtig længere, hvad du kan
blive. Det er vist en stor fejl, at du er blevet forlovet.

Måske. Men så var jeg vel sagtens blevet endnu værre på en anden
måde.

Er det ikke længe siden, du har besøgt Grandlev?

Det kan jeg ikke rigtig huske. Men det er det vist nok.

Jeg tror ikke, han kommer her for det første, fordi du tar så
underligt imod ham altid. Du kunde jo gå op og se til ham.

Jeg ser mig selv trave op til min kæreste, sendt af moer og skal
hilse. Sikken et billede. Hovne puder af gråd under øjnene, nyvasket;
rødglødende ører. Ja.

Hun gik ind på sit værelse og gav sig til at tegne; denne gang var
det ikke tyren, men karikaturbilleder af hende selv. Det sidste i
rækken bar underskriften: Lille Helga skal giftes, og forestillede
hende selv, der med artigt strittende fingre gik i spidsen for et
langt optog, som bar hendes udstyr. Hun skulde også i lag med et, der
skildrede hende som gift, men i stedet for la hun hodet ned på sine
hænder og græd af ærgrelse over sin egen umådelige pjankethed. Den
førte vist ikke til noget godt, moeren havde måske ret; hun var ved
at blive pjanket, og det var netop mere alvorligt hos hende, ti hun
regnede det for noget, mens andre unge piger godt vidste, at al den
slags bare var tosseri, som skulde gå over. Men hun arbejdede på, at
det skulde blive værre.

Hun faldt i søvn i sin store selvopgivelse, og da der endnu var længe
til spisetid, da hun vågnede, gik hun op til Grandlev. Måske det
kunde føre til et slags resultat.

Så snart han så, det var hende, lukkede han den bog, han havde læst
i, og satte den ind i reolen. Så trak han en kurvestol frem til hende
og drejede skrivebordsstolen om imod den.

Du skal ikke gøre så mange forberedelser, sa hun nervøs. Jeg går
straks igen. -- Hun blev stående midt i værelset og søgte at huske,
hvad det var for en indskydelse, der havde drevet hende herop. Hun
var bange for ham nu, hans tavshed beherskede hende. Og på ingen måde
vilde hun sidde i den stol; dær var hun da fuldstændig i hans magt!
Hun satte sig på en anden, op ad en reol.

Uha, lad være at sidde dær og se ud, som om jeg vilde dig en hel
masse! Der kommer slet ikke noget. Du gør mig ligesom til en, der er
tilsagt til at gi møde klokken fire og aflægge tilståelse om det
hele. Jeg har ingenting gjort!

Han rejste sig og gik hen til hende. -- Vor Helga er i et forpint
humør, den stakkel, og skønt det måske ikke er noget, hvor jeg kan
hjælpe, så kommer hun dog til mig. Det synes jo at vise, at jeg endnu
ikke er ganske overflødig.

Tænk, at du kan klappe mig på kinden, mens du konstaterer, at du ikke
er ganske overflødig! Jeg har en nøjsom kæreste.

Han gik tilbage til sin plads.

Det er en særdeles åbenlys hån. Du skulde ikke kortelig kunne antyde,
hvad du snarere ventede af mig i dette tilfælde.

Det spør en mand ikke om. Han gør det, der er rigtigt, og gud nåde
hende, hvis hun så ikke knuselsker ham.

Jeg beundrer ikke det sprog, men jeg anerkender dets slående sandhed.
Jeg sad lige og læste i en bog, der skildrede kvindens ideal i
middelalderen. Som grundlag for en diskussjon kunde jeg måske læse
nogle brudstykker -- --.

Det behøves ikke. Jeg kan føle på mig selv, hvordan det ideal altid
må ha været. Den bog er udelukkende bestemt for mændene, de kan ha
godt af at læse den; for os andre er det fuldstændig overflødigt.

Det er altså kraftbanditten, vi andre stakler skal stræbe at
efterligne; vi, der har været så tankeløse at anlægge os hjærne,
skulde, om det var muligt, helst besørge den ombyttet med den skønne,
sortneglede næve, hvis vi ikke vil undvære kvindens agtelse så vel
som kærlighed, og den kan vi desværre ikke leve foruden; det må
tilstås, og det gør os sandsynligvis ikke mere attråværdige.

Det var altfor meget, til at jeg kan svare på det, men du kan være
vis på, at de fleste kvinder er sådan indrettede, at manden ikke
behøver at tåle, at de er optaget af andet end ham; de forlanger
heller ikke bedre. Men når han ikke er tilstrækkelig, så finder de på
galskaber, som alligevel ikke gør dem lykkelige. Jeg kunde godt tænke
mig, hvordan det var at blive elsket af sådan en kraftbandit. Her går
vi og venter på noget, der kaldes lidenskab.

Og så foragtes jeg på den konto, at jeg ikke har vakt nogen lidenskab
hos dig. Hvis flertallet af mændene var indrettede til det brug,
hvordan skulde det så gå med verdens øvrige og mere vigtige
anliggender?

Det kan være os det samme. I dette øjeblik udretter du jo ikke noget
for verdens mere vigtige anliggender; du har altså tid til mig, og
mig holder du foredrag for.

Er du ond, Helga?

Ja, jeg er, jeg har opdaget så meget ondt i mig selv i den senere
tid, og jeg er slet ikke ked af det. En del havde jeg selv, og noget
har jeg fået af dig. Men det må du næmt kunne forklare. Så kan du
jage mig bort, når du har forklaret det; jeg fortjener alligevel ikke
bedre. Du kan ikke holde af mig i længden.

Det gør jeg stadig, i grunden.

I grunden, det vil sige imod din vilje.

Å, ja. Men du virker jo i modsat retning, alt hvad du kan.

Jeg siger dig jo også, at jeg er ond.

Du indeholder sikkert meget, som jeg ikke har anelse om, og det gør
mig utryg. Hvad du kalder ondskab, er vel ikke andet end større
livsfylde; du er mere sammensat, derfor trænger du i højere grad til
det bitre end for eksempel jeg. Men det er ikke sagt, at jeg længe
kan holde ud til det. Vi har uheldigvis ikke det samme formål med
hinanden; jeg ønsker, at du skal dele en fredelig og måske noget
ensformig fremtidslykke med mig; du forlanger, at jeg skal hjælpe dig
til meget, du endnu venter dig af tilværelsen. Det kan jeg ikke, og
idet jeg fastslår dette, falder det mig ind, at jeg ikke passer til
dig. Jeg anså det engang for tænkeligt, at jeg kunde hjælpe dig, men
jeg ser, det er ikke viden, du trænger til; måske har jeg også
begået den fejl at ville omskabe dig til en vis lighed med mig -- jeg
så jo næmlig, at du var tilgængelig for kultur -- men det har kun
gjort afstanden større. Jeg har vel lagt mærke til, hvordan du stadig
kun modtog en del af, hvad jeg tilbød dig; du gjorde med et sikkert
instinkt et udvalg; du anede, hvad der fremmede din udvikling, jeg
vidste intet derom, og således har jeg bidraget til din udvikling i
sådan et omfang, at du nu føler dig i stand til at undvære mig. For
tiden skjuler du noget for mig; det viser vel allerbedst, at din
læretid hos mig er forbi. Det stod vist ikke klart for dig, da du
kom, men nu kan du tænke over det. Dine uklædelige, agressive
erklæringer, der er et udtryk for, hvad du uklart mener om vort
forhold, behøver jeg ikke flere af. Hvad du har været for mig og
endnu mere kunde blive, er det jo ikke betimeligt at tale om nu. Jeg
under dig den berigelse, du kan ha fået af mig, og for dig er den det
vigtigste. Farvel. Når du har tænkt over det, så kom igen og gi mig
et alvorligt svar. Jeg ser nok, du kunde sige meget endnu, men jeg
vil ikke høre det. Godnat, Helga.

Han lukkede selv døren op for hende; hun gik tungt ned ad trapperne.
Så var det vel forbi; hun skyndte sig hjem for at tænke over det.

Tud så, sa hun til sig selv, idet hun satte sig ved siden af sin
seng. Men hun kom ikke til at græde, hendes tanker blev snart optaget
af det mørke, urolige vær, der arbejdede udenfor, det passede sådan
til hende. Stormen hvislede og kogte og klaprede; skumringen gled
over hendes vægge i et tyndt lag, der hurtigt blev tykkere, men da
det blev helt mørkt, havde hun lukket øjnene. Hun så, hvordan aftenen
faldt på der hjemme om gården, de gule stakke blev grå og ligesom
smæltede hen i jorden; grøftekanterne blev sorte før vejene, men
de faldne blade lyste i mørket; vinden skramlede tyst over
kartoffelmarkens visne stilke, og det så ud, som om pløjejorden
løftedes op om gården som en vold. Når man gik inde mellem stakkenes
rækker, var det som en by med snævre gader og høje huse -- -- --.

Men midt i det hele lød der et forfærdeligt vræl: Tyren er rendt fra
os! De stilfærdige træsko blev pludselig levende alle vegne, de
buldrede løs på gårdspladsen, fra staldene og inde fra stuen -- --.

Nu stod de i alleen om tyren, alles øjne var troldbundet af det
ondsindede korte horn, der pegede mod lygtens rude; ingen vidste,
hvem der om lidt kunde komme til at hænge og sprælle på det.
Pløjejordens knolde sås tydeligt som et hæsligt dyrs vortede hud, og
længere borte skimtedes poplernes mishandlede legemer, der hældede
hid og did som et geled invalider -- --.

Helga sad nogen tid med det, så sprang hun op, tændte lampe og
begyndte at tegne. Først med rystende ængstelse; mon det skulde
lykkes i aften? Og så med stigende vished og sindsro. Træerne blev
fulde af stemning, jorden blev god; tyrehodet skitserede hun næsten
uden at trække været -- --.

Moeren bankede på. Spise. Men Helga havde ikke tid. Mørket blev
forfærdelig godt, og øjet skulede; hun tegnede så roligt; der var en
stor fred ved det, som hun aldrig havde tænkt sig. Hun blev hjemme i
det, mens hun arbejdede, og undrede sig ikke over noget, siden hun
havde vished for udfaldet.

Klokken var halv elleve, da hun rejste sig fra det færdige værk. Hun
blev så glad ved at opdage, at hun var meget sulten; aldrig havde hun
haft sådan en lyst til at få noget at spise. Hun tog tegningen med ud
i køkkenet for at se på den, mens hun stillede sin hæftige sult.



Det var i dæmringen, da Helga næste morgen vågnede op til halv
bevidsthed; hun vidste straks, at tilværelsen i dag indeholdt noget
andet godt end denne hyggelige skumring og velværet ved at kunne
blive liggende en times tid endnu; hun blinkede en gang, vendte sig
og sov så småt videre, efter at hun et øjeblik havde følt den vished,
at en ualmindelig dag var ved at gry. Hun slumrede ind med en
utydelig tilfredshed som en hund, der fornæmmer daggryet på sine
øjenlåg, som en plante, der begynder at åbne sin blomst for det
første lys.

Timen gik, en time af fuldkommenhed, men så var det også forbi, hun
huskede tegningen og rakte efter den, men hun mindedes tillige,
hvordan de skiltes i går. Hun så på tegningen, den var god,
heldigvis, så skulde det andet også blive godt. Hun var selv en hel
anden nu, hun vidste ikke, hvad der var gået af hende i går, men det
var også lige meget. I dag kunde han ikke modstå hende, selv om han
var nok så vred. Der var en smærtelig varme i hendes sind, af megen
kærlighed, der trængte til at bruges. Al hans misstemning skulde
komme til at forsvinde.

Hun vendte uvilkårlig hodet bort, da hun mødte sit eget smil i
spejlet.

-- Grandlev kom ned ad gaden og skulde i skole, han så Helga et
stykke forude; det var godt, hun kom, det var rigtigt af hende. Han
kastede et flygtigt, misbilligende blik på hendes ansigt, der var så
bevæget, så strålende; det var ikke, som det skulde være. Hvad de
havde at forhandle, var ikke lutter fryd.

Det er harmeligt, at den kvinde, der har handlet urigtigt mod een,
kommer een sjæleglad i møde næste dag; det er respektstridigt.

Godmorgen, sa hun med en varm, forpustet stemme.

Godmorgen, Helga.

Hendes hånd lå inden i hans som en blød, levende flamme. Jo, han
kendte den nok, Helgas hånd.

Hvordan har vi det? spurte hun.

Vi har det godt, svarede han uden forbehold. Det burde måske ikke
siges, men det var sandt. Omstændighederne havde forandret sig, mens
hun var kommet så nær. Man tænker undertiden anderledes med en vis
hånd i sin. Videnskabens fallit!

Det er det allerbedste ved dig, udbrød hun, at du ikke kan være vred
på mig ret længe ad gangen.

Det er altså opdaget, tænkte han. -- Hvis det er et fortrin ved nogen
af os, så tilfalder æren dig og ikke mig, svarede han.

Det er alligevel dig, der holder sammen på det, ellers røg vi snart
hver til sit.

Det er rart at høre dig anerkende din egen upålidelighed så
ubetinget.

Jeg er ikke upålidelig, men somme tider kommer der noget imellem os,
som gør, at jeg ikke kan holde af dig, som jeg vil; jeg kan blive
rasende på det, men det vil ikke gå væk. Så er der ikke andet at gøre
end at vente.

Og så kommer lysten til at ryge fra hinanden, det vil sige: fra mig.

Uha ja; når jeg en gang har udleveret dig et faktum, så sidder det
lige straks inde i en forfærdelig rævesaks, hvor ingen jordisk magt
kan få det ud.

Godmorgen, Helga; her skal jeg ind. Nu kan du bære din triumf videre
ned ad gaden. Du er et monument -- i pelshue og astrakans kåbe -- og
forestiller "Sejren" lige så godt som nogen halvnøgen statue med
hvirvlende draperier.

Godmorgen, store mand. Helga kommer igen.

Hun kalder mig altid stor, når jeg er den lille, tænkte han. Hvilken
bagvendt logik ligger der til grund for den benævnelse?

Men hendes stemning er unægtelig den anførende, hun bestemmer
forholdet mellem os, knytter og afbryder forbindelsen. Hun er solen,
min meget lunefulde Aprilsol, der kommer og går. Jeg lar mig beskinne
og tar mod byger, men råder ikke for noget. Og alt dette er blevet
meget vigtigere for mig, efter at det er blevet så usikkert, mens
andet, som er pålideligt, har tabt i værdi. Dette er altså lykken, ti
den kendes på, at den oftest står på svage fødder, og dog går den
forud for alt. Der er meget, som er sikrere, mere ubedrageligt, men
lykken er det vigtigste.

       *       *       *       *       *

Da han kom hjem om eftermiddagen, sad Helga på hans chæselong og
ventede med sydende utålmodighed.

Jeg var i skoven i formiddags, fortalte hun, da hun endelig kom til
orde. -- Jeg måtte et sted hen, hvor der ingen mennesker var. Å, jeg
var så lykkelig, jeg kunde trille mig sammen i en knold, for at ikke
noget af det skulde rulle fra mig. Kender du det at ha meget mere,
end man kan tåle, og man dog ikke vil undvære noget af det? Og så
sidder det oppe ved brystet; man vilde gærne være et pindsvin og
kunne rulle sig uden om det; hvad kommer det af?

Han sad med hende på skødet og iagttog, hvordan hendes smil dannede
sig om venstre mundvig, lidt før det blev synligt ved den højre; der
var en ubetydelig skævhed i hendes ansigt.

Dette spørsmål, sa han, er ikke vanskeligt at besvare. Ti dels ytrer
følelser sig stærkest i hjærteegnen, dels er besiddelse i sin
primitive form det samme som overfladeberøring, hvad der ses tydeligt
hos små børn, lige som for eksempel hos den romerske kejser, der
rullede sig nøgen i sine penge.

Så er jeg altså primitiv, lo hun; men det er godt. Når jeg kommer i
seng om aftenen, ruller jeg mig sammen og tænker mig, at jeg har dig
inden i. Det synes jeg egenlig er noget vrøvl, men når det blir
videnskabeligt forklaret, så kan jeg trøstig blive ved, ikke?

Dine øjne er så vidunderlige, Helga; de kan være hårde og blanke som
hoderne på to nagler, hvormed et kosteligt skrin er slået til, men
de kan også være to vinduer, hvor lys går ind og kommer ud. Du er som
et hus med store vinduer til alle sider, fuld af sol. Du har taget
mere lys ind end jeg.

Derfor anskaffede du dig mig. Jeg har til dig med.

Nu skal vi se. Jeg har engang troet, at alt det, der strålede ud af
dine øjne, var kærlighed til mig; nu ved jeg, at der også er så meget
andet. En mand, der var dummere end jeg, vilde sige: hun glæder sig
til at blive gift, det er det hele.

Nå, det ved du altså, jeg ikke gør. Har man desuden lov til at gifte
sig, når man går med en hel masse i sig, som man ikke ved, hvad skal
blive til?

Lov, det ved jeg ikke, men man gør det meget almindeligt, og den hele
masse blir til en hel masse børn.

Uha, hvis jeg havde det nu -- --. Jeg kom dem i en kurv og gik
omkring og solgte dem. Men sådan noget er det ingen gavn at tale om;
du kan gøre mig ked af dig, når du begynder på det.

Det skal måske opfattes som en forudsigelse; så langt er du altså
kommet -- --.

Nej, fy, ikke ruge over det ligesom et æg, til der kommer en stor,
sort drage ud af det! Hvis du gør det, så sprænger jeg dig i luften
med kærlighed, lige op til mælkevejen lige som en raket, med en lang
ildhale efter; halen er kærligheden, det vil sige: min, ikke din, for
den er dig en sten om halsen, som du helst vilde være fri for.

Du er en barbarkvinde, Helga, sa han, da han igen fik hende til ro;
men du har gjort et dårligt parti. Du skulde ha været gift med en
høvding og fulgt ham på jagten med en ring om hver ankel og hver arm
og en unge surret fast på ryggen.

Ih ja, det er næsten uhyggeligt, at du ved sådan noget. Det skulde
være bøffeljagt, tyrejagt. Når vi kom hjem om aftenen, vilde jeg
indridse hele jagten på det bøffelhorn, vi drikker af.

Nej, Helga. På familiens horn indridser du skildringen af, hvordan du
tog blodhævn over din mand, der senere faldt for en fjendes hånd.

Ja. Jeg ser mig selv komme ud af hans telt, omhyldet af hans koner,
og med en blodig kniv i hånden. Men jeg tror godt, jeg kunde dræbe
den, der havde slået dig ihjel, hvis du var sådan en barbarhøvding.

Ja, ikke sandt, hvis!

Å, du kunde godt bruges. Du skulde sidde hjemme og regere over alle
gode og onde ånder, mens jeg og sønnerne var på jagt. Du vilde være
en udmærket medicinmand, der skaffede stammen regnvær og alle djævles
venskab og beskyttelse, og som sang kraftige formularer over sår og
bylder og faldende syge.

Du derimod vilde med alderen blive stammens dronning og formynder for
de forældreløse børn. Alle unge piger vilde komme til dig om råd, og
de unge mænd vilde bede om din mellemkomst i kærlighedssager. De
ældre vilde aldrig glemme at komme og fortælle dig om deres jagter og
kampe, og de vilde se deres fordel i at forære dig de fedeste
stykker. Men du vilde ende som en vel præserveret mumie i en stensat
grav.

Å, ja; jeg vilde ønske, jeg var umådelig naiv og fantastisk, så
rendte jeg ud i den vide verden -- -- -- nu lyder det så dumt.

Det kan nås endnu; der eksisterer virkelig en vid verden, tror jeg.
Hvad blir du ellers til sammen med et overkultiveret menneske, der
ikke formår at udvikle det ejendommeligste i dig?

Men jeg forstår ikke, hvad du mener med det, udbrød hun og rejste
sig. Du gør mig endnu mere vild, end jeg allerede er, i stedet for at
opdrage mig til at blive en passende kone til dig. Hvorfor lærer du
mig ikke resignasjon?

Fordi jeg kender den så godt selv. Jeg synes ikke, den er ret meget
værd.

Men du må da ha en hensigt med det! Eller betragter du mig som et
barn, du fortæller æventyr? Det er ikke uden fare, vil jeg sige dig.
Jeg er pjanket nok til at ta det alvorligt.

Jeg ved ikke selv, hvad jeg mener med det, svarede han, urolig og
usikker. Når jeg er helt optaget af dig, kommer jeg til at tænke på
ting, der ligger mig temmelig fjærnt; det er den magt, du har over
mig, der gør det. Den er ikke altid helt god.

De stod i hver sit hjørne af stuen og så hen for sig; men så rettede
hun sig, gik over til ham og la hænderne på hans skuldre og sa
indtrængende:

Vi kan sådan med et snakke os fra hinanden, lader det til. Lad os nu
være glade for hinanden og ikke tænke på andet. Og så skulde du en
gang se at komme her fra, ind i større forhold; jeg har hørt flere
sige, at det vilde være dig en let sag.

Hvis jeg får mit næste værk færdigt, så kan det jo være, jeg
forsøger.

Dit næste værk? Det har jeg aldrig hørt tale om.

Jeg har først fået ideen i de sidste dage, mens du har været langt
borte. Det betyder intet mindre end en væsenlig ændring af hele mit
filologiske grundsyn. Før har jeg især søgt at udfinde _lovene_ for
de forandringer, et sprog undergår; i lydlæren er der jo næsten kun
tale om love, alt er lovbundet, hedder det, og jeg har hidtil
overført det samme princip på mit felt, men nu begynder jeg at tro,
at den opfattelse er altfor snæver her. Når det gælder et sprogs
betydningsindhold, nye ords fødsel og gamle ords død, så er det nu
min overbevisning, at man bør ta rigeligt hensyn til lune og
tilfældighed, det vil sige, at fantasi og stemning får råderum ved
siden af de såkaldte love. Sprog er jo dog en menneskelig foreteelse,
og først når man under studiet af det regner med alt, hvad
menneskeligt er, kan der være tale om en virkelig sprogets sykologi,
der kun er en særlig afdeling af den menneskelige. Jeg mener ikke, at
jeg her er opfinderen af en ny teori, men jeg tror, at jeg ved siden
af andre kan levere noget af værdi.

Det tror jeg næsten også, jeg forstår. Fantasi og stemning, det blir
nok godt. Det skulde vel ikke være mig, der har bidraget en lille
smule til den ide? For det er vist mig, der har gjort dig nøjere
bekendt med de ting, mere end du skøtter om, mon ikke?

Du skal gærne få din del af æren, Helga, meget gærne. Det kan ikke
nægtes, at jeg har fået mange nye indtryk ved dig.

Det er jeg stolt af. Det har du altså gået og arbejdet på, mens jeg
har været -- hvad skal vi kalde det?

Nej, Helga, jeg har fået den ide, mens du har været allerbedst. Når
jeg en tid ikke er sikker på dig, så er jeg helt optaget af dig, og
min arbejdskraft er ringere. Men i dag er jeg vis på, at jeg kan få
noget betydeligt ud af dette nye synspunkt. Jeg opdager hvert øjeblik
omstændigheder, der først nu kommer til at stå i den rette belysning;
selv mens jeg taler med dig, arbejder min bevidsthed, og et resultat
springer frem, uden at jeg har søgt efter det. For det er sådan en
lykkelig dag, og jeg ved ikke en eneste grund til, at det værk, jeg
venter mig så meget af, skulde mislykkes for mig.

Hun så fast på ham, idet hun talte hurtigt og indtrængende: Vil det
sige, at det værk ikke kan blive færdigt, hvis jeg -- -- ikke blir
ved at være, som jeg er i dag? Er din arbejdskraft afhængig af mine
stemninger?

Han så, hvor alvorligt hun tog det; måske vilde hele deres fremtid
afhænge af, hvad han nu svarede. Han læste spænding og undren, men
også offervillighed i hendes ansigt. Han kunde binde hende for
bestandig. Hvis hun gav ham sit ord, så holdt hun det, og han var for
så vidt sikret. Men hører det til kærlighedens væsen, at den stræber
at binde? Mon ikke snarere til egenkærlighedens? Og var han den mand,
der kunde holde hende skadesløs for så stort et offer?

Han var ikke i tvivl om, hvad sandheden var, men heller ikke om, hvad
han burde svare; derfor sa han med overbevisende ro:

Du misforstod mig. Nu har du en gang medvirket til skabelsen af en
ide, og den kan ikke tilintetgøres. Det blir min sag, hvad jeg får ud
af den. Du har gjort dit.

Å, det lettede at høre. Du skal ikke tro, jeg står på springet til at
fare fra dig igen, men det store ansvar og forpligtelsen til altid at
være god, den kan du nok forstå, jeg ikke kan bære. Jeg må ha en vis
frihed.

Om jeg nu havde sagt det, tænkte han. Nej, Helga skal ikke bindes.

Og nu skal vi gå en tur. Jeg skal slæbe dig langt ud i mørket, hvor
jeg selv plejer at gå. Det er så bulnende sort der ude, men du
behøver ikke at være bange, for når vi vender om, kan du se
svineslagteriet, der ligger ligesom et illumineret palas med alle
sine elektriske lamper. Man blir barn igen og kommer ind i æventyret,
når man ser det syn helt ude fra mørket.

       *       *       *       *       *

De var også sammen hele aftenen; hun var genial i kærtegn; det var en
dag, der bandt dem for fremtiden, sa hun; troede han ikke også det?

Jeg er helt lykkelig, svarede han, og du er fuldkommen dejlig, alt er
såre godt; det er verden, der lige er blevet skabt på ny, vi har selv
gjort det, og det er ikke til at ta fejl af: vor verden er såre god.

Ja, mener du det ikke? Kunde det være bedre?

Nej. Der mangler ingenting. Vi er to guder, der er tilfredse med vort
værk.

Han mærkede på sin kind, at hun smilede, og så forundret om på hende,
men synet af hendes ansigt optog ham straks, og han glemte, hvad han
vilde have spurt om.

Når jeg ligger med mit hoved mod din skulder, sa han lidt efter, så
synes jeg, at jeg er kundskabens overlæssede træ på godt og ondt, der
læner sig op mod livets altid unge og friske træ og vokser under dets
skygge. I øjeblikket synes jeg også, at det er det eneste naturlige
forhold.

Ja, men det er ikke smigrende, lille Helga, at du omfavner mig af den
grund, for det vil sige så meget som, at du sanksjonerer det som det
rette forhold, at jeg vokser under din skygge.

Jeg er så træt, Helga, jeg er lykkelig træt på forstanden; jeg er
hævet over trangen til at kunne forstå. Jeg er noget, som jeg aldrig
har været før; lad os kalde det gal. Gud, lad mig være gal, så længe
jeg kan; den tid kommer nok, da jeg får min forstand igen, desværre.

Dit hår falder ned. Se, hvordan din flætning flyder over mit ansigt,
som tang over hodet af en hund, der dukker op. Den pæne flætning af
Helgas! Jeg tør nok sige, den har spillet en vis rolle i min
udvikling. Jeg har i sin tid gjort den til genstand for de lærdeste
undersøgelser og beskrevet den på det rene højdansk, som du ved, jeg
er bekendt for. Jeg har sammenlignet mig selv med den, og hvor mange
danske flætninger tror du, kan rose sig af at ha haft en lignende
betydning? Har jeg ikke om morgenen været som en korrekt flætning,
fast og hårdt strammet i viljen, smukt og tydeligt snoet i logikken
-- og om aftenen lodden på sjælen, utydelig og trådet, med løse
tjavser i tænkningen, slap og oprevet som en lang flætning efter en
bevæget dag.

Er der så mere, du ønsker dig? spurgte hun efter en pause.

Nej, som sagt. Dette øjeblik er helt fuldt; det rummer ikke mere. Men
du har det vist anderledes?

Nej. -- Det er det, der undrer mig. Jeg holder dog så uendelig meget
af dig.

Han tog hendes hoved ind til sig og sa sagte: Hvorfor undrer det dig?
Det blir nok anderledes, jomfru Helga.

-- Klokken halv elleve kom moeren hjem, og da sa Grandlev godnat.

Lidt efter tog Helga tøjet på; hun kunde ikke falde i søvn alligevel,
erklærede hun.

Hun gik ned ad trappen med tunge trin, idet hun holdt sig i
gelænderet.

Uden for støjede vinden; den var et helt regiment stormvæsner, store
og små, med alle slags røster; de holdt jagt på hverandre om
hushjørnerne, slog kolbøtter over tagene og slængede hinanden ned i
gårdene, så det knaldede. Det var en levende nat; alting havde mæle,
der var ikke så tyndt et græsstrå eller så smal en revne, uden at det
havde sit at hviske om; men jordens runde krop rumlede som en uhyre
tromme, mens stormen spillede hen over den.

Helga stod inde i gangen og betænkte sig. Egenlig vilde hun helst i
seng, hun kunde godt sove, altfor godt. Hun svalede sine kinder på en
rude; det måtte være dejlig koldt uden for, en kulde, der slog
igennem!

Da hun kom ud på trappen, trængte vinden hende op mod døren. Dær stod
hun lidt og tænkte over det og samlede skørterne. Det var en skam,
så mat hun var!

Men matheden faldt af hende for hvert skridt, hun gik. Blæsten strøg
varmen af hendes kinder, den skyllede over hende som et bad, og i
stedet for kom der en anden, bedre varme inde fra. Det var en hel
fest at gå over broen; det var slutningen på styrtebadet, hun kastede
sig frisk ind i mørket på den anden side.

Hvor der var sort og stille. Hvem kunde begribe, at dette ubevægelige
mørke var et stort oprør, der ikke gjorde andet end male støj og
hvirvler? Hun stirrede ind i det og ønskede at se selve stormen,
ligesom hun hørte og følte den. Stormen, som hun holdt mere af end
måske noget andet.

Alle minder blæste af hende, kys og kærlige ord; hendes sjæl stod
åben som et stort hus uden vinduer, ingen kan opholde sig der;
stuerne blir kolde og friske som selve den åbne mark. Det er ikke
længere noget hus.

Han havde kaldt hende jomfru. Nu var han sikker på, at de snart
skulde giftes.

Hvis jeg nogen sinde kommer til at male hans portræt, så skal han
være vred, ikke forelsket. Jeg vil ærgre ham, til han blir fuld af
filosofisk harme. Og så får jeg ikke lov at male ham.

Hun var kommet op på en af de høje skrænter ud mod fjorden. Neden for
plaskede bølgerne regelmæssigt i al den øvrige uorden, og når en stor
bølge fik revet toppen af, hørtes det som en hel regnbyge.

Hun stod på bunden af en gryde kogende storm. Den, der nu kunde
springe op gennem mørket, til stjærnerne og se stormgryden boble
sort og rasende under sig!

Vinden pressede på, som om den opmuntrede hende til at springe ud.
Det var netop det, hun gærne vilde. Kaste sig ud og falde gennem et
mørke, der vedblev at åbne sig under hende, dybere og dybere ned.
Mørket er så sort og blødt at falde i, og i mørket er der ikke andet
end stormen, der ikke har hjørner eller skarpe kanter.

Blæsten tog om hende. Derved kom hun igen til at tænke på ordet
jomfru. En mand havde vakt hendes forståelse af, at hun var jomfru.
Det var aldrig før faldet hende ind, at det var en egenskab, så at
sige noget, hun ejede. Hun blev så øm over det ord og udtalte det et
par gange for sig selv.

Her oppe stod hun og så ned på kærligheden. Hun havde ventet sig af
den, at den også var en slags storm, der rev med og ikke ænsede
modstand. Så havde hun gærne ladet sig rive med i aften. Ikke fordi
hun længtes efter det, men hvis kærligheden var stærkere end alt
andet, så var den netop det, hun ønskede at prøve. Men sådan var den
ikke. Den var ikke svimmelheden eller alt det, den skyldes for at
være; den var ikke stærk; og nu blæste den af hende. Forventningen om
den store lidenskab var blæst bort, langt ind i mørket, hvor ingen
kan finde den, sammen med så meget andet løst, som vinden tar med på
sin tilfældige vej.

Der blev vel noget tilbage; men det vilde først få betydning langt
ude i fremtiden og var ikke det vigtigste i øjeblikket; det var ikke
noget, der fyldte sindet helt, derfor skulde det blive liggende
foreløbig, til der blev brug for det.

Det var jo også ham selv, der udtrykkelig havde kaldt hende jomfru
Helga. Fordi hun var det, kunde hun stå her, fri og ene og ha ret til
at gå efter et mål, der nu var nærmere end alt andet, siden
kærligheden ikke var nogen lidenskab.

Hun gik ned ad skrænten; det begyndte at blive koldt, men da hun
nærmede sig byen, hvor folk lå og sov fornuftigt i deres senge, også
den fornuftigste af dem alle, Niels Grandlev, så blev hun underlig
forstyrret i sit sværmeri; hun kom pludselig til at se hans øjne for
sig, de havde vist ikke tabt deres magt over hende. Formåede hun i
virkeligheden at løbe fra ham?

Og som om hun havde været skilt fra ham i lange tider, følte hun
pludselig en hæftig længsel efter ham. Det var, som om hendes sind
krampagtigt holdt fast på ham, netop som han syntes overflødig. Men
det kunde ikke hjælpe at vende tilbage og leve denne aften om igen.
Derimod vidste hun nu, hvordan mindet om den vilde virke på hende om
et år, om to år. De år skulde gå først. Hun vilde være langt borte
fra ham og komme til at holde af ham igen ligesom fra først af.

Imidlertid skulde det andet prøves; hun vilde gå til bunds i det
også; det skulde så vise sig, om det bragte hende nogen skuffelse.
Men selv om hun blev halvvejs mislykket på to måder, så faldt hun vel
en gang til ro og slap ud over denne evindelige vaklen.

Det blev uhyggeligt omkring hende; mørket blev nærgående og
forvirrede hendes sind; hun kunde ikke tænke klart.

Så samlede hun skørterne i venstre hånd og tog vejen hjem i fire
løbeture.



Helga vågnede tidligt næste morgen; der sad en beslutning i hende og
virkede som et vækkeur, den drev hende op præcis klokken syv.

Det var hende forfærdeligt imod at fortælle ham blot en lille part af
det, der havde taget magten over hende nu, men det kunde ikke være
anderledes, han skulde ikke narres. Så blev det vel forbi; fra hans
standpunkt set var hun ikke til at holde ud, det indså hun godt. Hun
var ikke ret lykkelig mere; og dog skulde hun også denne gang få sin
vilje, som hun plejede. Kunde det tænkes, at hun var blevet mere
tilfreds, om hun altid havde haft en til at kommandere sig? Men det
var der jo aldrig nogen, der havde villet; så måtte hun da selv råde.

Da hun kom til den gade, hvor han boede, kom hun i uro for, at hun
måske ikke bar sig klogt ad. Hvad vilde han gøre i et lignende
tilfælde? Han vilde vente og la åbenhjærtigheden afkøles ved hjælp af
en omgang kold fornuft.

Ja, men jeg er ikke ham!

Han er formodenlig ikke stået op, tænkte hun, da hun stod ved hans
gadedør. Han vil også finde det grulig naivt, at jeg sådan kommer
stormende med alle mine stemninger -- --. Uha, hvor jeg er smittet
af ham. Jeg er allerede fru Grandlev og ikke spor andet. Jeg kan vist
ikke reddes længere. Så går vi hjem med erhvervelsen af den viden.

Samme aften ved syvtiden kom hun op til ham. Han var lige kommet hjem
fra hotellet og sad og stoppede sin pibe, men den stillede han fra
sig, da han så hendes ansigt.

Sæt dig ned, begyndte hun, du ser så stor ud.

Han satte sig.

Å nej, sid nu ikke dær og ta vy'er af mig, som om jeg var et
landskab. Sig noget, at jeg kan høre, du er et menneske.

Vist er jeg et menneske, delvis. Kom så med det.

Med det. Herregud. Det er jo ingenting andet, end at jeg har bestemt
at ta ud et års tid.

For at lære husholdning?

Nej, svarede hun ligefrem, for at se noget mere af livet, inden jeg
blir gift.

I hvad retning? Vil du lære noget mere eller more dig noget mere? Det
nægtes ikke, at her er en smule ensformigt. Særligt i omegnen af mig.

Jeg vil se, om jeg kan blive til et eller andet. Bare til et
fornuftigt menneske, for det er jeg ikke; jeg er meget mere tosset,
end nogen ved, du med.

Min påvirkning gør dig ikke klogere eller klarere? Tro ikke, det
undrer mig. Jeg har opfyldt min bestemmelse med hensyn til dig.
Derefter kan andre ta fat, eller fortsætte med et smukkere udtryk.

Han tændte omhyggelig sin pibe og satte sig på en anden stol. Det var
ikke hans mening at demonstrere med sin ligegyldighed, men han følte
nødvendigheden af at gøre noget, der kunde hjælpe ham med at bevare
sindsligevægten.

Det er vel blandt andet hensigten med din bortrejse, at forholdet
mellem os skal løses på en læmpelig måde. Du antydede en dag, at du
trængte til stærkere -- stemninger, end de kan -- opdrives her. Dit
andet mandsideal -- -- --.

Dette her har ikke noget som helst med mænd at gøre. Du er mig god
nok som sådan -- -- --.

Det udtryk er nederdrægtigt, men betegnende. Du tog næmlig grundigt
fejl i går. Jeg syntes, det var en af vore store dage, for dig var
det kun et mislykket forsøg; det var alligevel ikke stort nok, ikke
den barbariske lidenskab, du har fablet om, og det er du omsider klar
over.

Ja, du kan jo altid lave det sådan, at du får ret, fordi du er den
klogeste; men jeg tror ikke, at den klogeste altid har ret. Men hvis
du mener, at du kan være tjent med mig, hvorfor siger du så ikke:
Sluder, Helga, du blir her og gifter dig med mig om to måneder. Skynd
dig så hjem og få dig det nødvendigste udstyr.

Sådan taler det ideal af en mand, der kunde ha gjort denne udrejse
helt overflødig. Da der imidlertid kun haves mig, så skal der mere
til.

Uha, hvor dette her er desperat komisk! Du og din logik og din lange
pibe, I er tre mandfolk -- -- jeg har nok at gøre med at klare mig
mod den ene af jer.

Hun så ældre ud i dette øjeblik, end hun plejede; der antydedes furer
om munden, ansigtet blev bredere, og øjnene fik et smærteligt udtryk,
som så de ind i fremtidig bitterhed. Det vilde blive et stateligt
hoved med alderen, tænkte han. En stærk sjæl. Han vilde være glad, om
han havde nogen del i dens udvikling; også det var et værk -- i
stedet for det, der måske ikke blev til noget.

Nu har jeg også glemt alt, hvad jeg vilde sige dig, men jeg kan godt
nøjes med at sige dig bare een ting: Jeg holder lige så meget af dig
nu som i aftes, men det kan ikke mærkes altid, fordi der er noget
imellem, og du kan ikke få det bort; så må jeg jo selv prøve. Og hvis
du vil vente på mig, så kommer jeg tilbage -- --.

Hvor meget af dig kommer der tilbage?

Meget mer, end der rejste ud.

Det meget mer vil til den tid se meget mindre i mig.

Dersom du vil slippe den pibe, så vil jeg sidde på dit skød og sige
dig noget. -- Tak. Der kommer en tid, da jeg altid vil holde lige så
meget af dig, som jeg gjorde i aftes, hvis bare du vil vente så
længe.

Ja, og hvis jeg så er den samme som nu, tænkte han og strøg håret ind
bag hendes øre. -- Der gærer nok mange mærkelige ting i dette
kvindehoved, sa han, og når det er færdigt, så kommer først den tid,
da vi kan begynde at være helt lykkelige -- det, der så er igen af
os.



Natten kommer, da ingen kan arbejde.

Næsten hver aften mindedes Helga disse bibelens ord; de fik nu
betydning, som de aldrig havde haft før, ti det at ophøre med
arbejdet var for hende en sørgelig nødvendighed; at gå til ro var
tidsspilde. Hun klædte sig uvilligt af og blev rent utålmodig, når
hun kom i seng, for nu gjaldt det jo om at falde i søvn så hurtigt
som muligt og få den ulykkelige nat overstået og nå den ny dag, som
lå bag ved. Hun kunde blive grædefærdig, når utålmodigheden eller
arbejdets brand, der endnu ulmede i hende, hindrede hende i at sove,
og hun lå dær til ingen nytte.

Dagen var det eneste, der duede. Den signede dag med fryd vi ser --
--. Det allerførste lysskær vækkede hende; der var ingen tid til drøm
eller blunden, hun var helt vågen, midt ude i det kommende arbejde,
så snart hun havde lukket øjnene op. Tilmed var det i den tid, da
dagen er i tiltagen. Dagen voksede, ligesom alt andet voksede. Det
blev til en fast og sammenhængende tilfredshed. Igen en gang havde
hun fundet det rette, og i det øjeblik da trangen dertil var størst.

Lidt op på dagen, når hun allerede havde udrettet en hel del, meldte
sig de to småpiger, som hun var lærerinde for. Hun havde næmlig fået
plads som lærerinde på en gård tæt uden for København, og hun havde
ikke fortalt nogen der hjemme, hvad andre hensigter hun havde med at
søge ud; de skulde ingenting vide, før der var et resultat at opvise.

Om eftermiddagen var hun i København og fik undervisning i tegning og
maling. Hendes lærer, der var bekendt for sine interiører fra
bøndergårde, havde ikke sagt noget, da hun viste ham sine forsøg, men
blot erklæret sig villig til at gi hende undervisning. Han var en
stilfærdig, massivt bygget, yngre mand, hvis landlige afstamning ikke
var til at ta fejl af. Han smilede, da han så skitsen med tyren, men
bad derefter, om han måtte se, hvad hun havde lavet hos sin første
lærer. Da han senere en dag blev mere meddelsom, var det for at
spørge, hvor hun var født, og med det samme fortalte han, at hjemme
hos hans faer havde de aldrig holdt tyr. Han talte ikke meget, og når
det ikke drejede sig om kunst, ytrede han sig på en eftergivende,
indrømmende måde, der formodenlig skulde betyde, at han ikke la
videre vægt på sin egen mening om den ting. Helga havde den
allerstørste respekt for ham; hans ros bestod i det ene ord Ja! Men
var der noget i vejen, så benyttede han hellere pensel eller blyant
end ord. Betalingen for undervisningen plejede han hastigt og
forlegent at stikke i vestelommen uden nogen bemærkning.

Også Helga blev stille og lidet meddelsom i denne arbejdets tid. Hun
havde ikke noget at spekulere over, siden alt nu gik sin jævne gang.
Hun tænkte ikke mere end en god jagthund i funksjon; ligesom den,
bestod hun ikke af andet end iagttagelse og handling, og ad den
yderst korte vej, som hos hende forbandt disse to virksomheder,
foregik al hendes tænkning.

Der var kun een afbrydelse, og den indtraf efter et par måneders
forløb. Da følte hun det pludselig, som om hun ikke kunde komme
længere; arbejdsmassen gjorde ligesom aktiv modstand og stødte hende
tilbage, hun var magtesløs; det kom uden foregående varsel af nogen
art. Hun kæmpede med det en uge; så mødte hun en dag uden
rekvisitter. Hun mente, det var en fuldstændig misforståelse med
hendes talent, og hun bad hr. Olsen sige sin ærlige mening om sagen.
Han blev meget forundret, og først da hun hæftigt og bittert havde
forklaret ham, hvad der var årsagen til denne bratte opgivelse,
begyndte han at forstå, og han fortalte hende, at det var noget,
enhver kunstner kendte, selv om han var udlært. Hun havde formodenlig
arbejdet for meget, og hun gjorde vel i at fare i mag, da al for stor
iver måske kunde blive skadelig for hendes fremskridt. Hun blev
straks beroliget og fandt sin egen adfærd meget tosset og ubetænksom.

Med denne begivenhed var det nyes fanatisme overstået; hun var
sluppet gennem den skinnende sky af begejstring, der fører ind til
det jævne arbejde, og hun gjorde bekendtskab med arbejdet, som det
tar sig ud i den daglige omgang. Det føles afvekslende varmt eller
koldt; man iler til det med lyst, og man udretter det med køligt
sind, som noget, der er organisk forbundet med ens tilværelse og
ikke tør forsømmes; det skifter i ens opfattelse som selve de
mennesker, man omgås; det synes gammelt, og det fornyer sig, det
slipper ens sind og griber det endnu stærkere; det præger ens vaner
og blir en del af den form, hvori ens tilværelse støbes, det kan ikke
bedre undværes end de mennesker, man er vant til, men det kan
undertiden fylde så stærkt, at mennesker blir overflødige.

       *       *       *       *       *

Samtidig sad Niels Grandlev hjemme i sin by og vidste ikke andet at
fylde ensomheden med end en redegørelse af forholdet mellem ham og
hende. Når den var færdig, vilde han ta fat på mindre påtrængende
sager, muligvis forarbejder til det store værk om sprogets liv, som
for resten havde været helt ude af hans sind, siden Helga var rejst.

Det hele er jo en kulturhistorisk begivenhed af stor sykologisk
interesse, tænkte han som et foreløbigt resultat af sine
undersøgelser, og han udarbejdede en halv spøgefuld afhandling om
æmnet.

Jeg kommer hende i møde med en høj kultur, hun på sin side har intet
uden ungdom og friskhed -- det er kulturen og barbariet, der tørner
sammen. Hvad der er sket i historiens forløb mere end een gang, det
indtræffer også her: den naturlige kraft sejrer. Den tilegner sig det
af kulturen, som den har brug for; det øvrige ringeagter den og
træder det helst ned. Barbaren måber vel beundrende over den andens
åndelige overlegenhed, men han ønsker ikke at eje den, da han selv
besidder handlingens overlegenhed, der er ham mere værd. Men
kulturmennesket -- in casu: jeg -- er ikke så værdiløs, som
handlingens hurtigt dømmende barbar tillader sig at mene. Jeg
repræsenterer det beskuende element; også jeg kommer til resultater,
selv om de ligger længere borte fra øjeblikket, som barbaren elsker
over alt. Handling og beskuelse -- det er de to stadier; jeg tilhører
det andet, der er det højere, og tillige det, der er undergangen
nærmest. Handling og beskuelse -- kraft og visdom, disse to ting
udvikles af og fortærer hinanden. Kraften sætter sin sidste blomst i
visdommen og visner dernæst; det er den ufrugtbare slutning på
udviklingen, ti dette frø visdommen er ikke spiredygtigt.

Jeg indrømmer derfor det naturlige i, at jeg er den væsenligt
tabende; jeg erkender min del af nederlaget; jeg er den, der lades
tilbage og er ilde stillet i ensomheden, mens den anden går bort og
sejrrigt fortsætter sin udvikling. Men idet jeg er slået, så vinder
jeg dog en sejr i min beskuelse; jeg _forstår_ alt, hvad der er
hændet mig; jeg kan påvise alle de love, der har virket til mit tab;
jeg kan demonstrere tingenes naturlige udvikling med mit eget fald.
Det er min triumf, at jeg kan bevise, at det ikke kunde gå
anderledes, end det er gået.

Således ser den ideelle visdom ud, og dersom jeg ejede den mere end
blot et minut ad gangen, så vilde jeg gærne slå mig til ro i den, men
jeg kan ikke kalde den min; jeg forstår den og kan næsten med
fuldkommenhed sætte mig ind i, hvordan den er at eje, men det er ikke
mig, der er indehaver af den; jeg har kun fået lov at beskue den en
gang. Det er end ikke alene visdommen, jeg ønsker; ti mit hjærte er
delt og hænger mere end halvt ved barbaren, der er draget gennem mit
land og har taget det med, hun kunde bruge og gjort det øvrige
værdiløst i mine øjne, og til tak for dette har jeg vel et løfte om,
at min barbar kommer tilbage, men hvor kan jeg stole på det? Hvad
tillokkende kan der være ved et land, hvorfra hun allerede har taget
det, hun havde brug for?

Og hvis det sker, som der dog er påviselig sandsynlighed for: at
visdommen en gang tar varigere ophold hos mig, har jeg da ikke endnu
mindre udsigt til at få min barbar hjem igen?



Niels Grandlev stod ud ved en lille landstasjon og lod sig vise vejen
til Lindagergård. Det var i Pinsen. Fjorten dage havde det været
sommer; han kunde ikke udholde ensomheden længere. Vinteren var gået
nogenlunde, forårets væde og uføre havde holdt ham inden døre og
gjort hans sind tålsomt, men nu var det altså sommer, og
tålmodighedens filosofiske tid var til ende. Han måtte vide, hvordan
han var stillet; Helgas breve havde været så tilfredse og
intetsigende; han vilde se og høre hende selv; hendes hemmelighed,
som han jo godt kendte, måtte det nu være forbi med.

Naturligvis er dette en overrumpling, forklarede han sig selv, men
nøden driver mig; jeg bryder ud af min ensomhed, hvor jeg er ved at
omkomme, og har jeg andre steder at gå end til hende? Vi skal nu se,
hvordan jeg virker på hende. Vi må regne med den mulighed, at hun
ganske har glemt mig; i halvandet år har hun faktisk været uden for
min indflydelse; måske hun nu er helt uimodtagelig for den; hendes
udvikling vil det ikke skade. Når jeg før har forsøgt at drage hende
ind i min tankeverden, som hun nærer en mystisk respekt for, da har
hun vel snarest været til mode som et insekt, der lammes med et stik
af en gravhveps og slæbes af sted. Hun kan undertiden forstumme og
blive forsvarsløs over for min tænkning, men hun plejer også hurtigt
at kunne rive sig ud af narkosen, især ved synet af noget, der
modsætningsvis er liv, og så flygter hun. Tænkeligvis er hun nu
aldeles uangribelig.

Mens han gik ned ad en markvej, så han hende sidde ved et staffeli og
male. Foran hende stod en tyrekalv; ved siden af en mand.

Var det manden eller kalven, han skulde opfatte som sin medbejler?
Han trak sig i ethvert fald tilbage, siden han allerede var stillet
uden for som en, der ikke hører med. Han overvejede, om han skulde gå
igen, da så Helga rejste sig og vinkede med paletten. Så var det vel
bedst, han gik nærmere; han fandt et gærde, hvor han satte sig uden
just at se hen efter hende.

Lidt efter hørte han hende komme løbende; han rejste sig langsomt.

Goddag, gamle; nu er jeg færdig. Det var bare lige halen, jeg skulde
ha givet et par strøg. Hvordan har du det? Hvorfor kommer du ikke hen
og ser på det?

Jeg vilde ikke gøre kalven bange.

Det var pænt af dig. Kom så.

Jeg synes egenlig, Helga, at du skylder mig en mere omstændelig
forklaring end blot at sige: Kom så.

Nå, ja. -- Hun la bægge hænder på hans skuldre og så glad på ham. Ja,
nu ved du altså, at jeg maler. Men kom først hen og se, hvordan det
er.

Hvorfor egenlig? tænkte han; der afhænger jo intet af min dom. Hvis
jeg ikke synes om det, så er det kedeligt og tillige dumt, men det
gør hverken fra eller til.

Han behøvede ikke at se længe på maleriet for at blive overbevist om,
at hun havde talent.

Jo, det er godt, sa han. Jeg kan forstå, at du nu har fundet noget,
der tilfredsstiller dig. Det må være en stor glæde i modsætning til
det tidligere.

Dersom du havde ventet et par dage endnu, så var jeg selv kommet med
billedet og havde hængt det op på din væg. Men det gør jo ikke noget,
at du selv kommer og henter det, tilføjede hun i en skuffet tone.
Skal vi gå hjem til mig og tale nærmere om det? -- Det er mit
svendestykke, vedblev hun, mens de gik. Jeg vilde allerede ha begyndt
i fjor efterår; den gang skulde det ha været en allé af gamle,
stævnede popler, dem har jeg næmlig forset mig på for mange tider
siden, en dag, jeg led sådan af ulykkelig kærlighed til dig. Jeg
havde ellers det hele: skumringen og en roemark og gule blade hen ad
en grøftekant, men hr. Olsen mente, det var for svært, og så lod jeg
være, for jeg gør altid, hvad han siger. Men nu fik jeg lov til
tyrekalven, og når det blir efterår, så -- -- --. Men jeg tror
virkelig ikke, du hører, hvad jeg siger. Hvor er du henne?

Jeg er ved det sted: Jeg gør altid, hvad han siger. Denne "han" er
ikke mig.

Han er min lærer; det er noget andet.

Han er en mand, der er dig overlegen i een henseende i alt fald. Jeg
er det i ingen; men den mand har jeg ikke lyst til at være.

Men kæreste -- -- -- er du skinsyg?

Har jeg grund til det?

Nej.

Så er jeg det ikke.

Ja, men hvad er det da, du mener? Er du mig ikke overlegen i alle
henseender?

Jo, i en del. Men ikke i nogen, du sætter pris på. Jeg står over dig
i mange ting, men da de er uden værdi i dine øjne, så er det jo
ligegyldigt.

Og jeg overgår dig i noget, som også er dig ligegyldigt. Det går op.

Alt, hvad der har noget som helst med dig at gøre, har den
allerstørste interesse for mig. Det er derfor, jeg er afhængig, mens
du er fri. Og skønt jeg deler din glæde, har aldrig noget gjort mig
så ondt som at erfare, at du sådan har skjult alt dette for mig. Du
var så stolt i din overbevisning, at du forsmåede at ha mig som vidne
til din udvikling.

Kæreste, det har fra allerførst været min hensigt at fortælle dig
alting; jeg begyndte også på det, men du forekom mig så uvillig og
fremmed -- måske har jeg taget fejl. -- Og altid når jeg kom lidt ind
på det spørgsmål, så talte du på en måde, der fik mig til at tvivle
om mig selv, og jeg har virkelig været i tvivl det meste af tiden.
Men så besluttede jeg, at det skulde ikke være pjank længere; jeg
vilde ha et bestemt resultat at komme til dig med. Det måtte du synes
bedst om, for du holder jo selv på de bestemte resultater, og det var
uforsvarligt at møde med halvvejs snak. Og der kan også ha været den
grund, at du ikke behøvede at tro på mit talent. Og man finder jo
mistillid nok hos sig selv. Men nu har jeg et bevis at møde med.

Jeg er fuldstændig overbevist, Helga; du gør alt så uhyre simpelt. Og
nu skal jeg forklare dig noget, som du heller ikke vil ha vanskeligt
ved at forstå. I din tilværelse er jeg kun et overvundet stadium; jeg
begyndte at blive det, da du tog den beslutning at skjule noget for
mig, og dette her er slutningen på det.

Helga blev bleg og havde samtidig lyst til at le, i den grad var
hendes sind stemt til alt andet end højtidelighed.

Du vilde tale anderledes, sa hun, dersom du vidste, hvordan jeg har
trængt til dig, hver gang jeg har lavet noget godt. Jeg kunde gærne
haft lyst til at rende ned til dig, alle de fjorten mil. Jeg havde
tænkt, det skulde ha været sådan en fest, når du så mit første
billede, og det skal det også!

Afskedsfest, Helga. Jeg kan ikke bruges som en, du kommer hen til og
er glad hos over noget, du har gjort, som er vigtigere end han selv;
i længden vil du også føle, at det er noget lidt at ha en mand gående
til. Se, hvordan vi mødes her. Du kommer fra dit arbejde, glad og
overbevist, men fordi du er helt lykkelig, vil du ikke derfor undvære
kærligheden; det er tjenligst at beholde mig -- en stund endnu. Og
hvor kommer _jeg_ fra? Fra ensomhed, fra tvivl, fra mange dages
ingenting, for jeg har alt mit, hvor du er. Ti det er en overvældende
opdagelse, at du helt optager min tilværelse, alt andet har du gjort
til tomhed. Jeg anede ikke, hvad jeg manglede, den gang du blev min
kæreste; nu ved jeg ikke, hvad jeg egenlig har igen, når du er
borte.

Se, således kommer vi hinanden i møde. Du har alting, men jeg må
gribe efter dig for at få noget, men har jeg dig? Forholdet imellem
os er fuldstændig vendt om, så at hvis du var manden, så var det
godt, men jeg kan ikke ydmyge mig dertil, at jeg skulde leve afhængig
af dig. Vi er mødtes en gang, og vi er nu på det sted, hvor det er
sundest at skilles. Du er opadgående, mens jeg drives den anden vej.
Det er vist ikke sjældent, at en livsdygtig kvinde træffer på en
mand, der er i neddrift og forelsker sig i ham. Han kommer der fra,
hvor hun stræber hen, og så føres de mod hinanden, og måske det er
grunden til, at de tiltrækkes stærkere. Men den dag, hun mærker
neddriften i ham, mon hun da ikke vil skynde sig at slippe ham? Hun
vil overveje, om hun virkelig bør la sig trække ned med ham, men
helst vil hun være fri. Neddriften i mig, det er disse grånende
vismands-tanker.

Helga satte maleriet fra sig og stirrede bleg på ham; hun var nær ved
at græde, men så rettede hun sig og sa:

Det er en forfærdelig magt, dine ord har! Hvis jeg var lige så
begavet som du, kunde jeg næmt resikere at forstå dig og mene det
samme om os to som du, og det var ikke godt for nogen af os. Og
alligevel tar du helt kræfterne fra mig, sådan som du taler. Men
skønt der er sådan en styrke i dine ord, så siger du dog, du er
gammel.

Gør et slags forsøg på at forstå mig, Helga. Det er forskellen
imellem os, der hos mig fremkalder denne følelse af at være gammel.
Det er mig utåleligt at være færdig med min udvikling, mens du lever
her ved siden af mig og stadig fornyer dig. Hvert nyt værk, du
frembringer, vil forårsage en tilsvarende fornæmmelse af tomhed og
ældethed hos mig. Du vil også selv lægge mærke til det med tiden. Du
belyser på en underlig måde min skrøbelighed; jeg ser den kun
rigtigt, når du er i nærheden. Jeg ved ikke, om du vil kalde det
sygeligt; ubestrideligt er det i hvert fald, og du fatter
forhåbenlig, at det er for galt, at en mand som jeg ikke kan afryste
denne følelse af ringhed, og at det er dig, der er årsag til den.

Godt. Gift dig så med Dagmar. Hun -- -- fornyer sig ikke, og hun har
heller ikke glemt dig endnu.

Det burde jeg gøre, ja. Min forstand siger mig, at det vilde være
forholdsmæssigt. Imidlertid har jeg en gang lært dig at kende og gør
det derfor ikke.

Men sig så i det mindste: Farvel, Helga.

Det kan jeg ikke. Jeg har kun forklaret dig, hvordan forholdet mellem
os er -- fra min side set, men det har aldrig været mig, der traf en
bestemmelse, og det skal det heller ikke være denne gang. Men du ved
lige så godt som jeg, hvad der er det rigtigste.

Hvor det er underligt. Din klogskab, der siger dig, at du ikke kan
leve sammen med mig, den kan ikke få dig til at ta den beslutning at
sige mig farvel og gå.

Nej, Helga. Det er netop videnskabens fallit.

Så vil jeg håbe, at den videnskab altid blir ved at være fallit, for
så tror jeg, at der kan blive et rigtigt menneske ud af dig. Men jeg
skal sige dig noget -- som du ikke fortjener at høre: Nu kan du
plukke mig i hundrede stykker og strø mig her på vejen, og hver
eneste stump vil kravle efter dig og hænge fast på dig, så du aldrig
får pillet mig af.

Jeg fortjener det ikke. Men jeg må dog sige dig, at der er en
mærkelig splid mellem min fornuft og min følelse. De to erklærer
gensidig hinanden fallit, og når jeg som nu ser dig for mig -- --

Ja, kære, store ven, det er jo udmærket; det gifter vi os på. Nu med
det samme!

Men din kunst, Helga?

Å, den -- -- ja det ved jeg ikke. Giv mig din hånd. Sådan. Hvad med
min kunst? Jeg er så glad nu. Vi har det godt, vi to, ikke?

Hun er lykkelig, tænkte han. Hun er helt tilfreds, mens jeg sidder og
overvejer et eller andet. For hende eksisterer der i dette øjeblik
ikke andet end mig eller blot den hånd. Og dog har hun tvivlet,
ligesom jeg har tvivlet. Hun har været kold, og hun har været nær ved
at glemme mig. Der var en tid, da jeg i hendes øjne havde tabt næsten
al betydning, og derved førte hun også mig ind i stor tvivl. Men det
har hun glemt. Der findes i verden ikke andre mænd end mig. Det er
hendes forrettighed, at hun har lov til stadig at være lykkelig på
ny, fordi hun stadig glemmer sin tvivl. Selv jeg har øjeblikke, hvor
mine tvivlsmål blir mindre tydelige, men skal de helt udviskes, eller
blir det mit hværv at få hendes tvivl til at slå rødder og gro fast?



I sit ægteskab kom Niels Grandlev til en fuldkommen forståelse af sin
intellektuelle ensomhed. Tiden gik let og hurtigt og for hans
vedkommende uden arbejde. Den afhandling, som han ganske havde lagt
til side, mens hun var borte, faldt det ham ikke ind at ta frem
endnu. Han var overhovedet i tvivl om, hvorvidt den lå for hans
ævner; han var vist snarere filosof end sprogmand. Af hans tidligere
videnskabelige interesse var der nu så godt som intet blevet tilbage.
Det var det, han en gang havde sagt til Helga, men enten havde hun
anset det for overdrivelse, eller hun havde glemt det. Hun spurte nu
og da til den afhandling, og hun lævnede ham med kærlig omtanke tid
til at passe sit arbejde. Hun begreb ikke, hun var tusende mile fra
at begribe, at der var noget gået til grunde, som ikke kom igen. Det
havde været en inspirasjon, men hun havde taget den med sig, da hun
rejste, og siden var den forsvunden.

Men for tiden gjorde det ikke noget, at hun ikke forstod ham; hun var
jo dejlig. Af hensyn til hende tilbragte han jævnlig nogle timer
mellem sine reoler, og han kedede sig ikke; han vandrede om blandt
ruinerne af sine interesser; hans lærdom var en død by, og han
fordybede sig i dens uhyre ensomhed, hvor han var langt bortrykket
fra alt levende, han var faldet tilbage til forhistoriske tider, og
denne tilstand fik først sin rette stemning derved, at ved siden af
ham, i den næste stue, var Helga, livet, nutiden. Der lå tidsaldre
mellem hans reoler og hans hustru.

En gang for flere år siden var det hændet ham, at han var blevet
forelsket i en ung kvinde, og var udvandret fra sin ensomhed til
hende, uden at han kunde ane, hvordan det vilde virke. Han havde
udleveret til denne kvinde alt, hvad hun ønskede, meget mere, end hun
bad om, og derefter var kraften gået af hans ensomhed, den var blevet
ganske udhulet og duede til intet, ikke til studium, ikke til hvile;
den havde ikke længere nogen tilfredshed at byde. Han var en svag
mand, syntes det.

Hun skulde dele alle hans interesser; så fantastisk kan en mand være,
der for første gang forsøger sig med den vanskelige kærlighed. Hun
havde vel ikke forstået alt, men hun havde været overalt, alle hans
ideer var mærkede af hende på en ubegribelig og ikke videnskabelig
måde, og det beholdt dette mærke, der ikke var dem gavnligt. Det var
næmlig ikke således som visse mænd ynder at udtrykke det, at hun
havde befrugtet hans tankeliv.

Alt havde han lagt frem for hende, han havde solet det i hendes øjne.
Ja, solet det. Men i solen opdagedes mange ting; mug og vissenhed
viser solen, og hvad skal man derefter gøre ved det mugne og visne?
Videnskaben var falmet og fallit; hvad kan den anvendes til? Han
havde ikke mere brug for sin.

Dette overraskende fænomen skyldtes ikke nogen usædvanlig hæftig
forelskelse fra hans side; han kendte sin erotiske begrænsning. Det
var selve hendes nærværelse, der bevirkede det. Det var bleg kultur
og kraftigt barbari, der var kommet til at vokse ved siden af
hinanden, og kulturen visnede hen på grund af naboskabet, uden ydre
vold, og denne proces fremmes ved kulturmenneskets misundelse og
attrå mod det, barbaren har frem for ham.

Det kunde kaldes et omvendt eksempel på, at en kvinde befrugter en
mands tanker. Uomtvisteligt var hendes påvirkning af en god art, men
det syntes, som om hans nuværende interesser skulde udryddes --
ligesom ukrudt.

Og nu, da det var fuldbyrdet, slog det ham, at han en gang måtte ha
båret sig ilde ad i sin sjælelige økonomi, ti hos et menneske med en
sund udvikling var et sådant fænomen utænkeligt. Noget måtte
tidligere være gået til grunde i ham, og nu kom denne påvirkning med
en naturkrafts vælde for at genskabe det gamle. Han havde været i
færd med at lave en pedant ud af sig selv og var godt på vej til
fuldbårenhed, da dette indgreb skete og forstyrrede ham i
udviklingen, uden at det kunde siges at være afgjort, at han vilde
blive bragt tilbage til sit oprindelige stade. Hvor var da afvigelsen
for hans vedkommende begyndt? Mon ikke dær, hvor han havde interneret
sig i denne provinsby og med filosofisk ringeagt kastet sin fremtid
over bord. Her var han gået og visnet, og nu kunde han møjsommeligt
erindre, at han havde været anderledes en gang; han havde betvunget
sin natur -- som det siges, at man skal, -- han havde overvundet sig
selv, hvad der påstås at være bedre end at vinde en sejr. Megen glæde
havde han ikke haft af det, når han nu skulde se tilbage på det, men
det var dog endt med den tilpasning efter de omgivende forhold, som
Darwinisterne har fået så store resultater ud af.

Og da alt var i orden, og det syntes at være naturens hensigt, at fra
nu af skulde der overhovedet ikke ske noget mere, så kom Helga
ubelejligt som et brud på det bestående, som en leende og livsglad
protest mod tilpasningen; hun forstyrrede alting og mindede ham --
til ingen nytte -- om det, han kunde være blevet, dersom -- --.

Han vandrede op og ned blandt sine reoler, og hun gik og sang i stuen
ved siden af.

Farvel, reoler!



Helgas pensler fik lov at tørre ind; i det højeste tegnede hun lidt
nu og da. Det har ingen hast, tænkte hun, når trangen til at
frembringe kom op i hende. Talentet var jo sikkert nok, det kunde
tåle at vente. Desuden skyldte hun vel ham at glemme alt, hvad der
hed kunst, indtil videre, siden hun havde begyndt at ofre sig. Det
faldt hende heller ikke svært, så længe hun følte sig i fuld
besiddelse af sine ævner; hendes dage var så korte og brogede af
lyse, springende stemninger, hun var helt lykkelig, og tiden blev til
næsten ingenting, et flygtigt, skinnende stof, som man susede igennem
uden at tænke over det.

Så kom der en dag, hvor hun og Grandlev sad og talte om nogle
fornæmmelser, hun havde begyndt at få i den sidste tid, og de blev
enige om, at hun måtte være frugtsommelig. Hun gik ikke lige med det
samme, men så snart det kunde la sig gøre, var hun borte, ude i
skoven, hvor det igen var efterår. Dær var alt, hvad hun kendte fra
før, men mellem de tider og dagen i dag var der ingen forbindelse;
skoven var ikke _god_ som den gang; efteråret havde ikke den værdi
for hende. Hun huskede en sen efterårsnat, da hun havde gået der ude
ved fjorden og tænkt sig, at ægteskabet vilde forandre hende lige på
en gang, og flere gange i den tid, hun havde været gift, havde det
undret hende, at hun ikke kunde spore nogen som helst forandring; hun
var lige så frisk og følsom for alting som før; de havde gået ture om
aftenen i det hujende mørke, og alt havde været lige så godt som den
aften; den uvilje mod ægteskabet, som ikke et øjeblik havde forladt
hende, svandt derefter helt og holdent -- -- --.

Men nu var forandringen kommet.

Det blev ingen god tur. Den spændte kraftfornæmmelse, der hidtil
havde bevaret hende imod utilfredshed, den var borte. Hun syntes, at
hun slæbte sig hjem, og beklagede harmfuldt sig selv i den anledning.
Men nu vilde hun til at male noget; tilværelsen forekom hende så
værdiløs; der skulde noget til for at bøde på det.

Alligevel opsatte hun det fra dag til dag; hun nærede en mystisk
frygt for det, der skulde komme. Det tog kraften fra hende ligesom
for at vise, at _det_ nu var hendes herre, og at hun var den svage,
der skulde ofre alt, hvad _det_ krævede. Men en nat kom der en
stemning over hende; det var tidligt på foråret; hun så i sin urolige
søvn de gamle, stævnede popler, som skulde ha været hendes næste
værk, og hun vågnede op med den forvisning, at nu skulde det gøres.

Hver af de følgende formiddage var hun ude og tegnede; hun mærkede
godt, at det ikke vilde lykkes, men hun vilde ikke erkende det og
forsøgte fremdeles; desuden var det slet ikke lige mislykket
altsammen; der skulde komme noget ud af det, og hvad skulde hun
bruge tiden til, da hun ikke havde husholdningen at sørge for?

Hvad fejler du dog, Helga? spurgte Grandlev en dag, de sad ved
middagsbordet.

Hun så op med to klare, hårde øjne. Jeg fejler ingenting, svarede
hun, og lidt efter føjede hun til: Jeg fejler alting, tror jeg.

Er det vort barn, lille Helga?

Nej; det har det vist godt nok, men det er på min bekostning.

Å ja; nu begynder det vel allerede at blive fordringsfuldt.

Dersom du vidste, i hvilken grad jeg blir regeret af det! Men jeg vil
se, om der alligevel ikke er lidt igen af mig selv endnu.

Da de havde spist, tog hun sine malerekvisitter og lavede sig til at
gå ud.

Vil du nu ud og male?

Jeg skal nok pakke mig godt ind.

Helga har ikke gode øjne i dag. Det er beslutningens blik; jeg kender
det. Pas på du ikke gør noget, der blir til skade for nogen.

Hun tog hans hånd og strøg sig over kinden med den. Helga er god, sa
hun. Når først -- --. Der er altid en mængde, jeg venter skal ske,
men det vil aldrig komme, når jeg trænger mest til det. Farvel,
Niels; jeg skal ikke blive forkølet.

       *       *       *       *       *

Han sad i den halvmørke dagligstue og ventede. Hun kom ikke. Det var
rimeligt, at han gik ud og hentede hende, men han var bange for det
møde. Enten havde hun sejret, og dær kom han med sine uvedkommende
betænkeligheder; eller hun havde tabt, og så indfandt han sig som
repræsentant for hverdagslivets sejrende plathed. Han frygtede hendes
blik. Der er ingen, der sådan som ægtefolk kender hinandens øjne, og
der er i alt fald en tid, hvor der ikke er plads til løgn i dem. Men
der er også sandheder i en hustrus blik, som en mand helst undgår at
læse.

Det blev mørkt, hun kunde umulig se at male længere; måske var hun
blevet syg! Han tog sin hat og skyndte sig ud, men i det samme så han
hende komme; han gik igen ind og satte sig.

Det varede længe, inden hun kom. Han hørte hende bære sine sager på
loftet; derefter vaskede hun sig i køkkenet, og så var hun en stund i
sovekammeret; han søgte at slutte sig til hendes stemning; efter
lyden at dømme var hun meget behersket. Det hørtes så ligegyldigt, og
dog var en sag af største vigtighed nu afgjort; han blev ganske kold
af at sidde og lytte og gætte.

Så kom hun ind, men blev stående lige ved døren.

Kunde du se at male så længe?

Intet svar.

Så skulde vi vel ha noget at spise, sa han højt og ligegyldigt.

Hun var ude igen med et sæt og gav sig til at dække bord. Han kom ind
i spisestuen med tændstikkerne.

Helga, begyndte han, kan du i dette øjeblik huske, lad os sige, et
halvt år tilbage til en dag, da vi bestemte, at så godt, som det var
den dag, skulde det altid blive ved at være? Jeg siger det ikke for
at appellere til dine -- -- følelser, men kan du huske noget sådant
nu?

Ja.

Men skulde man ikke tro, at den dag aldrig havde været? Den er død og
magtesløs; ser det ikke således ud?

Jo -- --.

Letsindige mennesker slutter deraf, at deres kærlighed er virkelig
død, og opfører sig derefter, hvorved de tilføjer hinanden den
allerstørste fortræd. Faktisk er forholdet dette, at man i en kærlig
stund bedst husker andre kærlige stunder, og omvendt. Der er kortere
forbindelseslinje mellem ensartede sjælelige tilstande end mellem
andre; det er det hele. Dersom alle mennesker havde så megen sykologi
inde, at de vidste det, så kunde der undgås meget -- -- --. Men en
omtænksom husmoer bør altid holde tørre tændstikker -- -- om ikke for
andet, så for, at hendes mand ikke skal blive forstyrret midt i en
vigtig tankegang.

Efter tre forgæves forsøg lykkedes det ham at få den fjerde tændstik
til at fænge, og i samme nu så han hendes forvildede ansigt, men han
tændte alligevel lampen og satte glasset ordenligt på.

Han skød lampen til værs og gik hen til hende. Stakkels Helga! Han
burde ha forudset, at det vilde gå således, i stedet for at pine
hende med sine lumpne åndrigheder.

Jeg er ødelagt, begyndte hun, idet hun veg tilbage for hans hænder.
Rør ikke ved mig, jeg er ikke det værd. Der er ingenting igen af mig.

Han så tårerne springe frem af hendes øjne, mens hun stirrede
ufravendt på ham, og hendes blik holdt ham på afstand.

Men kære Helga; du ved ikke længere, hvem jeg er. Tal til mig som til
en, du ikke hader, for at jeg skal kunne svare dig.

Å, Niels, kan du ikke se, jeg er ond? Hader du ikke mig for det?

Han tog hende om livet og drog hende med sig hen til en stol, men hun
sank ned på knæ ved siden af ham og udbrød:

Vær god mod mig, Niels; vær forfærdelig god imod mig; ellers -- --
--.

Gid det var mig, der var så ulykkelig, tænkte han, idet han så ind i
det fortrukne ansigt; jeg kunde bære det. Gid det kunde ha været mig!

Han sad og klappede hendes hår, mens han led under sin sjæls fattige
kulde.

Å, du ved ikke, hvad jeg har oplevet i eftermiddag. Jeg har prøvet og
prøvet, men det er borte; jeg er død. Kan vi holde så meget af
hinanden, at vi glemmer det? Kan du -- -- --. Hvad vil du gøre ved
mig, hvis jeg ikke duer mere? Jeg blir kold og ond, dersom det -- --.
Jeg mærker det allerede --. Nej, det er gruligt!

Hun la sit hoved i hans skød. Han trykkede sit lommetørklæde mod
hendes øjne, og med den anden hånd kærtegnede han hendes ansigt.
Helgas ansigt! Det blev så underlig nyt for ham, idet han med hånden
fulgte hendes træk: næsens svage bue på midten, kindens kant mod
halsen og de velkendte læber -- --. Hans fingre blev seende, mens de
berørte dem.

Han tog lommetørklædet bort og la ansigtet i sine kølige hænder; han
følte et svagt kys mod sine fingre og løftede hendes hoved.

Kære Helga, sa han -- og han vidste i det samme, at det var ikke det,
han helst vilde sige --: Du begriber da nok, at man ikke så
pludseligt kan miste sit talent, men du må ha tålmodighed, til vort
barn kommer, og så er du igen som før.

Hun rejste sig. -- Tror du? Å, jeg kan sagtens vente, når det ikke er
andet. Naturligvis kommer det igen. -- Hun gik frem og tilbage og
strøg sit hår op. -- Hvor har jeg været henne? Jeg er jo forstyrret.
Når det er overstået -- --.

Så har vi et lille barn, Helga.

Ja, det er sandt, det tænkte jeg ikke på, bare på at blive fri. Det
er en dårlig kone, du har. Men nu skal jeg være fornuftig igen -- --
for resten af tiden. Det blir nok en lille tænksom fyr, siden han
allerede nu begynder at opdrage på mig. Å, vær ikke vred på mig,
Niels; jeg kunde ikke gøre for det. Men du er så klog og fornuftig
altid. Tak for det.

Hun rakte ham hånden og smilede så svagt, at det kun sås ved den ene
side af munden. Dette lille træk greb ham stærkt; han huskede den
gang, da han først bemærkede den ubetydelige skævhed ved hendes mund.

Men det store øjeblik var forbi; hans fornuft havde vundet en lille
fattig sejr, og hun var kommet længere bort fra ham.



Et par måneder senere bragte Helga et dødfødt barn til verden.

Hvad hun tænkte ved det, fik ingen at vide; hun lå tavs hen, efter at
fødslen var overstået. Grandlev var meget inde hos hende og spurte nu
og da til hendes befindende; hun svarede så kort som muligt, og
udover det blev der ikke sagt noget. Han vilde gærne tale med hende
om den skete ulykke, men hun lå og stirrede frem for sig med et
hårdt, åbent blik, og udtrykket i hendes ansigt forandredes ikke al
den tid; der var ingen uro over hende, hun grublede ikke over et
problem. Han kendte hendes ansigt, hun var klar over sit, og det var
ikke hans sag at tale; han havde ikke myndighed til at forandre noget
her.

Det var en kold tid. For ham syntes det, at afstanden mellem dem nu
var så stor, som det var naturligt mellem to forskellige verdner, to
modsatte kulturer, der en tid lang har bekæmpet hinanden med forgæves
opbud af al deres kraft, og han stræbte at befæste sig selv i denne
opfattelse for at være forberedt mod den fremtid, der ventede ham.

Undertiden når han sad ved hendes seng med en bog i hånden -- ti han
måtte ha noget, der kunde dække over den lange tavshed -- la hun sin
hånd på hans og krummede sine fingre om den, og hele hans bevidsthed
samlede sig om deres to hænder. Men hvor var denne hånd forskellig
fra den, han en gang havde kendt, og som havde gjort sit til at
bestemme hans skæbne! Det var, som om han havde gemt en lille verden
af fløjelsbløde luer i sin hånds hulhed. Nu var den blevet lidt
magrere og mere bleg, og dens sjæl, der havde været som varm, fin
ånde, var blevet til vilje. Den tog så læmpeligt om hans hånd; han
forstod den, den vilde gærne skåne ham, gærne kæle lidt for hans og
være god en lille tid, inden den slap helt. -- Tror du ikke, hånd, at
jeg ved, hvad du mener? Du har atter sluppet mig, og du blir ikke den
gamle, fordi du lægger dig kærtegnende på min hånd. Du er fremmed for
mig, du har allerede gjort dit greb og fundet noget, der holder. Hvis
det ikke var tilfældet, vilde du ikke ligge dær så rådvild og
usikker. Den ild, der nu brænder i dig, går ikke over i mig, den er
mig fremmed og fjendtlig; jeg føler den som kulde.

Men når det skete, at han fandt hendes blik og holdt det fast, da
kunde han se, hvordan der gik en smærte igennem hende; den bredte sig
som en bølge over hele hendes legeme og bragte hende ud af sit leje.
Hånden, der lå på hans, talte højt om en farende uro.

       *       *       *       *       *

Det var imidlertid blevet forår. Solen skinnede ind i sovekammeret,
og han så hende smile for første gang, mens hun lå til sengs. Hun
stod op med det samme, og nogle dage senere bad hun ham gå med ud i
skoven.

Vi skal vel tale om det stakkels barn, begyndte hun med sagte, klar
stemme. -- Se, hvor smukt her er. Det er indrettet sådan, at det
skulde ha været en dejlig dag for os to -- -- os tre, Niels. Lad os
sætte os lidt.

Ja, Helga; jeg har talt med lægen om det; han -- -- --

Lad hellere mig fortælle det. Det er meget værre, end du tror. Det er
mig, der er skyld i, at vort barn er dødt.

Men, kæreste Helga, selv om du har været uheldig -- -- --

Hør kun, hvad jeg siger. Det kunde ikke leve; nu forstår jeg det. Den
gang, jeg gik med det, og jeg mærkede, at det tog mit talent fra mig,
da blev jeg vred på det; ja, der var tider, hvor jeg hadede det, og
det kan et lille barn ikke tåle. Den dag, du ved, da jeg var ude at
male, da kunde jeg mærke, hvordan min sjæl var borte; den var nede i
barnet. Bag efter -- ja det ved du ikke noget om -- da tegnede jeg
lidt af og til; jeg tænkte, jeg vil bare lige se, om jeg kan, for at
være sikker på det. Og jeg kunde godt, jeg hentede min sjæl op fra
barnet med vold. Det, jeg lavede, tog jeg fra barnet. Derfor døde
det.

Men hvorfor konstruere en sådan forklaring, når der gives en langt
simplere? Der er visse bevægelser, sa lægen, som er farlige -- --.

Ja, doktoren ved noget. Men den, der har gået med et barn, ved mere
end nogen doktor. Jeg vidste også nok, at det var galt, men hvor
galt, det blev mig først klart, da de sa, at det var dødt. Så snart
jeg hørte det, tænkte jeg: Ja, det er dødt. Det kan ikke være andet.

Helga, du gør os bægge ulykkelige med den indbildning. Jeg skal købe
en bog til dig, der omhandler det æmne, af professor Rosen -- -- --.

Så skal jeg skrive et nyt kapittel til den bog. Når en kvinde går med
et barn, så må hun ikke blive vred over, at det tar noget fra hende,
som hun synes, hun selv har brug for; hun skal villig afstå det alt,
hvad det forlanger, for sådan et lille barn er frygtelig
fordringsfuldt, længe inden det blir født, og det må ikke nægtes
noget. Og ved du hvad -- --. Hun blev bleg, mens hun talte. -- En dag
jeg sad og tegnede, og det gik meget godt, så mærkede jeg barnet, der
sparkede med sine små ben. Det advarede mig, Niels.

Hun så på ham med to vidt åbne øjne, og han følte det risle igennem
sig. Han så for sig et ansigt, der stirrede ned i tilværelsens dybder
og opdagede noget, som han ikke blev delagtig i.

Det advarede mig, men jeg brød mig ikke om det, for jeg vidste jo
ikke alt det, jeg ved nu. Jeg er ikke ond. Jeg vil gærne gi folk ret
til at sige det om mig, for de kan jo ikke andet, men jeg ved med mig
selv, at det er jeg ikke. Men det er forfærdeligt, hvad der er sket,
og der kan ingen ha lidt mere under det end jeg.

Jeg tvivler ikke om, at du har lidt mere ved det end jeg. Du står jo
dybere i tingene. Jeg har også følt tabet, men jeg ved ikke, hvad det
er, jeg har tabt. Jeg er en overmåde fattig mand, der en gang har
ejet formue, som jeg aldrig har set, og hvis værdi ingen har oplyst
mig om; nu er den borte, uden at jeg har haft gavn af den. Jeg har
tænkt mig den mulighed, at jorden vilde forekomme mig mere hjemlig,
end den i en vis tid har gjort -- dersom jeg kunde gå hen over den
med mit lille barns hånd i min. Det hverv opfyldte du næmlig ikke --
det _var_ ikke dit hverv, men jeg har i en glad stund, i et
fantastisk øjeblik overdraget dig dette -- hverv. Nu har jeg kun en
forøget tomhed tilbage, mens du har en virkelig sorg. Jeg misunder
dig; det er altid dig, der har den største vinding. Du er den
rigeste.

Hun så længe ud over vandet, og hendes ansigt begyndte at få farve;
det var også et prægtigt vær, han så det bedst på hende; anderledes
interesserede det ham ikke. Vist havde hun tabt meget, men hun havde
også råd til det; hun var af dem, hvem ethvert tab bringer nyt
livsstof.

Du taler så underligt om det, sa hun omsider; du ser det fra en side,
som jeg ikke forstår.

Ja, svarede han bitter, jeg er en kløgtig lille maddike, der er
sluppet ind under barken på livets træ; dær sidder jeg og studerer,
og i mit mørke opdager jeg en mængde interessante ting, som måske
slet ikke er til.

Det værste var jo det barn, som du sådan havde glædet dig til,
stakkels ven. Å, når du har set på mig somme tider i de her dage, nej
aldrig har noget gjort mig så ondt, hvad der angik os to. Det, jeg
har forbrudt mod dig, er det værste af alting. Og jeg kunde ikke sige
det, jeg helst vilde. Hvor kan jeg love dig -- -- jeg er to halve
mennesker. Jeg er en dårlig kone -- nu. Og der er noget endnu, som
du ikke ved. Da jeg hørte, barnet var dødt, så tænkte jeg i et nu:
Hvis det hele kunde gøres om, og jeg var sådan, at jeg ikke behøvede
at bekymre mig om andet end om det barn, jeg ventede, det kunde ha
været en dejlig tid. Jeg kunde straks, da det var kommet, aldeles
bestemt forestille mig, hvordan en rigtig moer går og glæder sig til
sit barn, og sådan vilde det også ha været med mig, dersom ikke --
min kunst havde været i vejen. Jeg er så aldeles klar over, hvad det
er for en glæde, jeg er blevet narret for, men det kunde ikke komme,
mens jeg gik sådan.

Det vil altså sige, Helga, at du har forladt din kunst for tidligt,
og nu hævner den sig ved at ta dit barn. Således er din opfattelse.

Ja, det er rigtigt, men jeg troede ikke, du kunde forstå det. Og hvad
så, Niels?

Det er let at se. Een gang har du opofret dig, idet du giftede dig
med mig. Du forvekslede et øjeblik det, der var det bedste for mig,
og det, der var det bedste for dig. Dette eneste offer, der sikkert
stred mod din natur, har ikke gjort os lykkelige i længden, og vi vil
derfor ikke forlange det offer af dig, der nu foreligger.

Hvad er det for et?

Sig det kun selv, Helga.

Ja, naturligvis, det er min pligt at sige det. Men jeg kan ikke blive
hos dig. Jeg må rejse igen; jeg er kun halv færdig. Det kan ikke
blive godt så længe. Jeg har været en mislykket moer og en mislykket
kunstnerinde; nu må jeg se at blive noget helt. Hvad kan jeg gøre
andet end rejse?

Du ser det så klart, Helga. Jeg skal ikke råde dig til noget; du har
altid vidst, hvad der tjente dig selv bedst; det er det sikreste
bevis på sjælelig sundhed; nogle kalder det egoisme.

Ja, men er jeg ikke egoist? Synes du ikke, jeg er ond?

Er du selv i tvivl?

Når jeg ser på dig -- -- --.

Se ikke på _mig_. Jeg er ingen målestok. Se på det resultat, du
venter af dit eget liv. Se på tingene omkring dig. Det er ikke så nær
din hele lykke, der beror hos mig.

Det siger du, Niels, men du er ikke vis på det, og du har sagt det
før. Men det kunde ha været sådan, at -- -- --. Sæt nu, at min lyst
til kunst bare kommer deraf, at jeg ikke har fået nok -- --.

I kærligheden eller med andre ord i mig, ja det illustrerer
påfaldende din forestilling om min utilstrækkelighed; du kan ikke
glemme mig, og du vil ikke slippe mig, og dog føler du hele tiden, at
jeg er ikke den rette. Drømmen om en større lidenskab sidder stadig i
dig og lar sig ikke udrydde.

Så blir den heller aldrig andet end en drøm. Du er nu en gang den
eneste, der har nogen indflydelse over mig; jeg tror ikke, nogen
kunde haft mere, selv om jeg kunde være blevet mere forelsket i en
anden mand. Du synes måske ikke, din indflydelse har været ret stor,
men jeg er nu ikke videre indrettet til at la mig påvirke, det har
jeg opdaget. Men hvad vil du gøre, dersom jeg rejser fra dig? Kan du
holde det ud med studierne alene, et år for eksempel?

Lad os ikke tale om studierne. Det vil sige, der kunde måske findes
noget nyt, der lod sig studere.

Tal ikke til mig, som om du havde i sinde at glemme mig, så snart jeg
er borte. Du tror ikke, jeg vil længes efter dig; men jeg vil begynde
at længes i samme øjeblik, jeg har sagt farvel til dig. Du har altid
troet, jeg stod på springet til at komme væk fra dig, og du har altid
gjort mig uret. Det kan godt være, du ikke betyder så meget for mig,
som du synes, du kunde gøre fordring på, men jeg har jo aldrig trængt
ret meget til andre mennesker; når jeg fik en lille smule af dem, så
var det nok; det blev lettere for meget end for lidt. Hvorfor skal
kærligheden være alting for mennesker som os? Vi har jo hver sin
store interesse ved siden af. Er det så egenlig så småt? Og jeg kan
sidde her og forudse, at jeg vil holde lige så meget af dig som før,
når jeg har været borte en tid for det andets skyld.

Du har i dit hele liv vistnok kun begået een fejl, Helga: den, at du
har forelsket dig i mig, og denne fejl har du ikke gjort god igen ved
at finde dig en bedre mand, efter at du hos mig havde taget det, du
unægtelig havde brug for. Du svinger mellem mig og din kunst og
bilder dig ind, at vi tilsammen udgør dit livs lykke. I virkeligheden
har du kun brudstykkevis været lykkelig. Du er altfor livsfrodig til
at ha nok i mig -- -- å, jeg mener ikke noget, du har nødig at
protestere imod; du tror lige så lidt som jeg, at kærligheden består
i sanselighed, men du drømmer dog om, at der gives en større
lidenskab uden nogen større sanselighed, og det er vel den, du
savner. Og din kunst kan ikke erstatte det savn. Jeg fornægter ikke
de gode timer, vi har haft med hinanden, for mig har det jo været et
helt nyt liv, men du trænger til større forhold. Også du vilde gærne
plukke den store lidenskabs frugt, men jeg har ramt dig med mit stik,
jeg har påvirket dig med tankens fine og for dig farlige gift. Du
vilde gærne ind i en hedere verden, end vort hjem har været, du
begærer at komme hen til stor ild, som jeg ikke har at byde, du har
trang til at kaste dig hen og styrke til at finde dig selv igen,
større og rigere. Du er måske bestemt til en sådan lidenskabens
storhed, men du tør ikke betale det, den koster. Gode små mennesker
vil glæde sig over dig og over mig, der har bevirket dette. Tror du
ikke også, det har brændt i mit sind, når jeg har set den ild, der
stundom flammer i dine øjne? Det har råbt inden i mig: Hvorfor render
hun ikke fra mig? -- Nu rejser du, og som sagt du kommer igen, fordi
du savner mig, når du er borte, og sådan vil du blive ved at svinge
mellem to ting, hvoraf ingen har dit sind helt og holdent. Du er
vokset fast til to halvheder, og stadig vender den illusjon tilbage,
at hver af dem er et hele, for din natur er så rig, at du meddeler
dine illusjoner af din egen livskraft, ellers var den ene af dem --
din store og besynderlige kærlighed til mig -- for længst blevet til
intet. Men du er jo et priviligeret menneske, der ikke kan gå aldeles
fallit; hver gang du taber, vinder du samtidig, og du finder dybder,
hvor jeg kun opdager tomheder. Du talte om, hvad jeg har foruden dig
-- af al min videnskab har jeg ikke andet igen end forståelsen af
forholdet mellem os; alt det andet er forlængst faldet sammen til
støv og aske. Om det betyder, at jeg skal blive et nyt menneske, ved
vi ikke endnu; men det spørgsmål afgøres ikke lettere eller hurtigere
ved, at du blir hos mig.

Hun tog hans hånd, og de så længe på hinanden, indtil hun slog øjnene
ned, i erkendelsen af, at hun ikke havde noget at sige eller gøre. Så
talte han igen:

Se, hvor alting ligger og hviler i lyset. Der er en egen stilhed over
det, der ligger i solskinnet. Mig forekommer det, som om alle ting
sover, når sollyset står så stille over dem som nu. Men du ser noget
helt andet, noget, du længe har måttet savne, for dine øjne har samme
udtryk som i dine pigedage; og jeg tror, jeg ved, hvad det betyder:
at du ser meget, som er skjult for mig. Er det ikke ligesom der er
taget skodder fra sjælen, så at lyset endelig får fuld og uhindret
adgang?

Jo, Niels. Kender du det?

Jeg kender det; jeg kan se det på dig. Der er mange gode ting, som
det ikke er givet mig at opleve, men ved særlig nåde har jeg fået
dig, for at jeg kan danne mig et begreb om, hvordan den anden side af
tilværelsen er, den, der vender bort fra mig. Ellers kunde jeg være
blevet ved at leve ligesom under jorden, men du har draget mig frem,
og jeg kryber ikke ned igen, når du er borte. Jeg blir hos lyset, der
dog på en måde er beslægtet med mig. Måske glemmer jeg dig over det
andet.

Jeg slipper dig ikke, Niels. Da du første gang fik magt over mig, ved
at du så på mig, da tænkte jeg det samme som nu, lige så sikkert,
selv om ikke så klart. Du skulde vide, hvordan jeg gik og gemte på
dit blik og lukkede øjnene, for at det ikke skulde forsvinde. Jeg så
dig for mig med sådan en magt, det var for mig bevis nok for -- --
--. Å ja, det fortalte mig på een gang, at du var den, jeg skulde
holde af for hele livet, og at jeg havde talent -- --.

Han så spørgende på hende.

Ja, Niels, det havde jeg en gang lovet mig så meget af at fortælle
dig; nu er det snart gammelt, og vi er ikke så naive længere -- jeg
er ikke --. Men jeg tegnede dit billede en aften, jeg var kommet i
seng, det var efter, at du havde _set_ på mig. Næste morgen da jeg
vågnede, vidste jeg altså -- -- to ting. Jeg mente, det skulde blive
så stort at sige dig det, men det øjeblik duede ikke, som jeg havde
bestemt til det.

Må jeg få det billede, inden du rejser? Stakkels Helga; du har nok
lidt noget for et øjebliks disharmoni fra min side. En mand, der ikke
er absolut alvidende om, hvad der foregår i en ung piges sind, kommer
nødvendigvis til at volde hende mere end een sorg.

Du må gærne få det. Nu er det jo næsten ingen nytte til, med mindre
det kan hjælpe lidt til, at du bedre husker mig.

Se på solskinnet der ude over skoven og markerne, sa han lidt efter.
For dig betyder det længsel efter noget stort og rigt langt borte.
Det betyder mægtig attrå og mangfoldighed -- livet i al sin fylde,
der rejser sig, vokser mod lyset. For mig betyder det samme solskin:
Ro, beskuelse, ligegyldighed. Solen oplyser alle ting og er for
resten lige glad; vi kan forstå det, som vi vil. I det allermindste
kan vi se tingene; vi kan mætte vort sind med kendsgærninger. Solen
fremviser lidenskabsløst det, som er. Der er nogle af os, der har nok
i at gå bag efter solen, lidenskabsløse som den, og gøre os selv
opmærksomme på det, som er. Det har kostet os forskellige
sindsbevægelser, inden vi kom så vidt, men den smærtefri beskuelse
har også sin lykke. Det angår ikke os, at der gives en større. --
Solen skinner også for mig; den vil lære mig noget. Rejs kun bort;
jeg næmmer det vel bedst, mens jeg er alene.

       *       *       *       *       *

Toget var kørt frem; Niels Grandlev og Helga gik op og ned ad
perronen. Han indskærpede hende forskellige forsigtighedsregler, som
hun gjorde vel i at iagttage; hun var ikke hel rask endnu, men efter
deres sidste lange samtale havde han haft il med at få hende af sted.
Hun talte ikke ret meget, men udtrykket i hendes øjne var varmt og
levende, han tilskrev det glæden over at skulle rejse og undgik så
vidt muligt at se på hende.

Hun steg op i kupeen, og han blev på perronen. Nu skulde hun skrive
udførligt om, hvordan det gik med hendes kunstneriske udvikling;
deres personlige forhold var det ikke værd at tale om for det første;
de havde jo talt ud.

Kom op til mig, sa hun sagte, og han så forbavset på hende, men steg
op på trinet.

Konduktøren kom nede fra den anden ende og begyndte at lukke dørene.
Helga bøjede sig ud mod Grandlev, trak ham ind til sig, kyssede ham
hæftigt og sa:

Jeg elsker dig.

Døren blev lukket. Han så efter toget, som kørte.

Det forstår jeg ikke, sa han.



Mens eksprestoget dampede nord på fra Paris, sad Helga ved
kupevinduet og læste et brev, hun havde fået fra Grandlev, lige før
hun rejste. Det var skrevet som svar på hendes meddelelse om, at hun
havde i sinde at rejse hjem; hun havde da været borte i to år.

-- -- Før vi ses igen, stod der, er det nødvendigt, at du forstår den
forandring, der i mellemtiden er foregået med mig. Da du var rejst,
søgte jeg at klare mig min menneskelige stilling til den tid, jeg
lever i; det kostede mig meget arbejde, resultatet blev en hel lille
afhandling. Hvis du vil, skal du senere få den at læse; den handlede
om ideer, som du måske ikke husker, at du har hørt mig udvikle, men
når du hører lidt om dem, så vil du straks sige, at det ligner mig.

Jeg skrev om personlighedens samling og det moderne livs splittende
indflydelse -- der er mange andre, der har gjort det. Jeg skildrede
en menneskeart, som er ved at uddø, en bleg type, der ikke er så
unyttig, som det almindelig antages. Det er bæreren af visdommen,
den teoretiske livsviden, der nu er så ilde stillet, omgivet af
foragt på to sider. Foran visdommen står fremtiden: Opfinderen,
socialdemokraten, sportsmanden. De er kommet ud over visdommen og
håner den med et af vor tids værste skældsord: Litteratur. Bag ved
står fortiden: Menigmand, Vulgus -- samme foragt, kun at de ikke
praler af, at de forstår den vise, sådan som de andre; tvært imod: de
roser sig af, at de ikke forstår ham. Ved samvirken af disse to
yderligheder er et nyt barbari i færd med at udvikle sig. Den, der
ikke vil andet end tænke lidenskabsløst over menneskelige ting, er
bestemt til at gå under i dette barbari. Mellem den oplyste husmand,
præliminarist og kandidat til folketinget -- og professoren i
fysiologi, mellem socialdemokraten og sportsmanden dør den tænker,
der hverken er politiker, folkeoplyser eller opfinder.

Det ny barbari kendetegnes blandt andet ved sin foragt for al
tænkning, der ikke er anvendt tænkning, praktisk anvendelig tænkning,
og den vigtigste årsag til dette barbari med dets delvise kulturhad
er den stigende folkeoplysning. Det store folk er nu draget med ind i
udviklingen, og folket, der har en beundringsværdig sans for de sider
af kultur, der har praktisk værdi, har sin ligegyldighed rede for den
del af kulturen, hvis nytte ikke er umiddelbart indlysende. Og det
synes, som om denne det brede lags foragt har virket tilbage på den
højere kulturs mænd. Derfor hører man professorer tale om, hvad jeg
vil kalde for uverdslig kultur, med samme ringeagt som en oplyst
husmand eller en socialdemokrat, og han er stolt af det. Der var en
tid, da litteratur, der dyrkede den rene menneskeviden, stod højt i
anseelse -- -- men det var ganske vist ikke her i landet. Sjæleviden
er nu ene overladt til psykofysikerne og sindssygelægerne.

Men jeg har altså stillet mig i de uverdsliges flok. En gang var den
eneste undskyldning for uverdslighed den, at man viede sit hele liv
til religionen. Er vi ikke nået så vidt, at den uverdslige digter
eller den uverdslige tænker anerkendes rent menneskeligt som
eksistensberettiget? Nej.

Vel. Jeg har fundet ro i min uverdslighed; jeg har opnået den fred,
som mange har prist, og som nogle har kendt. Dermed har tilværelsen
givet mig det, jeg trænger til; jeg kan ikke anbefale det med andre
eller bedre ord.

For et par menneskealdre siden var det vistnok ejendommeligt for de
fleste kulturmennesker, at de drog sig bort fra det praktiske liv og
foragtede det. Det var især digtere, og de betød vel ikke stort. Da
tiden havde brug for mænd, der kunde udrette noget, afholdt de sig
fra al handling; de tænkte, og mest digtede de; der var vel ikke
megen ånd deri. De har senere fået deres ublide dom; de er faldet ud
af tiden som ruder af et vindu; hvor de sad, er der ligesom et tomt
hul i vor kultur, og det er undertiden vanskeligt at se, om de
virkelig har haft nogen betydning. Jeg ønsker just ikke at ligne
dem, og nu da der er sagt tilstrækkelig meget ondt om dem, vil jeg
sige dette, at nogle af dem dog sikkert har kendt en slags
verdensbeskuende sindsro, der er i slægt med visdom. Den var vel ikke
resultatet af nogen tankegang, men snarere en nødvendig følge af
deres hoders lyriske beskaffenhed, men sjælefred var det, og i vor
tid, da der ikke er mangel på mænd, der har handlingens gave, vilde
det dog måske være uheldigt, om de uverdslige verdensbeskuere helt
forsvandt.

Den ideelle tænker -- jeg mener den mand, hvis tænkning udelukkende
fører ham til ideer og ikke til handling, -- er under udryddelse;
omkring ham lejrer sig andre menneskers ringeagt, ligegyldighed eller
deres ikke-viden om hans tilværelse, og i en sådan atmosfære må han
nødvendigvis dø eller opgive sig selv. Det ny barbari finder ham ikke
anvendelig; det er dommen over ham. De, der samler deres sind fra al
adspredelse, som tænkere, som digtere eller som ingenting, og uden
noget andet formål end samling, de uddør først. Senere vil også de
forsvinde, der dog på en måde lever af ikke-praktisk åndsvirksomhed:
Statslønnede digtere og professorer i filosofi (i ordets gammeldags
betydning). Ti der vil blive dem givet at forstå, eller de vil selv
føle, at det ligger i tiden, at de må indrette deres hjærne til mere
tidssvarende virksomhed. Åndelig fabriksdrift blir fremtidens løsen.

-- -- Du vil måske synes, at der i alt dette ligger en
selvtilfredshed, som ikke ligner mig -- --. Ja, der står i denne
afhandling mange ting, som du vil finde mærkelige, men nu skal du
vide, at den er resultatet af mit sidste og endelige forsøg på at
klare forholdet mellem os. Hvad der begyndte med at angå to
mennesker, endte med et opgør mellem mig og det moderne samfund. Hvis
du er modtagelig for det humoristiske, så vil du more dig over, hvad
jeg nu fortæller dig. Min afhandling -- som ved en ren tilfældighed
kom i trykken -- har vakt en del interesse, og jeg ved, at mange har
tiltroet mig et meget nøje samliv med de moderne foreteelser; man
har rosende fremhævet den varme, min afhandling var båret af; man har
beundret den intellektuelt afklarede harme, der har inspireret den.
En kort, men rammende skildring af nutidens barbar, som findes i
afhandlingen, har forbavset det dannede publikum ved sin overlegne
fordeling af lys og skygge -- --. Og det er i det væsenlige dig, jeg
har tænkt på, men det ved ingen uden du og jeg. Er det en grov spøg
-- --? Husk på, du er min eneste oplevelse. Du er den verden, jeg
blev kastet ind i; alt det store, forvirrende, brogede, som nogle må
fly for at redde sig -- det er du. Du har bragt mig alt, hvad en stor
oplevelse kan bringe med sig. Først fornyelsen, indlevelse i en ny
verden, som jeg hidtil havde stået uden for. Dernæst forvirringen og
tvivlen, fordi dette nye, der var bedre end det gamle, ikke i den
grad lod sig erobre og holde fast, ikke vilde vokse så inderlig
sammen med min natur, som jeg helst vilde. Derefter selvnedsættelsen,
fordi jeg ikke var den rette mand. Skuffelsen og den bitre
selvbelæring, ulyst ved det, der tidligere var al mit eje. Og endelig
fornyelse igen ved resignasjon. -- Omtrent alt hvad et menneske kan
tænke sig muligheden af at komme til at opleve i sin livstid, det har
du bragt ind i min tilværelse. Jeg syntes derfor, jeg havde stof nok
til at sætte mig hen og tale på egne og på andres vegne, der ligesom
jeg er stødt sammen med ytringsformer af livets umiddelbare kraft,
der var dem overmægtige, og som har lidt tab af egne værdier under
sammenstødet. Men mod slutningen af afhandlingen kom jeg ganske vist
noget langt bort fra os to; dog når jeg så klippede den første
halvdel fra, da mærkedes det ikke.

Jeg har fået tilslutning af mange, der kommer fra samfundets tørre,
golde larm som fra en mølle (siger de), der kun maler sand på sine
hvinende kværne. _Jeg_ kommer fra min egen sjæl; måske gør jeg den
uret -- ja, det gør jeg sikkert -- men nu synes jeg, at det, den
malede, ikke var andet end sand. Nu er det sand for mig; jeg kan ikke
dyrke det længere. Om det altså er mig, der er den omtalte ideelle
tænker, derom kan publikum tro, hvad det vil. Jeg har talt på hans
vegne som en, der til en vis grad forstår ham.

Min afhandling har bevirket, at jeg har opgivet min stilling og fået
en anden, der passer mig bedre, og jeg er kommet i berøring med
adskillige mennesker, der erklærer, at de har samme livsanskuelse som
jeg. Disse "meningsfæller" er højst besynderlige og lærerige
mennesker; de har ligesom jeg lidt en vis sjælelig beskadigelse, idet
de tørnede sammen med eller blev tyndslidte af den ru virkelighed; nu
sidder de i en krog og vil belære samfundet om stilhed og
selvfordybelse, som om samfundet ikke var en maskinhal, hvor de to
ting er umulige. Jeg har blandt disse mænd truffet mange tomme
fantaster, der bær ansete navne som digtere og videnskabsmænd; jeg
opdager dem straks, jeg kan umulig ta fejl af deres lighed med mig
selv; men jeg forstår dem bedre eller anderledes, end de tror, ellers
vilde de ikke være så åbenhjærtige over for mig. Det er af mine folk,
vi lider alle af Den tomme Syge, vi med vore højt udviklede hjærner.
Men dette havde jeg ikke vidst, dersom jeg ikke havde haft dig som
norm. Jeg kan se dine øjne for mig, når jeg møder disse betydelige
mænds blik. Når jeg har siddet over for en af dem, og vi har
diskuteret de vigtigste spørsmål, så har det været, som om to kolde
intellektuelle hulheder vendte mod hinanden og udsendte hver sin døde
kulde. De taler om livet, og de kan ikke selv høre, hvor døde de er;
i sådanne øjeblikke husker jeg din stemme, dine øjne. -- -- Jeg ved
dog, hvad liv er, og disse mænd, som har trukket sig tilbage fra
samfundets larm for at redde livet, de er totalt døde.

Men er det ikke disse mennesker, jeg har forsvaret i min afhandling?
Jeg kendte dem ikke så nøje, mens jeg skrev den, og nu kommer jeg i
den besynderligste vildrede. Hvor er den type, jeg har skildret?
Strængt taget har jeg ikke truffet andre end mig selv. Men det
spørsmål er også uden al interesse; jeg har fået klarhed og ro for
mit eget vedkommende, så må de andre klare deres livsspørsmål selv.

Efter at min artikkel var fremkommet, kunde jeg ha opnået en bedre
stilling end den beskedne, jeg nu indtager ved et københavnsk blad,
ti den frisindede reaksjon havde gærne taget mig i sin tjeneste, med
den uudtalte motivering, at en mand, der således tar afstand fra det
moderne livs larm, måtte være brugbar mod socialisme og anden
radikalisme. Den frisindede reaksjon har haft sine søgere ude efter
mig for at erhverve en politiker eller i det mindste en pålidelig
mand på et mere æstetisk område. Men de har overvurderet mine ævner
og min lyst. Jeg har i stedet for valgt den beskednere del, hvormed
den beskednere indtægt er uopløseligt forbundet.

-- -- Har du endnu nogen som helst forestilling om, at der var ved at
foregå en forandring med mig den dag, vi blev forlovede? Jeg havde en
fornæmmelse af sorgløshed og lethed, som ikke senere vilde komme
igen. Og dog var jeg ikke før den tid en mand, der følte trang til
befrielse; tvært imod, jeg var tilfreds, min viden besværede mig
ikke; jeg ved, at andre kaldte mig tung; jeg selv følte mig let. Men
på vor forlovelsesdag var det, som om noget inde i mig blev sat ud af
funksjon. Jeg var til mode som en rig mand, der ved en mærkelig
hændelse kommer til den indsigt, at han kan leve for en tiendedel af
det, han før behøvede. Jeg følte, at jeg åndelig set behøvede mindre
for at leve, jeg fik et indblik i livets simpelhed og ønskede at
blive delagtiggjort i den. Men vort forhold bragte mig ikke, hvad jeg
havde ventet, en dag gik jeg hen og samlede min lærdom op igen, og da
var den blevet tung. Derefter var jeg længe ikke tilfreds. Du blev
ikke hos mig for at lette mig byrden (hvilket nogle påstår skal være
kvindens pligt; jeg gad vide, om en eneste _tænker_ erfaringsmæssigt
tør bekræfte den påstand). Du gik fra og til; du havde dit eget at
passe. Jeg tænker mig med skræk, hvad der vilde være sket, hvis du
havde forsøgt at leve dig ind i mine interesser: Du var visnet sammen
med halvdelen af min sjæl, og dær havde jeg forladt dig. Men jeg var
ene med mit, og du holdt dig så langt borte, som det var nødvendigt,
for at din friskhed ikke skulde lide noget tab. Du kom imellem
stunder og fortalte mig, hvordan du ikke kunde leve uden mig, og når
du var borte, længtes jeg efter dig -- -- indtil jeg nu sidst
begyndte at længes, ikke efter dig, men efter den store sorgløse ro,
som jeg lærte at kende på den mærkeligste dag, jeg hidtil havde
oplevet. Lykken kunde ikke blive mig til del, men jeg har fået det
sidste, der endnu var mig muligt at opnå: visdommen, sjælens
uforanderlige ligevægt.

Den vise er ligesom en gud, der er færdig med at skabe, og har holdt
op at gøre mirakler og åbenbare sig; verden går af sig selv, han
sidder uden for og ser på den, han er gået over fra handling til
beskuelse, og det er nu ganske, som om han slet ikke var til. Den
vise er -- således ser det ud -- overflødig i verden; mod den kloge
er han for intet at regne, ti hans sjæl indeholder det mindst mulige,
han har afkastet sin kundskabs byrde. Han betyder intet, ikke for
eksempel et ideal, man skal stræbe at ligne, heller ikke en art, der
bør udryddes som overflødig. Det er tåbeligt at lovprise ham, da
næsten ingen ved noget om hans salighed; det er dumt at foragte ham,
ti han har kun adlydt en lov; han har efter kamp fundet den livsform,
der var ham mest tjenlig.

Jeg er ikke hovmodig af min visdom; jeg ved, at visdom er det sidste,
ufrugtbare skud på kulturen, men det er også min overbevisning, at
kulturen af og til skal sætte sådanne skud, og jeg har ikke ønsket
eller med mit vidende stræbt efter at blive et af dem. Og dog står
det for mig, som om jeg en gang har begået en fejl, som jeg nu bøder
for; visdommen er min pønitense. Hvad det er for en synd, jeg har
begået, blir jeg vist aldrig klar over, men jeg har tænkt mig, at den
står i forbindelse med det øjeblik, da jeg resignerede og blev i min
lille by og fordoblede, mangedoblede min lærdom. Mon vi ikke alle
begår fejl mod os selv, og tilintetgør et eller andet anlæg og senere
bøder for det, ofte uden at vide det. Den, der en gang skal ransage
vore sjæle, vil finde indre skader, som vi har båret på hele livet
igennem, og som måske kun et par gange har forårsaget os nogen uro.
Jeg antager, at vore sjæle vil se ud ligesom døde, når de obduceres:
forkalkning og henvisnen vil vise sig at være ganske almindelige
svagheder.

Mig er det vist gået værre end andre; dog bær jeg visdommens byrde
med tålmodighed, og derfor har jeg det bedre end mange andre. På en
underlig måde er jeg kommet i nærheden af lidenskab, jeg har haft
livets fylde så tæt op ad mig som nogen, men det var ikke for, at jeg
skulde blive delagtig deri, snarere som for at jeg skulde fjærnes
endnu længere derfra. Jeg føler i dette øjeblik det besynderligste
slægtskab med dem, der har gennemgået store lidelser, kun at jeg
næsten intet har lidt. Det, der er hændet mig, kunde vel gøre mangen
anden ulykkelig, men det er mit livs fattige forbandelse, at jeg blot
skulde ane, hvad lidelse er; den skulde lige strejfe min sjæl, og nu,
efter at dette er sket, kan der ikke mere hænde mig noget, jeg ikke
er forberedt på; der er ikke længere noget nyt under solen. Den
sindsro, jeg fik en anelse om den sidste dag, jeg talte med dig, den
har nu indfundet sig, og jeg har taget den som en gave, der var mig
bestemt fra evighed af.

Jeg er udvandret fra menneskers samfund. At jeg udretter noget, er
kun tilsyneladende; jeg læser en del bøger, der hverken gør mig gavn
eller skade. For øvrigt dyrker jeg min have og går ture. Mennesker
ser jeg ikke meget til nu; jeg er eremit og er på det område en
foregangsmand; andre, der er lige så unyttige som jeg, vil, når de
blir lige så kloge, følge mit eksempel, men forhåbenlig vil de ikke
nedsætte sig i nærheden af mig; jeg har ingen lyst til at se flere af
de patienter, der lider af Den tomme Syge. Jeg har studeret dem
grundigt nok.

Derimod har jeg tænkt på at indrette mig et huggehus. Mine hænder,
der i år har gjort bekendtskab med haveredskaber, længes nu også
efter sav og hammer, skønt jeg vil tro, at også dette bekendtskab i
begyndelsen vil falde dem besværligt. Således håber jeg, at jeg ved
jævn fremgang kan få et vist tag i de små tings verden, samtidig med,
at jeg her fra min visdoms stade sidder og ser ud over den større
verden.

Du kan vel ikke ha forstået af det, jeg har skrevet, at jeg pludselig
er blevet en gammel mand, eller at jeg skulde ha tabt lysten til at
leve; jeg har blot erhvervet en ualmindelig ævne til at _undvære_, og
jeg befinder mig vel derved. Det at undvære er vist et særligt anlæg
hos mig, og jeg skylder dig, at dette anlæg nu har nået sin
fuldkommenhed.

Jeg har forklaret dig min tilstand så udførligt, for at du skal ha
lettere ved at afgøre det spørsmål, som er det eneste, der
interesserer dig, og for hvis skyld hele dette brev er skrevet: Om du
nu skal vende tilbage til mig eller ikke. Du fortæller mig, at du
står i begreb med at rejse hjem. Når du har overvejet mit brev, så
ved du, hvad du skal gøre. Jeg har redeligt fremstillet alting for
dig, således som det er. Du har ingen pligt over for mig; du bereder
mig ingen skuffelse ved ikke at vende tilbage til mig.

Vi kan ikke leve videre der fra, hvor vi sidst skiltes; vort ægteskab
kan ikke fortsættes under den antagelse, hvormed det blev begyndt: At
du havde nok i mig, eller at jeg dog betød mere for dig end noget
andet. Denne opfattelse har din erfaring dementeret -- har du måske
glemt det? Du er tilbøjelig til at glemme, at du har tvivlet om mig,
og det er da min pligt at minde dig om det. Du skal ta mig for det,
jeg er: noget ved siden af din kunst, ikke noget helt. Nu er jeg
endog blevet mindre værd i dine øjne end før, siden jeg kan leve
tilfreds uden dig. Hvad jeg har at byde dig, er da ikke meget; den
hånd, jeg rækker ud imod dig, er ikke varm, men den er heller ikke
slap eller aldeles ligegyldig. Det kan næsten gøre mig ondt, at så
varme hænder som dine skulde gribe så underlig forkert, men tror du
ikke også, at de blir kolde en gang -- af at håndtere malerpenselen?

Jeg overvejer ved mig selv den mulighed, at du kommer. Er din
kærlighed virkelig en så naturstridig ting, at den kan drive dig
tilbage til mig? Er du virkelig med en så vidunderlig kraft vokset
fast til mig, visdommens halvvisne træ? Det er ikke mig, der binder
dig; jeg har aldeles ingen magt over dig; du har fundet mig og holder
mig fast.

Jeg spør mig selv med en vis uro, om det er min pligt at være den,
der tar en bestemmelse om vort forhold. Om jeg sa: Farvel, Helga; jeg
er ikke den rette mand; du er fri. -- Det er måske min skyld, at din
kærlighedslykke ikke er hel. Der er mennesker, der siger, at hvad
der kun er halvt, det bør ikke eksistere. Der er endog dem, der mener
at kunne bevise denne påstand ud af deres eget liv. Men hvor mange af
os er selv hele? Er du en af dem? Er jeg? Har vi alle lov til at se
så stort på det, at vi efter nogle digteres og moralisters eksempel
udelukkende regner med hele tal og kaster alle brøker bort.

Skal jeg advare dig mod at vende tilbage til mig? Men du ved jo, hvad
der venter dig; jeg narrer dig ikke; jeg søger ikke at påvirke dig,
og jeg er heller ikke den, hvem det tilkommer at bestemme; jeg, som
troede at vide så meget, jeg ved ikke noget i dette spørsmål, der
angår et menneskes liv; (mig selv regner jeg ikke med). Ti min visdom
består jo i at vide så lidt som muligt.

Nu er jeg færdig. Jeg har skrevet så længe, at jeg synes, jeg hører
mig selv tale, men tavsheden, som kommer efter, skal gøre mig godt.
Jeg har bragt mit eneste anliggende i orden; derved er min fred
blevet større end nogen sinde. Jeg overlader alt til dig, og jeg er
vis på, at du vil forstå dig bedre på din egen tilfredshed end jeg --
-- --.

       *       *       *       *       *

Halvandet døgn senere stod Helga ud ved sin gamle by. Hun gik straks
op til sin moer, som endnu boede dær, og næste dag så folk hende gå
sin sædvanlige tur gennem byen og ud til skoven. Der var kun få, der
hilste på hende, men så mange flere, der tog hende i øjesyn.

Det var efterår. Skoven stod i den pragt, som hun kendte så godt og
længtes efter at se. Således så den ud den dag, da hun var begyndt
at blive til det, hun nu var. Hvor hun huskede denne farvernes
vildhed. Det var den, der havde revet hende ud af et års blid og
lykkelig søvn. Hun så genkendende på træernes feberagtige pynt. Der
var noget skæbnesvangert i dette farveraseri, som hun den gang havde
forset sig på uden ret at forstå det. Flere gange stansede hun og
bøjede hodet, mens indtryk og minder råbte på hinanden i hendes sjæl.
Den dag -- som nu syntes at ligge så langt tilbage i tiden -- havde
hun været glad ved disse farver; nu smærtede det at se på dem; de
havde fået en anden betydning for hende siden; de var blevet en del
af hende selv. De -- og hans brev -- tog imod hende, ingen af delene
betød hendes lykke.

Hun så sig hjælpeløs om. Hvad skulde hun så bruge alt det til, der
flammede i hendes sjæl? Lignede hun måske selv skoven, der flammer op
i overdådige farver, mens intet af det altsammen betyder liv, der
skal fortsættes? Denne skønhed og varme er herlig at se til, men den
skal ikke bruges til noget; det er rig og stærk kunst, men liv kommer
der ikke af det. Det kan vække og varme et sind, der er koldt eller
sover, men det har ingen fortsættelse i sig; denne tilsyneladende
kraft er ufrugtbar. Dette farveråb, der vækker, er et varsko om
døden.

Hvad betød det, der brændte og lyste i hendes sjæl? Nyt liv eller
mere kunst?

Her var hun en gang gået ud og havde set sig glad, men da hun kom
hjem, var hun ikke som et andet menneske, der har været i skoven og
forfrisket sit sind og sin appetit; hun var ikke det samme menneske
længere. Vejen tilbage til kærligheden stod ikke åben; der var kun en
sti.

Hun var rejst fra kunsten, der forekom hende kold, nu da hun stod i
fuld besiddelse af sit talent, og her kom hun hjem til større kulde,
til mere kunst. Den mand, der i hendes øjne stadig var den eneste,
fortalte hende, at han havde taget afsked med verden. Det var,
ligesom han vilde kaste hende tilbage til kunsten, der alligevel ikke
var tilstrækkelig.

Hun læste hans brev igennem en gang til.

Blæsten rev i hendes hat; hun tog den af for at kunne læse
uforstyrret. Hun græd ikke som før, da hun sad i kupeen. Det forekom
hende ikke længere så ligegyldigt, dette lange, omhyggeligt skrevne
brev; hun fandt en særegen kold pragt i hans ord; de mindede hende om
den sidste gang, de havde talt sammen, på bænken nede ved vandet.

Hun vendte hodet der henad, som så hun ham sidde der endnu. Hendes
svære hår, der var blevet mørkere i de senere år, faldt tungt og fast
ned i hendes tindinger, hendes øjne gik over i krogen, mens hun stod
og tænkte.

Hans ord faldt som sval dug på hendes hede sjæl. Hun forstod ham ikke
helt, hun kom aldrig til at dele hans tilfredshed, men hun følte sig
stærkt berørt af dette sindets efterår, som stod ud af hans brev,
højt og køligt med en art stivnet lidenskab, der tiltrak hende med en
uforklarlig magt.

Hun så ham for sig, ligesom hun havde set ham en hed, sværmerisk
aften, hvor hendes livs dobbelthed først havde kundgjort sig: kunst
og kærlighed samlet i et. Men derfor måtte hun heller ikke vente sig
en hel kærlighedslykke.

Hun talte med ham, mens hun så ham for sig, hun begyndte at forstå
ham. Også hun var et dobbelt-menneske, for hvem der ikke gaves en hel
lidenskab, og en vis resignasjon var deres fælles lod.

Hvorfor havde hun grædt? Hun havde jo ingen menneskelig ret til at
komme hjem og kræve lykke i fuldt mål. Kunsten vilde aldrig slippe
hende helt. Den vilde løsne taget en stund og så igen gribe med ny
kraft; hun vidste det.

Hvad var der så tilbage? To mennesker, der ikke ved noget sikkert om
lykken, men som aldrig mere kan ta fejl; to mennesker, der kan se på
hinanden med klare, åbne øjne, og som aldrig mere kan skuffe
hinanden.

Hendes ansigt var blevet fuldkommen roligt, brynene lå klare over
hendes langt seende øjne, rynken fra de unge dage var næsten ikke til
at se. Om hendes stærke underansigt lå ligesom ruinerne af den unge
piges smil; ekkoet af et suk vibrerede om hendes næsefløje, og
musklerne på hendes hals trådte stærkt frem, idet hun drejede hodet.

Hun havde ham for sig lige så tydeligt, som den gang hun først så
ham. Han betragtede hende med det blik, der havde gjort ham til herre
over hendes halve sjæl.

Uroen i hendes sind var forbi; det brændte ikke mere. Hendes sjæl lå
høj og klar med sin beslutning ligesom den kolde, lyse oktoberhimmel
med de mægtige skiferblå og sandstensrøde skyer.

Hun vilde male ham i en vismands skikkelse; det skulde betyde hendes
kærlighed til ham og hendes indrømmelse til visdommen, der indrettede
hendes liv på en måde, hun ikke selv havde tænkt sig; hun vilde
afbilde sin egen underkastelse under udviklingens nødvendighed.

Vismanden og hans elev, en ung barbar med bred mund og stærke kæber,
og den unge mand skulde bære hendes træk.





*** End of this LibraryBlog Digital Book "To verdener" ***

Copyright 2023 LibraryBlog. All rights reserved.